Emil Bønnelycke (1893-1959) har i tidens løb fået rollen som den digter der sammen med (og i skyggen af) Tom Kristensen repræsenterer ekspressionismen i dansk litteratur. Det var i øvrigt Bønnelycke der formidlede Tom Kristensens debut i det litterære tidsskrift EXLEX. Kristensen er selv helt klar over sammenhængen og udtrykker sin taknemmelighed bl.a. i en artikel med titlen ”To-mands-løbet” (1953)som slutter med en hyldest til det modige hos Bønnelycke, ”uden hvem jeg aldrig havde vovet at offentliggøre et eneste ord.”

Men den ekspressionistiske (ekspression: udtryk!)stærkt subjektive og voldsomt oprørske måde at skrive på var ikke langtidsholdbar. Ligesom Tom Kristensen opgiver Bønnelycke den revolutionære æstetik omkring 1925, markeret med romanen Ny Ungdom(1925) – i modsætning til debutdigtsamlingen Ild og Ungdom (1917); det holder ikke, synes de begge at mene, at blive ved at smadre de traditionelle forestillinger om hvad der er smukt (skøn som en sønderskudt Banegaard). Der skal bygges op igen. Kristensen skal som bekendt igennem en hærværksperiode og lander som kritiker og det skønlitterære forfatterskab bliver i en vis forstand sekundært. Bønnelyckes boltren sig i adskillige udtryksformer er måske også symptom på en søgen efter ståsted og identitet, men for ham bliver kristendommen den endegyldige position. Et forhold der stort set er upåagtet i den litteraturhistoriske fortælling om ham, Emil Bønnelycke er ”kun” ekspressionist  –  allerede i samtiden kunne man sige om ham: ”et stort, men usikkert Talent, der var Banebryder for Ekspressionismen” (Topsøe-Jensen, 1928). Bønnelyckes digterkollega Hans Ahlmann insisterer i sin gennemgang af samtidens litteratur (Det danske Parnas,1920)  på betegnelsen ”futurist” fordi Bønnelycke i lighed med den italienske futurisme er begejstret for teknologi og høj fart og en ligeså indædt foragter af tradition og kulturarv. Hvad Bønnelycke i modsætning til Marinettis futuristiske manifest (1909) ikke har er begejstringen for krigen og den ligeså bizarre foragt for kvinden.

Ahlmann argumenterer også for at betragte Spartanerne som en futuristisk tekst – mere om det nedenfor. Bønnelyckes futuristisk inspirerede holdning ses tydeligt i det ofte citerede digt ”Aarhundredet” fra 1918. Et typisk sted lyder:

”Jeg elsker Masser af Signalmaster, Broer, Viadukter, Banegaardshaller, Tunneller. Den elektriske Centralaflaasning er mindst ligesaa betydeligt som et Digt som “Romeo og Julie”… Der er skrevet Afhandlinger nok om “Købmanden i Venedig”, dette overordentligt slette Skuespil…”

Storbyen

Den fremtidsbegejstrede digter må næsten med nødvendighed skrive om storbyen. Det er her det foregår, det er her der er fart på, frihed og energi.  Denne lokalitet spiller allerede en vigtig rolle i det moderne gennembruds realisme, som f.eks. hos Bang i Stuk (1887), men hos Bønnelycke og med ham Tom Kristensen og andre i samme gruppe bliver storbyen genstand for en storslået lovprisning. Storbyen bliver i helt overvældende grad ”hovedperson”,scene og symbol i 1920´erne og vel at mærke på en positiv måde, selvom byens skyggesider også får sin bekomst, f.eks. i Broby-Johansens digtsamling Blod(1922). I Bønnelyckes forbavsende store produktion 1917-20 -10 bøger på tre år  – er storbyen det dominerende tema   –   ved siden af kærligheden. I  Buer og Staal fra 1919 er der f.eks. hele 23 københavnersonetter”. Interessant i øvrigt at se at han (som også Tom Kristensen)bruger de klassiske versemål, som er med til at skabe en dynamik, ja sammenstød mellem form (versemålets orden og reference til traditionen) og indhold (byens kaos).

Et hovedværk i denne del af forfatterskabet er Asfaltens Sange fra 1918 (vistnok en uvenlig hilsen til Aakjærs Rugens Sange fra 1906) og her finder vi typiske formuleringer som disse:

I Metropolets Midte, i Verdensstaden Københavns Centrum, Rådhuspladsen vil jeg hensynsløst imod min Skæbne lade Timerne bringe mig Rækker af Glæder, af små, myldrende Oplevelser. Færdslen, Malstrømmen skal være den brusende Flod, hvori jeg bader mig i stum og ydmyg Henrykkelse.

Også teknologien henrykker og i begyndelsen af 1900-tallet var cyklen noget moderne, nyt og smart, et teknologisk fremskridt, så den skal også have sit digt: I ”Cyklerne”  i afsnittet ”Fremskridtets Gade” fra  Gadens Legende (1920) lykkes det Bønnelycke at forene teknikbegejstring med naturlyrisk fædrelandskærlighed, hvad der i øvrigt sammen med de ”gammeldags” versemål understreger Bønnelyckes forbundethed med traditionen, trods al avantgarde:

(…)

Cyklerne, Cyklerne, Cyklernes Tog,

Klokkernes Kimen er Bækkenes Sprog

ude i Danmarks bedaarende Skove – ,

hvor Duerne kurrer og Droslerne sove…

(…)

Det er helt rørende. Mange kender digtet som sang (melodi af Jørgen Bentzon, 1932) under titlen Cyklernes Kor (strofe 3 i originalen) og den blev siden sunget flittigt i skolen i hvert fald op til 1960´erne. Ligetil og uskyldigt og helt uden viden om den oprindelige sammenhæng.

Men det er Bønnelyckes ”ekspressionistiske/futuristiske” skrivemåde og storbydigtene der bliver Bønnelyckes bidrag til litteraturhistorie og antologier, uretfærdigt mere som eksempel end som selvstændig, ene-stående forfatter.  Men Bønnelycke er med hvor det sker: han bidrager (også som redaktør) til det banebrydende  kunsttidsskrift Klingen (1917-1920) der huser malere som Richard Mortensen og Harald Giersing og skribenter som Otto Gelsted og Poul Henningsen. Klingen bringer bl.a. Bønnelyckes  hyppigt citerede ”figurdigt” BERLIN i juni 1918. At digte kan være grafik og ordene konkret materiale er Bønnelycke en af de første i Danmark der opdager. Sådan skildrer han New York:

Og så er et bestemt sted fra Spartanerne ofte med i antologier, nemlig beskrivelsen/afbildingen (side 109- 116) af krigskirkegården  – ikke nogen bestemt lokalitet, men et overordnet billede der ved sine gentagelser og opremsninger får en helt overvældende udtrykskraft:

Videre. Videre, Grave. Grave. Grave. Kors. Sorte Kors. Kolde Kors. Tavse Kors. Truende Kors. Triste Kors. Nøgne Kors. Raa Kors. Gange. Grus. Sol. Tørke. Visne Blomster. Tørstige Blomster. Brændte Blade. Falmende Aarstal. Utydelige Aarstal. Gru. Rædsel. Angst. Gys. Feber. Forfærdelse, Stumhed. Solskin. Tørstende Tørke. Tal. Kulde.Grave.Grave.Grave.Grave. Grave. Grave. Kors. Kors Kors. Kors. Kors.  Firkanter.Firkanter. Firkanter. Firkanter.Firkanter. Firkanter.Firkanter.Firkanter Firkanter,Firkanter. Firkanter. Firkanter, Firkanter, Firkanter. Grave. Grave. Grave. Grave. Grave. Grave. Grave. Grave.Grave. Grave. Grave. Grave. Grave. Grave. Grave. Grave. Grave. Grave. Grave. Grave. Grave. Grave. Grave. Grave. Grave.    Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors, Kors, Kors, Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors”

Her kan man tale om ekspressionistisk skrift eller ”ekspressionistisk roman”,en betegnelse der første gang blev brugt i Dansk Biografisk Leksikon i 1934 og som siden er blevet bragt videre de almindelige litteraturhistoriske fremstillinger. Nok ikke en dækkende karakteristik kan man se, hvis man læser hele bogen. Og i øvrigt: Nogle litteraturhistorier nævner slet ikke Spartanerne, mens andre altså nøjes med et klip, undertiden med en tilføjelse om at der er tale om et fortælleteknisk eksperiment.  De grænseoverskridede formekseperimenter  bliver udskilt fra forfatterskabet som eksempler på hvor vildt det kunne gå til i tummelen omkring første verdenskrig. At romanen har adskilligt andet at sige kommer kun sjældent frem  –  hvad det er, ser vi på nedenfor.

Det almindelige billede af Bønnelycke krydres i øvrigt ofte med beretningen om den happening der d. 4. februar 1919 indgik i oplæsningen af digtet Rosa Luxemburg. Prosalyrisk Symfoni pathetique in memoriam. Teksten er en skildring af attentatet på Rosa Luxemburg i Berlin samme år. Hun stod sammen med Karl Liebknecht i spidsen for den såkaldte spartacist-fløj i det tyske kommunistparti. I slutningen af teksten, hvor hovedpersonerne er blevet taget til fange og føres bort  hedder det:

”Der knalder 3 Revolverskud ind i Vognen.

Rosa Luxemburg synker ramt sammen, foroven mod Døren. Mængden slæber hende ud af Vognen, som derpaa kører hurtigt.- Mængden skriger vanvittigt. Triumpfen lyder i Skriget i Liebknechts Øre. ”

Ved ordene ”3 Revolverskud” affyrede Bønnelycke 3 skud med en pistol til publikums chokerede overraskelse.

Det kan man kalde håndfast ekspressionisme og var med til at stemple gruppen af moderne digtere, som i forvejen oplevede en del modstand. Martin Andersen Nexø kaldte således Bønnelyckes digtning for ”plattenslageri” og ”demoraliserende komediespil”

Episoden og teksten siger noget om hvilke virkemidler der syntes nødvendige. Det var åbenbart ikke nok bare at udgive bøger og læse op, og det var nødvendigt at markere stærke synspunkter (f.eks. politiske) – og altså undertiden på en chokerende måde. Og teksten skulle også gerne være musikalsk  – her i Rosa Lyxemburg-digtet så tydeligt at teksten kaldes ”Symfoni”  –  og den er opdelt i satser. Musikken består især i brug af gentagelser og lyrisk tone i den genkommende, men varierede beskrivelse af hovedpersonen Rosa:

Der gaar en ung Pige under Brandenburger Thor. Hendes Øjne er saa sorte som al den Ondskab, hun i sin første Barndom var Vidne til. Hendes Haar er sort som Ibenholt, og dets Blankheds Glorie staar om hendes Hoved som en Krans, der skinner i Berlins Sommersol.

Og så er der i al ekspressionisme en tone af desperation: hør mig, se mig! Det er både er individets forsøg på at komme til sig selv i forhold til omverdenen, men ligeså meget en fortvivlets advarende råb til verden om at noget er helt galt.

Der var engang en krig

Begejstringen for fremtid og storby kan nemlig ikke skjule at der er/ lige har været krig, nemlig Første Verdenskrig .

Fremskridt, fart og begejstring hos en vild ungdom i de brølende tyvere bremses og perspektiveres af det tragiske faktum at det først og fremmest er de unge soldater der bliver krigens ofre.

Tom Kristensen anfører krigen som afgørende for hans forfattervirksomhed og han har da også brugt krigen  –   men nok mest som billede på den omvæltning som kunsten nødvendigvis må rammes af  –  netop fordi der har været en krig der omstyrter alle værdier. Ganske vist ikke i Danmark  –  ”vi hygger os i smug, mens hele Verden brænder”, som Jeppe Aakjær skriver.

Selve krigshandlingerne, brutaliteten og ofrene er, når man ser bort fra Spartanerne, kun undtagelsesvist et tema for danske forfattere: Johannes Jørgensen skriver rasende og engageret om den tyske invasion i Belgien i Klokke Roland (1915). Og der kan nævnes enkelte andre, bl.a. Karl Larsen og Helge Rode som forholder sig til krigen

Den mest interessante bog, ved siden af Spartanerne, om krigen og dens konkrete konsekvenser er imidlertid Karin Michaelis: Krigens Ofre fra 1916. Når hendes bog stadig i vore dage er så gribende og tankevækkende er det måske fordi den beskriver at omsorg, solidaritet og næstekærlighed faktisk kan finde sted i en situation der ligner den Europa står i nu (2015): Flygtningestrøm uden ende, rådvildhed, angst for de fremmede og svigtende mod til humanitær handling. Bogen er en samling af reportager fra livet i østrigske fange- og flygtningelejre og et tidligt eksempel på new journalism: Journalistens egne følelser og refleksioner blandes med præcist sansede oplevelser og teksten er (og skal være) subjektiv, ja tendentiøs. Michaëlis giver bevægende, overraskende og humoristiske indblik i en verden der- nu som dengang -ellers ikke kommer  til offentlighedens kendskab.

Sammenfattende kan man sige at Emil Bønnelyckes placering i litteraturhistorien har tre aspekter: a) han skriver ”ekspressionistiske” digte, b) han er med til at gøre storbyen til et vigtigt sted i litteraturen og c) han er tidligt ude med formeksperimenter som peger helt frem mod 1960érne. Men forfatterskabet er mere end som så, det er f.eks. meget mere omfattende end de gængse fremstillinger viser. Hvis man bruger Bønnelyckes egen liste fra Den Blå Bog (1953) er der tale om 33 bøger som hører til i hver sin afdeling:

  1. Lyrisk ekspressionisme med fremtidsfascination som omdrejningspunkt. Storbyen, fart og teknologi som temaer. Hovedværker: Asfaltens Sange, 1918.; Spartanerne, 1919
  2. Prosaværker med delvis samme tematik som i 1. , men nu også en roligere realisme i en række romaner og skuespil Hovedværker: Ny Ungdom, 1925 ; Flugten til Ægypten, 1926; Lokomotivet 1933
  3. Den religiøse vending: Bønnelycke finder ro i kristendommen som før ham Johannes Jørgensen der konverterede til katolicismen i 1896. Denne del af forfatterskabet omfatter også alle genrer.

En del af de senere bøger udkommer på svensk og engelsk.

Hovedværker: Lovsang til Døden 1939; Kristussonetter 1940

Spartanerne

Når Spartanerne fortjener et comeback er det selvfølgelig primært fordi romanen simpelthen er god litteratur  –  (hvad det er kan diskuteres   –  også derfor skal bøger som denne genudgives!).  Men i anden omgang er det fordi den viser at Bønnelycke er en større og mere alsidig forfatter end man skulle tro. Endelig giver Spartanerne en realistisk beskrivelse af krigens gru men vel at mærke med indsigt i    –   og refleksion over  –  soldatens psykologiske og etiske forhold  –  beskrivelser og overvejelser der bringer romanen i (ganske vist fjernt) slægtskab med den såkaldte vidnesbyrdlitteratur   –   og helt indlysende med de romaner der er skrevet i de seneste år i forbindelse med Danmarks krigsdeltagelse f. eks. i Afghanistan.  – Emil Bønnelycke har ikke selv været i krig (han var dog indkaldt i to år fra 1914), men hans indlevelsesevne og sproglige kunnen gør at man som læser må spørge sig selv: Var han der selv?  Han har søgt inspiration hos franskmanden Henri Barbusse (1874-1935) hvis roman Feu fra 1916 (da. Ild 1919) har samme synsvinkel som Spartanerne, nemlig soldatens. Og her er vi ved et helt afgørende træk ved Bønnelyckes behandling af krigen: det er soldatens vilkår og drømme der er i centrum.

(Fra Johan Rosdahls efterskrift til Emil Bønnelycke – Spartanerne + Rosa Luxemburg + Berlin)


Emil Bønnelycke