Emil Aarestrup
1 produkt
Navn: Emil Aarestrup
Fødselsdato: 04.12.1800, København
Død: 21.07.1856.
Der var i deres Heften,
I deres Pliren Noget –
Hvis der kan hexes, skeer det
Ved Hjælp af Øielaaget.
Så sensationelt skriver Emil Aarestrup om øjnene hos pigen. Så romantisk og sensuelt og dejligt. Hendes blik er hekseri. Rationaliteten kan pakke sammen. Carl Ludwig Emil Aarestrup blev født i København i 1800. Faderen var toldkontrollør, en udmærket stilling, men i 1807 blev forældrene separeret og døde begge året efter. Emil Aarestrup otte år og forældreløs. Han hævdede selv senere i digtet Om min Muse, at han som følge af forældrenes fravær havde søgt erstatning i fantasien. En fantast, der i digte lavede sig et selvskabt paradis:en verden erotisk og skønnere end den, han levede i. Emil Aarestrup arvede penge af sin morfar og indskrev sig på medicinstudiet i København. I 1824 friede han til kusinen Caroline Aagaard fra Præstø, hun sagde ja, og i løbet af studietiden skrev han hede breve til hende. Ikke at han holdt sig fra andre, og han havde på
dette tidspunkt allerede et uægte barn, men at være forlovet og studere var fedt. Han havde hele livet foran sig og skriver:
Jeg seer med dristige Blik fremad, jeg føler min Kraft,
mine Evner, og mig lyksaliggør min Kjærlighed.
Og i adskillelsen fra sin forlovede kunne han digte deres lidenskab stor, så stor som han ville have den. Han kunne drømme og frydes over fremtiden og leve helt og holdent i fantasien om sin elskede og deres kommende himmelske kærlighed. Ægteskabet var imidlertid ikke så gloriøst. Den faktiske lidenskab stod ikke mål med fantasiens. De fik tolv børn.
Af Børn en Krands dig alt omgiver
Du bruger ingen anden Pryd
skrev han. – Et hyldestdigt til sin hustru, men der er en undertone. For hvad med ham?
Lolland, hvor han fungerede som læge, først i Nysted, siden i Sakskøbing, var heller ikke så poetisk, som man kunne have ønsket sig. I Nysted blev han læge for familien Raben på det
nærliggende Ålholm. De havde en stor botanisk park, som han holdt af. Ålholm havde også en komtesse, Amalie Raben. Hun var jævnaldrende med Emil Aarestrup og dødeligt syg. I 1832 ledsagede han hende på en rejse til kurbadet Carlsbad i Tyskland. Rejsen varede et par måneder, fra slutningen af maj til midt i september, og var vigtig for ham. Her oplevede han noget, København, Hamburg, Dresden, han så nye landskaber.
EROTISKE SITUATIONER
Emil Aarestrup udgav i hele sit liv én bog, Digte, i 1838. Den slutter af med en digtcyklus på 51 digte, der hedder Erotiske Situationer. Situationer, hvad ligger der i det ord? En situation er en tilstand, man kan befinde sig i, legemligt og/eller sjæleligt. Emil Aarestrups situationer er korte handlingsforløb af erotisk karakter. Hvert digt er altså lig med en situation. Måske kun et øjeblik eller rettere: en redegø- relse for øjeblikket. Han bremser tiden voldsomt op og
folder situationen ud. Hvert digt kan læses vertikalt og give mening som et
selvstændigt digt, formfuldendt og afsluttet, men der er også en horisontal dimension, en fortælling, der forløber ad værkets længdeakse. Som en novelle.
Det er en kærlighedshistorie eller en forførelseshistorie, hvor en borgerlig piges seksualitet skal vækkes og langsomt modnes. Hun hører til i huset, borgerskabets bastion, han i naturen som fri elsker og fritænker. Han er koket og arbejder samtidig på forførelsen med en læges nøjagtighed, følger hende på afstand, betragter hende gennem husets vinduer, lokker hende ud i naturen, som man kan sige er hans element, men i digtet Kanefarten, da deres elskov endelig skal fuldbyrdes, siger hun nej. Hun bliver syg, svækkes og dør til sidst. På den måde har vi en trefaset novelle, der spænder over: tilnærmelse, hengivelse og død. Altså en ulykkelig kærlighedshistorie, der ender med døden for den ene, kvinden, men hvor til gengæld, gennem smerten, jeget fødes som digter. Det vil sige: han gennemgår en transformation fra elsker til digter i overensstemmelse med det romantiske ideal om digtning og inspiration.
Emil Aarestrups forbillede var den engelske digter Lord Byron (1788-1824) og hans Tales, som også havde versnovellens struktur. Emil Aarestrup oversatte i 1837, året inden Digte udkom, en af disse til dansk, Parisina fra 1816. – En ulykkelig kærlighedshistorie om Parisina og Hugo, hvis forlovelse bliver brudt, da Hugos far, grev Azo, selv vil gifte sig med Parisina. Azo dømmer Hugo til døden. At overvære sin elskedes henrettelse gør Parisina gal. Hendes skrig af sorg og vanvid, da de dræber ham, sprænger alle rammer:
Hvis var den Røst som sprængte,
Den tause Luft med saadant Hviin?
Saa vildtfortvivlende, som Skriget
Af Moderen, der søger sin
Hjerteligste Glut, og finder Liget.
Til Himmelen trængte denne Jammer
Som kom den dybt fra evige Flammer
…
Hugo er død; og fra den Time vil
Om Parisina man, i Hal og Hytte,
Forgjæves skue og forgjæves lytte.
Oversættelsesarbejdet gav Emil Aarestrup mulighed for at komme helt tæt på idolet, ind bag hans sætninger og stoforganisering for at aflure, hvordan mekanikken fungerede. Har man først fået Erotiske Situationer præsenteret som en sammenhæng, kan det svært at se den som adskilte digte igen. Nu danner de en historie. Men der er tale om en vekselvirkning: Situationerne kan netop, fordi de er situationer, stå alene. Det er situationens privilegium, ligesom det er erotikkens privilegium ikke nødvendigvis at være rationel eller danne et fremadskridende handlingsforløb.
Men det er vigtigt at slå fast: Situationerne er kunstige. For det første er Emil Aarestrup rolledigter. Hans jeg er ikke ham selv. For det andet er det ikke virkelighedens verden, han vil skildre. Farverne er skarpere, kontrasterne klarere. Der er skruet op for det hele. Igen: Han
er fantast. Digtene er gerne opkaldt efter deres lokalitet: I Theatret, I en Landsbykirke osv. Således er scenen på forhånd sat, og det poetiske og erotiske øjeblik kan udfolde sig i rum. Eller de er opkaldt efter aktiviteten, det der sætter rammen for det øjeblik, hvor eros viser sit ansigt. For eksempel i digtet Fjerboldtspillet. Det vigtige er langt fra badmintonspillet, men netop det øjeblik, hvor jegets blik møder badmintonspillerindens.
Jeg stod paa Torvet – Himmel,
Hvor Øieblik kan nyttes!
Dit Blik og mit – hvor hastigt,
Hvor lykkeligt de mødtes!
Henrykkelse over at stå på torvet og gennem et åbent vindue iagttage de to spillere: den smidigbøjede veninde med de brune øjne og det du med ketsjeren, som tiltales
i digtet, og som jeget møder i et elektrisk øjeblik. Blikket optræder igen og igen i situationerne. I Den Uforsigtige er det hendes blik, der gennemborer ham, og hendes blik er også det, der i værkets sidste digt, dør. Det Sidste:
Men Øinene stod stille
Med deres store Blik –
Og Dødens dybe Taushed
Var alt det Svar, jeg fik.
Erotiske Situationer har således to grundstemninger for jeget: en for frimodighed og impulser og en anden for melankoli og grubleri. Der er både lyse og mørke digte. Derfor kan man ikke bare kalde Emil Aarestrup en munter og livsduelig erotiker, som litteraturhistorien har haft for vane, blandt andet med henvisning til at han var tyk, som om der partout skulle være lighedstegn mellem appetit og livsappetit. Han kan være lige så bævende, som han kan være kåd.
Men hvad med erotikken? Man kan med en blyant forsøge at sætte ring om de steder, hvor digtene i Erotiske Situationer udløser en erotisk stemning; en kropsdel, nakken eller den måde, en kropsdel præsenteres på: en mælkehvid arm. Men det kan hurtigt blive til mange ringe, for der er en tilbøjelighed i Erotiske Situationer til, at alt bliver erotiseret. Fx En Soirée, der handler om en samtale, jeget har med en feudalherre, hvor sidstnævnte kommer med påstanden: nogen må herske, og nogen må beherskes. Selvom jeget er uenig og gør grin med den konservative
– Med Hænderne paa Ryggen/Og Næsen sat i Skyen – bliver påstanden godtaget, fordi jeget i den politiske påstand genkender et erotisk ønske om at underkaste sig sit du:
Det var hos hine derfor
En medfødt Ret at straale,
Saavel som hos de andre
En medfødt Tvang at taale.
Man kunde føle Fryd ved
At trælle og at trænge,
Saavel som ved at jage
Og tælle sine Penge.
…
Det var en afgjort Sandhed!
Du fødtes til at byde,
Derom var intet Spørgsmaal,
Vi andre til at lyde.
Jeget bruger den konservative samfundsmodel som et springbræt ind i en erotisk fantasi. Det er et SM-digt. Her er han masochisten, men et andet sted, i digtet Straf, er han sadist:
Ha, disse runde Skuldre –
Det er dog alt for kjækt!
De svulme som en Gudindes,
Saa nøgne og så frækt.
Jeg griber disse Fanger,
Undvegne, farlige To –
Jeg kaster dem i Lænker,
Som holder dem, kan du troe.
Jeg vil dem brændemærke –
Det har de vel fortjent!
See, hvor de hede Læber
Har Rosenmærket brændt!
Emil Aarestrup brød sig ikke om borgerdyd. Den fik en Malstrøm til at koge i hans Indre. Den borgerlige normverden er begrænsende, fordi den fordømmer lysten og erotikken. I den forstand er Erotiske Situationer et opgør med borgerdyden. Her er ønsket klart: at forføre pigen fra borgerskabet, men også selv blive forført, tillade sig selv at svælge i lyst, kærlighed og skønhed.
*
Det tog Emil Aarestrup over ti år at blive færdig med sit værk, men d. 30. september 1837 skrev han: Mine Poesier, som jeg er saa ked af som en Kat af Sennop, har jeg nu endelig ekspederet til W. W var Christian Winther, Aarestrups mentor og ven. Christian Winther havde rost ham i 1834
og indgivet ham mod til at skrive videre.
Så kom udgivelsen endelig, men modtagelsen var lunken, og Emil Aarestrup mistede gnisten. I sin sidste livsfase var han stiftsfysikus, det vil sige embedslæge i Odense, fra 1849 til sin død, men han trivedes ikke. Han holdt aldrig op med at længes efter København. Han blev, som han skrev, hjemsøgt af Kjedsomhedens Dæmon, eller han udtrykker sig om sin kedsommelige stilling som her i en statusrapport fra d. 25. april 1855 til ven og studiefælle S. M. Trier:
Jeg lever et Stilleben her i det lille Odense med næsten
13.000 Indvaanere. Mit Liv har mere Comfort, end da jeg
Dag og Nat rakkede om paa lollandske Bøndervogne. Men
aandelige Sammenstød ere ligesaa sjældne her som der, og
Svingningerne, jeg derved skulde sættes i, udeblive.
Emil Aarestrup døde bare 56 år gammel. I 1863 udkom Efterladte digte posthumt. I 1877 fulgte Samlede digte. Blev han lunkent modtaget i sin samtid, må man sige, at eftertiden har givet ham oprejsning. Han har inspireret så mange og så mange forskellige, fra Sophus Clausen til Jens August Schade. Ikke idyl, men udsathed. Sådan som også hos Schade i denne strofe fra Hvor hjertet hører til, hører forstanden aldrig op fra 1949:
hendes mave var som en østers,
der skinnede i sin skal –
man anede slubrende afgrund,
og kæber af hårdt metal.
Hans Otto Jørgensen & Selma Rosenfeldt-Olsen
Tidligere set: