Navn: Helga Johansen
Fødselsdato: 12.08.1852, København
Død: 25.12.1912.
Uddannelse: Lærerindeeksamen fra Beyers, Bohrs og Fremmers Kursus 1879.

Amalie Skram skrev i 1901 i sin anmeldelse af Helga Johansens Hinsides bl.a.:

Hun har ikke lagt Fingrene imellem. Hun har fortalt den fulde Sandhed. Læseren er fin og ædel Menneskesjæl bag Skildringen, overanstrengt af Aandeligt Arbejde.
Der udkom for nogle Aar siden to Bøger: “Professor Hieronimus” og Paa Skt. Jørgen”, som skildrede Hospitalsophold mellem Sindssyge, og som blev læst med Interesse. Intet har dog disse bøger at betyde mod “Hinsides”.

Denne Bog burde d’Hrr. Sindssygelæger – stakkels de- læse om og om igen.”

Amalie Skram ved, hvad hun taler om. Det var hende, der skrev de to nævnte bøger, hende, der selv havde været indlagt, og om nogen kendte systemet indefra.

Men Helga Johansen kommer ikke ud af ingenting. Som jeg skrev i afsnittet Det ny menneske, er hun med på næsten hele turen fra de moderne gennembrud omkring 1870 via 90ernes symbolisme til den store åbning mod hvad-som-helst-kan-ske inklusiv ismernes tumult.

Hun er med, som gammeljomfru, i al ubemærkethed, javel, men ikke desto mindre, er hun med.

Hun var fireogtyve år gammel, da hun i 1876 skrev det fireogtyve sider lange brev til fyrtårnet Gerorg Brandes. I 1898, toogtyve år efter, debuterede hun med en slags noveller, hun kaldte dem Rids, men angav i stedet for forfatternavn som signatur for værket et Fruentimmer. Slet og ret. Herefter hovedværket Hindsides i 1900, de lille pamflet Brev til Menneskene i 1903 og enkelte artikler og et stk. dramatik i Kvinden og Samfundet. 

Helga Johansen blev født 1852, hun tog lærerindeeksamen i 1879, men blev snart efter syg. Hun passede sin mor til dennes død i 1893, men var i kraft af sit intellekt og sin families position i det københavnske bourgeoisi kendt med den nye tids tænkere og kunstnere, hendes bror Viggo Johansen var en nær ven af P.S. Krøyer og en af pionererne bland skagensmalerne.

Hun er frigid, i brevet til Georg Brandes forsikrer hun, at  han ingen vegne vil komme med hende, at hun ikke henvender sig på grund af ulykkelig kærlighed, det er ikke den, der driver hende til at skrive. Hun er slet ikke i stand til at fremkalde følelser af en sådan art, der er ikke noget hjerte at knuse.

Hun læser filosofi hos Harald Høffding, er optaget af Søren Kirkegaards ultimative fordring på jeget og arbejder igennem alle årene efter indlæggelsen på det samme ene værk. Hun har dårligt ben som følge af en ulykke som barn, hun er halt, en krøbling, hvilket, mener hun, definitivt stempler hende som anderledes.

Som følge af smerterne har hun på arbejdet et misbrug af opium. Hun forfalsker recepter og er dermed kriminel, en pæn dame, arbejder som lærerinde i almueskolen, men har sadistiske fantasier om sine elever og må opgive sit kald.

At slå hovedet ned i maven på barnet og binde det med fletningerne.

Et sækkebarn.

Det er at være udenfor

En voksens forvirrede tanker.

Sadist. Pyroman, Opiofag, sindssyg.

Hendes romanlignende Hinsides, med undertitlen En psykologisk Redegørelse, blev udgivet under pseudonymet Hanna Joël og bygger på egne oplevelser. Hun lod sig i august 1883 indlægge på Københavns Kommunehospitals 6te afdeling.

Efter et selvmordforsøg var indlæggelse ikke mere frivillig, hun blev mere syg og overflyttet til den lukkede afdeling på Sct. Hans Hospital, men flygtede tre måneder senere, i december, under udgang med broren.

Da bogen udkom, var der gået sytten år, Helga Johansen er om ikke rask så i skriften fri af sygdommens tvang, billeddannelse etc. er rask, og måden, hun organiserer romanens stof på, er rask.

Alligevel er Hinsides frem for noget den syges fortælling. Her indforskrives forløb og optrin fra disse måneder i sygdommens vold i en simpel kronologi, fra august til december. ikke uden den raskes distance, men idet den syges logik og forvrængede optik præget af bla. social paranoia og en overvejende synæstetisk oplevelsesmåde fastholdes i en overskridelse af, hvad vi har ment, var muligt og relevant at udtrykke hvornår.

Hvad enten det er den konkrete sansning eller den abstrakte refleksion, er det skriftens nål, hun ånder igennem.

1. BREV TIL BRANDES OG MENNESKENE

Brevet til Brandes og Brev til Menneskene udgør tidsrammen for Helga JOhansens skriveaktivitet.

Brevet, 1876:

    Hr Doctor Brandes!

Jeg antager ikke, at det for Dem vil være noget nyt at modtage et Brev fra en Dem helt ubekjendt Person. Det er vel en Skjæbne, som vistnok alle offentlig bekjendte Mænd er underkastet, og De ere maaske ogsaa saa rutineret i den Hensende at De uden videre helliger den slags Epistler til Papirkurven. Idet jeg altaa forudser denne Omstændighed, skynder jeg mg at bemærke, at jeg, hvad angaar, vilde foretrække Kakkelovnen for Papirkurven; hellere dog brændes end – maaske – gaa i Hundene. Skulle imidlertid hverken det første eller det sidste blive mit Lod, men De med Resignation sætter Dem for at gjennemlæse disse Blade, saa har jeg endnu en Bemærkning at forudskikke, førend jeg begynder paa, hvad jeg egentlig vil sige, og det ere, at dette Brev er skrevet i Alvor og af fuldt hjerte, og at jeg derfor beder Dem; ifald det maate forekommer Dem som begrædeligt at henvende sig med Herteudgydelse til en Mand, som man ikke kjender, men kun beundrer, og ifald De kun mener at kunne læse de fælgende Ord med Resignation, og ikke med Interesse, saa beder jeg Dem, for min skyld, i Humanitetes Navn, om ikke at læse videre, men at lade Ilden udslette disse Meddelelser … 

Helga Johansen er indtil det uudholdelige servil. Hun er underdagni og selvudleverende og pendulerer konstant mellem det megalomane og det laveste, mellem bæddel og offer, herre og slave. Og sådan bliver det ved tvangsmæssigt også i bøgerne Rids og Hinsides mere end tyve år efter.

Samme skure.

Men det er det mindste af det. Det er sygdommen. Som vi kender den f.eks. den schweiziske billedkunstner Adolf Wølfli, som var indlagt åp psykiatirk hospital fra 1895 til 1930, som alle årerne levede i en parallelverden, som han selv var skaber af, og som han i hver time af dagen fyldte på og dermed vedligeholdt, fordi det ellers ville styrte sammen.

Haner Gud, men jo ikke ufejlbarlig som Gud. Derfor på én gang verdens overhøjhed og elendig. Hans underskrift lyder sådan her:

Undertegnet af hans døende Excellence, Ridder, Adolf, von, Skt.-ADOLF-Heim. Hertugdømme skt. Adolf-Wald. Europa. Jorden. Skabelsen. Verdensaltet. Anno 1912. Amen, amen. God Nat, idtil den sotre Torden brat: God Nat, God Nar? Ja hvad!!! Edndnu er jeg ikke dærdig, med mine omfangsrige og storaftede, Rente og Rentes-Rente-Beregninger … Eller: Hans forulykkede, bortgaade Majestæt, Den hell. Skt. Adolf … EllerAdolfWölfi. Udrangeret Ulykke.

Sygdommen binder alting op på en vertikal søjle af lys overfor søle og mørke, men i vedligeholdelsens arbejde sker der ikke desto mindre noget andet end det, tvangen tilsiger. Her, fordi der er et kunstnerisk talent til stede, skabes kunst.

I tilfældet Helga Johansen er der, hvad enten det drejer sig om genrefast skønlitteratur eller pamflet eller en artikel i Kvinden og Samfundet, tale om en beskrivelse af magtforholdene i samfundet. Jeg’et eller det alterego er altid underst, og der er vel at mærke altid lighedstegn mellem tekstens jeg og Helga Johansens biologiske jeg.

Et sammenfald mellem liv og skrift. Men det nedværdigede jeg er samtidig måske pr. nedværdigelsen, hvis nedværdigelsen ses som et sonoffer, også at betragte som særlig udvalgt. I Hinsides giver indtagelsen af opium hende kvalme, men det er så også den kvalme, der gør, at hun gør sig fortjent til rusen. I Brev til Menneskene sammenligner hun sig bl.a. med Frelseren, Jesus Kristus og taler om forkyndelse. At hun selv er forkynderen.

Uden at det var bleven sagt mig, kunde jeg ikke have skrevet om det Største. I maa ikke tage Fejl af mig, jeg er en langt Ringere, end I vist mener. Om I traf mig, I vildeikke se til den Side, hvor jeg er. Om I kjendte mig, I vilde bortstødes eller kun ynkes. Om I saa ind i mig, I vilde se smaa grimme Tanker fylde op og ikke levne Plads til de høje, gode Tanker, et Menneske dog gjærne vil pleje Omgang med. Men i sjældne Øjeblikke hører jeg, at der slaas til Lyd. Saa vinder min Opmærksomhed bort fra Tankerne … Saa bliver jeg tryg, tager Pen i Haand og prøver at gjenfremstille det Hørte.

Hendes vision er, at selve Verden skal tænkes personligt. I en lille opsats, Blæk, i Kvinden og Samfundet, 1903, skriver hun om den sorte Skole, som et billede på samfundet, hvor der uddeles karakterer. Og hun bekender, at der også var en tid, hvor hun så med forelskede Øjne efter Karakterbøgerne. Fordi også hun vel drømte om at faa Magt over Karaktererne. Men det synes jeg ikke om, – ikke i Længden. Det gjorde Verden saa indskrænket at bo i – bare til et Venteværelse og et Kontor, hvor Tingene mødte og paahørtes, for at Protokollerne kunne komme i Orden. Kuløren gik af Livet og Menneskene med, for der kom jo de Blækstempler over det Hele. Men hun indså det: Se, det befandt jeg mig ikke vel ved. Og saa emanciperede jeg mit Jeg fra mit ikke-Jeg d.v.s fra Karakterbøgerne. “Jeg maa være Jeg”, sagde jeg, “og ikke en af de andre.”

Det er fordringen. Altid den samme. Opgøret med autoriterne er altomfattende, uden skånsel, enhver institution, enhver konvention bliver skudt i sænk. Men hun udvikler sig ikke. Fra brevet til Brandes i 1876 via Rids og Hinsides til Brev til Menneskene i 1903 er hun den samme. Lige skrøbelig og redelig og sandhedssøgende. Dog: i Kvinden og Samfundet, 1901, taler Helga Johansen ikke kun på egne vegne, men på kvindernes: Efter min Mening tænker Kvinder for meget paa at forskikke sig blandt og blive til et med “Mandskabet”, bevæbner sig med dets Vaaben, uden at tænke paa, at disse Vaaben mulig er sløve Vaaben mod Tidens særlig onde Magter. At det snart lyner og blinker af Abstraktion fra Ende til anden af Tidens Vogn, som vi ruller af sted paa, kan jeg ikke beundre – jeg ængstes, maaske uden Grund, men jeg ængstes som af en slem Nisses Øjne, der glæder sig til den ny og rummeligere Lejlighed. Det er ikke Abstraktionerns Betydning, der skal underkendes, men dens Ret til at være fortsat enevældigt Tankemiddel. Tænk selv. Og for dig selv.

Rids er en bastard. Den består af tre dele, som trods indbyrdes forskelle, hver især bedst kan karakteriseres som drama.

En Times Tid henter sit stof i den franske revolution og handler om Carlotte Cordays mord på den revolutionære leder Jean-Paul Marat i 1793. Hun bliver dømt til døden, vi er hos hende i fængslet i de sidste timer, inden dommen eksekveres.

Denne Jeanne d’Arc-agtige renfærdige skikkelse.

St. Hans Nat kan ses som et forstudie til Hinsides og handler om en patients brandattentat på hospitalet. Endelig Passiar, hvor Helga Johansens alter ego, Jutta, folder sig ud.

Jutta kalder sig selv for ærkepjalt og lignende og mener, at hun tilhører en særlig form for idiotisme. Men bortset fra disse negative kategorier, er der igen tale om den særlige hævdelse af individet.

Ingen andre end netop hun er hun. Til forskel fra alle andre.

Helga Johansen er ikke interesseret i typer, lige så lidt som hun er interesseret i en karakter. Hun er alene interesseret i det absolut særegne individ, forskellig fra enhver anden.

Hun er ekstrem.

Setupp’et er interessant. Passiar består af én lang dialog mellem Selma og Jutta, to ugifte kvinder på tredive eller fyrre år. Jutta er Helga Johansen, Selma en veninde.

Jutta sætter rammen for samtalen og foreslår ud af det blå, at alt, hvad der bliver sagt, skrives ned og offentliggøres. Mod slutningen foreslår Selma at kalde samtalen for Hjærtesuk i én Akt, fordi det jo bare er et par gammeljomfruers hjertesuk, men for Jutta er det alt for almindeligt. I stedet det tørre Passiar.

Dialogen består af en række statements, hvordan Jutta ser på livet, på det at være kvinde, på familien, seksualitet og Gud, en slags lommefilosofi, farvet af forfatterens mange påfund, for hun finder på, kan ikke lade være.

Hun er fristet til at være uartig, at være på tværs. F.eks. taler de to kvinder om Gud Fader, som Jutta ikke tror på. Hun kalder i stedet den Kjæde af Begivenheder og Aarsager, som jeg er Led i, for Den store Ubekjendte, men siger, at det i øvrigt er hende ligegyldigt, hvad man kalder det, og tilføjer i sjov: vi skulde jo allerhelst være som smaa Børn.

Selma: Ja, børn, der ikke kan tale rent.
Jutta: Der peger og siger “det”, “det”. 
Selma: Det skulde jeg gærne være med til. Hvis der da ikke var mere? Den Veltalenhed kunde jeg overkomme. 
Jutta: Kun “det”, “det”, og (peger paa sig selv) mæ, må. 
Selma: Saadan kan vi jo passiare næste Gang. 
Jutta: Det kan vi. 

At te sig som abekatte. At vrøvle, når man ikke kan nå igennem til sig selv med fornuften. Eller, som den anden mulighed, at være grim, slet og ret grim, fri for sympati og medfølelse. For kun da er man fri, kan man forblive ukompromitteret.

Uden distraherende følsomhed.

Jutta: Hør, Selma, med alt dette her, at det nu er saa meget godt, som det er, saa tænker jeg dog sommetider ved mig selv, naar jeg ser et rigtigt ærkegrimt Menneske, plump og tung og besværet, og fremfor alt med en rigtig mørkerød næse. –
Selma: Hvor Du er uæsthetisk.
Jutta: Saadan et Menneske kunde jeg egentlig ønske mig at være.

Selma: Hvorfor dog det? Jutta: Jo, fordi jeg synes, det maa være saa svært – rigtig noget for en Feinschmecker, for en, der driver Livet som Sport. 
Selma: Kunde den Næse ikke undværes? Jutta: Ikke paa nogen Maade. Det er netop den, der udelukker al Sympathi. 
Selma: Saa den maatte altsaa udelukkes? Ja, jeg er rigtignok ikke vis paa, at jeg kunde nyde Dig i den Skikkelse. 
Jutta: Det skulde Du jo netop heller ikke. Det var for stor en Lettelse. Saa hørte jeg strax til de foretrukne, til dem, der har Hjælp, Venner – 
Selma: Men du vilde blot have Uvenner? 
Jutta: Netop. Andet kunne ikke forenes med min hellige Ensomhed. Saa først kunde jeg undgaa at flyde sammen med de andre, naar jeg ejede den frastødende Kraft.

En Times Tid handler om det samme, foregår i et tilsvarende lukket rum, men tonen er en anden. Charlotte Cordays er som Jeanna d’Arc idealisten, som uegennyttig forsøger at tvinge historien i en ny retningen. Mordet på Marat kan ses som et behjertiget forsøg på at forhindre revolutionen i at løbe løbsk. At der sker det modsatte, at Marat ikke mere er der til at lægge en dæmper på Danton og Robespierre, er anden sag.

I stykkets anden scene har Charlotte besøg af sin gamle mor i fængselscellen. Mellem moren og Charlotte er en uoverstigelig kløft, mellem morens sorg og pylren om datteren og den desperate Charlotte, som vil have, moren forstår,hvorfor hun har handlet, som hun har. Hvorfor hun har begået dette mord. For at råbe moren op, maler hun til sidst gruen i utvetydige vendinger:

MOREN (med svag røst): Min lille Pige! 
CHARLOTTE: Moder, hører du, han var ond; han gjorde Frankrig ondt, ubeskriveligt. Jeg tænkte derpaa, Nat og Dag, at han måtte dø, dø for min Haand … schweiziske Hører Du, Moder, det var rigtigt og godt, hvad jeg tænkte. Han maatte dø. Og mit Liv kunde undværes. Jeg ville jo, ønskede jo at give mit Liv for hans, Moder. 
MOREN: Barn, Barn! 
CHARLOTTE: Det er ikke Brøde, forstaar Du, ikke Mord. Nu snart – om lidt – giver jeg mit Liv. 
MOREN: Min egen lille Pige! 
CHARLOTTE: Moder, Moder, Han forsvarede sig ikke. Her ramte jeg ham, her i den magre, hæslige gule Hals borede jeg Dolken ind …

Pludselig realisme og ikke kun idé. Hæslighedens æstetik. Og det er vigtigt at få dette kød med, at der er kreaturlighed. For at forstå tredje scene, hvor Charlotte stadig i sin celle i samtale med Danton indrømmer, at hun aldrig har kendt en mand, men hele sit liv har levet mellem sine bøger og tanker. Ikke desto mindre hævder hun måske at vide bedre besked om verden end han Danton mener, at Mand og Kvinde, der forenes, er nok, alt andet intet. Verdens Gaade løser de ved at se hinanden i Øjet. Charlotte replicerer: Vi søger efter Hjælp til at forstaa, at forstaa mere end det smaa, end os Selv, end det Støv, hvortil vi er bundne, og vi finder kun Daarer, Bedaarede af vor Ynde, som I kalder det, af Hylstret, som vi ønskede Vinger for at svinge os bort fra.

Men Danton bliver ved. Han vil have hende. At hun skal kende glæden, før det er for sent.

Danton: Skjønne Barn! 
Charlotte (heftig): Skøn? Hvorfor kalder Du mig skøn? 
Danton: Har Du ikke hørt før, at Du er smuk? 
Charlotte: Jo, for tit. 
Danton: Charlotte, jeg vilde kun altfor gærne skaane Dig (fra guillotinen). Men jeg forstaar Dig virkelig ikke. 
Charlotte (forpint og heftig): Aa, Mand dog, forstaar Du da ikke? – Hvorfor kjende Glæde? Jeg attraar ikke Glæde. Min Sjæl er bedrøvet til Døden, og det maa saa være. Døden er vis, Livet usikkert. Det visse vil jeg kjende, det uvisse vil jeg ikke famle efter.

Hun vil ikke nøjes med tingene, men ind til selve kernen i tingene. Det ydre, og det forstår Helga Johansen nok at benævne, som f.eks. den hæsli- 269 ge, grå hals, er ikke vigtigt, ligesom Charlottes viden om kønnene ikke er vigtigt, det er tanken bag, hvorfor, og at hun handlede af nødvendighed, som en kaldelse.

Eller som det hedder i Brev til Menneskene: Ingen Gerning, stor eller lille, der gøres i Inderlighed, kan være en Fejl Gerning. Ingen Gerning, der gøres i Overfladiskhed, kan blive som andet end Boblen, der svulmer op og saa svinder helt.

3. HINSIDES

Når man læser Hinsides, er det første, der slår en, hvor tæt en skrift, det er, man har med at gøre. Den er så mættet. Der er noget af den samme ud-over-alle-grænser-opslidende-arbejde-med-stilen som hos J.P. Jacobsen.

Et heroisk arbejde.

Man undres over, at det overhovedet kan lade sig gøre.

Titlen refererer til den tilstand, som Helga Johansen er kommet i efter sit selvmordsforsøg. Det er en tilstand på den anden side af livet.

Hun er ikke død, men tælles heler ikke bland de levende.

Nadezhda Mandelstam, den russiske digter Osip Mandelstams kone, bruger i sin Erindringer den samme benævnelse Hinsides, endda som kapiteloverskrift, da hun skal beskrive den tilstand eller det sted, hun og hendes mand er havnet, efter han i 1938 som led i Joseph Stalins udrensning af enhver kritisk- eller anderledestænkende er blevet forvist til Sibirien. De er stadig sammen, endnu ikke fremme ved adskillelsen, men pludselig i en trøstesløs by i The far outs bliver hun klar over, at vennerne hjemme i Sankt Petersborg ikke mere kan nå dem, at hun og hendes mand definitivt har sagt farvel til det, hun kalder civilisationen.

Der er et før og et efter og ingen vej tilbage. Sådan også for Helga Johansen. Selvmordsforsøget kan ikke gøres ugjort.

I første omgang forekommer det tilforladeligt. Hvor er jeg henne? Det er jo Morgen. En staar med et Vandfad og rusker i mig og skænder, i Lagenets Folder bølger der noget Mørkt – nej, det er Nat –
     Det er godt saaledes at sove. Jeg vaagner et Nu og falder saa hen. Vaagner igjen et Nu og falder hen, uden at gjøre mig Rede for Tiden. Jeg ser heller ikke, hvor jeg er. Der er kun et Par Gange Nogen, der rører ved mine Øjenlaag og løfter dem op, men saa lades jeg atter i Fred. Ja, jeg har Fred, jeg føler kun Fred —
      Det har jeg saa opnaaet. Alt glider udenom, Intet trænger ind til mig og nøder mig bort fra min Isolation.
Hvor længe mon jeg har sovet? Nu sover jeg ikke mer, men jeg synes ogsaa om at ligge i Dvale. Jeg kan mærke, man færdes – at jeg er til, – at jeg ligger stille, mens Dage og Nætter gaa, med lukkede Øjne.

Opvågningen tager flere dage. Hun vasker sig med lukkede øjne, og lægger sig  ned paa Puden igjen og faar Verden skudt bort. Kun naar Gasblusset tændes over Døren, aabner mine Øjne sig som paa Befaling. Jeg stirrer mod Lyset, men mine Øjne ser ikke som før, de drikker kun Lyset.

Forandringen er ikke kun mental, heller fysisk, men har ramt i selve måden at opleve eller have verden på. Lyset drikkes.

Hun er havnet i Limbo: Alting er nu forandret. Jeg er nødt til at leve, skjønt Dødsstunden er oplevet, og der Intet ligger foran mig uden en Afgrund, jeg svimler ved. 

Naar man har ment at dø og dog lever, er der intet Andet tilbage end at fortryde. Jeg vil aldrig kunne ophøre at angre, for et Liv efter Døden er et Liv i Helvede, og i Helvede er der Intet, som kan faa Ende. 

Nedsænket i en tilstand af apati,  vender Helga Johansen gang på gang tilbage til den forandring, der er sket med hende. Som her efter overflytningen til Sankt Hans: Naturligvis véd jeg, at Moder lever derhjemme og maaske ogsaa nok har Tankerne hos mig, men dengang jeg satte Opiumsflasken for Munden, tog jeg jo Afsked med Hjemmet og har siden hørt Andetsteds til. 

Overlægen taler om melankoli, og Helga Johansen spørger, hvor kan han tale om Melankoli? Engang har jeg vel kendt dertil, men det ligger saa langt tilbage. Jeg husker det knap. Siden dengang – ja, siden dengang jeg døde, er jeg en ganske Anden.

Ikke desto mindre hoverer hun: Hvad jeg før har tænkt, kan jeg nu lave Himmelspræt med, om jeg trænger til Adspredelse. Hvad der var Ret, er nu Uret, hvad der var Op, er nu Ned. Og det er netop sagen, den gale hoverer over sin egen galskab. Hun ved bedst.

Trods den dystre baggrund.

Eller måske i-kraft-af.

Hinsides har således mange ansigter. Romanen er på den ene side en sygehistorie, smertefuld og invaliderende, på den anden, båret af en fuldstændig klar bevidsthed, pr. lige dele intuition og analyse, tømmer den enhver autoritet for betydning og legitimitet.

Men den er også en fuldstændig simpel fortælling om stofmisbrug. En fortælling om, hvordan misbrugeren ned til den mindste dråbe er beregnende og altid har stoffet som første prioritet. Endelig er der tale om et enestående poetisk værk, først og fremmest båret af en synæstetisk billeddannelse. Som en virus i magtens sprog. Kunne man sige med henvisning 271 til den amerikanske beat-forfatter William S. Burroughs og hans idé om sproget som magtens ultimative redskab.

Et handlingsreferat er hurtigt overstået. Jeg-fortælleren, som jeg mener, man uden videre kan fastslå, er identisk med Helga Johansen, lader sig indlægge på København Kommunehospitals 6te afdeling for at begå selvmord. Hun har taget en flaske opium med til formålet, hun har sparet op til det, men det rækker ikke. Hun kaster op, bliver herefter psykotisk og overflyttes til Sankt Hans Hospital i Roskilde, hvorfra hun flygter under udgang med sin bror Viggo.

Romanen skildrer hospitalshverdagens trummerum. Dag for dag. Vores helt står op, hun klæder sig på, hun spiser, sladrer med de andre patienter, klager over dem og over lægerne og deres inkompetence, alt imens hun, som tiden skrider frem, planlægger ildspåsættelse af og flugt fra hospitalet. Hun sulter sig og kan i flere dage ikke lokkes ud af sengen, hun vil ikke, men bremses af sig selv i lillepigeagtig trods, vel vidende, at det er det, hun gør. Hun er gal. Og hoverer over sin egen galskab.

Hjemme igen fortsætter livet, ikke som om ingenting var hændt, men med en for den hårdt prøvede læsers nattesøvns skyld temmelig postuleret afklaring om meningen med eksistensen.

Hun er så alt for lys, næsten gennemsigtig og med øjne som mælk og glas og holder af at hænge med det meste af overkroppen ud over sengekanten, hendes lange hår fejer hen ad gulvet. Hun er domineret af psykosens monotoni, den stadig samme bevægelse: schittz-schittz schittz-schittz lyder det fra håret. Det bliver for meget for kvinden i nabosengen, som sparker hende i hovedet for at få hende til at trække det til sig. Op i sengen med sig.

Sådan slås tiden ihjel.

Med ingenting, med ondskabsfuldheder.

Gentagelsestvang.

Hvad hjernen ellers er for en indretning.

Rundt og rundt.

Alt imens, der sanses, og der tænkes, så det brager.

Hun er lagt i spændetrøje, det gjør for ondt i Ryggen, synes mig, at ligge her spændt ud, men det er formodentlig Indbildning. Jeg har vel kun flygtet før for at erkende Systemet i Ryggen, men nu er Lejligheden der til at faa Kort over Nerverne.

Der er kun det, at der skal tælles saa langt, og jeg kan ikke bruge mit Hoved til at tænke med, naar det skal gaa som en Perpendikkel. 

Naar de dog vilde sømme det fast! De gaar dog omkring her og retter paa Hovedpuden – de tror vist, at jeg pines.

Altid tager hun udgangspunkt i det konkrete. Som her at have ondt i ryggen, men hvor hun før er stukket af fra smerten, er hun nu forhindret og må så hellere få noget ud af det: at få tegnet et kort over nerverne. Eller som her, hvor hun vægrer sig ved at skulle lade sig føre til Sankt Hans. Doktoren siger:“Gaa dog – ser De da ikke, at De maa gaa.” Nej, jeg ser Intet. Der er sort, hvor Trappen var før. Ret op ad Siderne paa spruder der hede Kilder i vejret, og mine Fødder staar paa et Dæk.

Ordet “ser” tages bogstavligt, men det sortner øjensynlig for hende, trappen er væk, de hede Kilder gør det hende endog umuligt at komme videre. Det vil sige, øjet tænker, slutter fra det ene til det andet. Vi er tilbage ved synæstesien og må søge hjælp hos Baudelaire:

Fantasien er af “guddommelig oprindelse”, og løfter kunstneren ud af kopieringen af den hæslige natur og fører ham mod “en ny verden”. Som sindets hersker underlægger den sig hver en provins og stiller den i sin tjeneste. Under udnyttelse af en suveræn subjektivitet indoptager den verden for at reorganisere den, erobre “det mulige” og skabe det, der bærer menneskets mærke.

Fantasien skaber analogier og metaforer og indordnes under en eksplicit “sand æstetik”, hvis kernestykke er, at det ganske univers er et “magasin af billeder og tegn”, et kæmpemæssigt forråd, som fantasien bemægtiger sig og organiserer til egne formål.

Dette er kernen i Baudelaires korrespondancetænkning, hvori det hævdes, at der er ligheder, forbindelser og metamorfoser, som umiddelbart kan træde i stedet for hinanden, sådan som det i den digteriske praksis kommer til udtryk i forvisningen om, at farver, toner og lugte kan erstatte hinanden.

I digtet Correspondance i Fleurs du Mal, 1857, uddyber Baudelaire denne mistillid. Forfatteren og oversætteren Jørgen Sonne taler i sin bog De første moderne om Forbindelser eller Samsvarighed: en sammensansning af ellers skilte perceptioner, synæstesi.

     Natten er et tempel, hvor levende støtter
lader nu og da udstrømme uklare ord;
mennesket går dér gennem symbolernes flor,
storskoven, som over ham øjnene flytter. 

     Som langeligt ekko i fjern sammenblanden
i et mulm og et dyb, der forener sig her,
uhyre som natten og som klarhedens skær,
svarer dufte og farver og lyde hinanden. 

     Det er dufte, friske som børnenes hud,
     blide som oboer, svaltgrønne som enge,
– og andre, fordærvet triumferende, slår ud

     med al uendeligheds higende ringe,
som parfumers registre og røgelsesdans,
og besynger henrykkelsen af ånd og sans.

Metaforen slår ikke til, den rækker ifølge dens natur mod Gud, i lovprisning, underkastelse og bøn. Guds nedstyrtning rummer i sig selv en mistillid til metaforen og dens kling-klang, og heller ikke realismens puritanisme, dens nøjsomhed og uklædelige mistænksomhed over for alt, hvad der ikke kan måles og vejes, kan bruges, men synes tilintetgjort alene af intensiteten af disse dufte, friske som børnenes hud, blide som oboer, svaltgrønne som enge.

På samme måde som lægens besked til Helga Johansen om at gå, “ser De da ikke, at De maa gaa”, ikke kan isoleres som kun en besked, men må ses som magtudøvelse af værste skuffe.

Overfortolker jeg. Måske. Det er ellers galt nok, det vi har med at gøre, magtudøvelse af værste skuffe.

Helga Johansen skriver om forholdet mellem patient og læge: Er en Menneskeskjæbne først gaaet grundigt istykker, saa duer Stumperne ikke til Andet end at lege lidt Boldt med, indtil man ser en Lejlighed til at kaste den bort. Og videre: Lidt spøgefuld kan jeg være, fordi det er det, de ser mindst til Helga Johansen skriver om forholdet mellem patient og læge: Er en Menneskeskjæbne først gaaet grundigt istykker, saa duer Stumperne ikke til Andet end at lege lidt Boldt med, indtil man ser en Lejlighed til at kaste den bort. 

Og videre: Lidt spøgefuld kan jeg være, fordi det er det, de ser mindst til her og skønner mest paa. Jeg har ikke isinde at være en ubehagelig Omgang, saa længe jeg er her. Jeg forbeholder mig kun at handle efter mit Hoved, som Lægerne efter deres. De er de Stærke, fordi de er sammensvorne, men jeg har til Hjælp kun mig selv, den Kraft og Intelligens, jeg kan stille op. Det ligger nær under saadanne Forhold at anvende List, og jeg har heller ikke Noget imod at bruge List for at sætte min Vilje igjennem. 

Jeg vil jo herfra, og for at komme herfra er den naturligste Udvej den at forestille sig rask. Kan jeg forestille mig rask?

Men det kan hun så heller ikke. Hun rækker ud efter flammen på lysetog bliver frygtelig forbrændt, men uden at føle smerten. Hun splintret sit ur og spiser glasset. Hun tager kvælertag på en af de andre patienter og igen på den kone, der skal tage vare på hende i vognen under transporten til Sankt Hans.

Hun er farlig for både sig selv og sine omgivelser, det er givet, men hendes analyser er der ikke noget i vejen med, når hun f.eks. kalder hospitalet for Maskineriet og betegner foretagendet som Humbug. En plejerske har jubilæum, 25 år, som bliver til 25 Aars Jubilæum for Pjank! Lægen, siger hun, forstår, at hun er hans Fjende, Fjende af Samfundet her.

De kalder patienten for syg, men hvad skal det til for. Det siger dog Ingenting, og det er underligt at høre fornuftige Mennesker holde saa fast ved en Floskel.

Hvad gjør de vel her Andet end mishandle Natur? For enten gjør de slet Intet – og det er dog kostbar Humbug at holde igang – eller ogsaa mishandler de. Med Opium skaber de Drømmere eller sagtmodige Offerlam, med Kloral forvandler de Mennesker til dødningeagtige Dyr, med Alt, selv deres uskyldigste Midler, slaar de ned ødelæggende – mellem Evner, Muligheder, for ikke at tale om Skiønhed. 

Skylder man Humbug’en Hensyn, sligt overmodigt Humbug Hensyn? Nej, Hensynet maa svinde, naar man først ret fatter Humbug’en. Man maa sætte sin Kraft imod, at Humbug’en ikke faar suget En til sig, bekæmpe den med Vold eller List, som det kan træffe sig, slaa den ned eller blotte den, at de kan se derude, at det er Humbug.

Det hedder hos Nietzsche: Det nye i vor stilling til filosofien er en overbevisning, som ingen anden tidsalder har haft: at vi ikke har sandheden.

For Helga Johansen gælder det som for Nietzsche, i og med Guds død, at det ikke mere er muligt at søge sandheden i noget udenfor mennesket, men at det tværtimod er noget i den enkelte. Sandheden er et rent personligt anliggende. Det er såre simpelt. Gud er død, men det er også enhver anden autoritet, der henviser til Gud.

Faren og familien mister autoritet, og i særlig grad hos Helga Johansen i Hinsides institutionerne med det psykiatriske hospital og lægerne og deres diagnoser og behandling.

Alle tidligere mennesker havde sandheden, selv skeptikerne.

Det er stærke sager. Helga Johansen må heraf slutte:

Jeg maa skaffe mig Frihed. Helst vilde jeg skaffe Frelse ogsaa for disse Mennesker her, som holdes nede af Humbug’en, men det er umuligt at hjælpe hinanden. Naar jeg ikke selv beder om Hjælp, tør jeg ikke heller byde de Andre den. Det er Funktionærsjælene blot, der tror, at man kan hjælpe hinanden uden at miste sit Menneskeværd. Naar det gjælder Fordele i Livet, saa glemmer de deres Selvstændighed og rotter sig sammen uden Tanke for Skammen.

Men vi, som har gjort Brug af vor Eftertanke, vi kan ikke Sligt. Vi maa have Verden for os, én hver, ikke mindre. Vi vil ikke dele og laane Stumper hos Andre. Hver for sig maa vi finde Udveje, finde Vejen til Frihed.

Jeg tør ikke flamme disse Mennesker op til at tænke min Tanke. Vi maa blive hinanden fra Livet, alle vi, som ærer hinanden.
Jeg maa gaa herfra, ene, efter min Ensomhed

*

Men, som sagt, Hinsides kan også læses som en simpel misbrugsroman. Og jeg må sige, at på det felt, om opiaterne og deres virkning, hersker endnu i dag uvidenheden øde og egenrådig. Ingen ved noget. Objektivt set. Læ- gerne teer sig som brugsuddelere, forfatterne som mindreårige. Hil disse parasitiske væsner med miders bleghed som ideal.

Man må til en engelsk romantisk fantast som de Quincey og hans En opiumsdrankers bekendelser. Hvad det vil sige at få det sus. Oplevelsen af, at man endelig har fået det, som adækvat matcher ens krop. Den nervøse krop, altid let sitrende, og så komme til at opleve denne ro, det, der for kroppen bibringer den et minimum af normalitet.

Men jeg, som har smagt lykken både i fast og flydende form, kogt og ukogt, både ostindisk og tyrkisk, som har udført mine forsøg over dette interessante emne med en slags elektrisk batteri og til gavn for verden så at sige dagligt indpodet mig giften i otte tusind dråber laudanum (af den samme grund som en fransk læge for nylig inokulerede sig med kræft, en engelsk læge for tyve år siden med pest, en tredje, der ligeledes var engelsk, med vandskræk), jeg må, vil man indrømme, hvis nogen overhovedet ved det, dog vide, hvad lykke er.

Sådan lyder det i én fase, når lykken er til, og sådan i en anden, under braklægning:

Men hvad blev følgen. Seks eller otte måneder senere, under fornyet påvirkning af en uudholdelig nervøs ophidselse, faldt jeg tilbage til samme opiumsdvale. Frem og tilbage, op og ned, blev jeg vippet på disse bølgetoppe år efter år, med de mest indviklede manøvrer, de mest udstyrede kurver, skiftevis nærmende og fjernende mig rundt om den store centralsol, opium.Somme tider kom jeg farligt nær til min perihelion, og somme tider blev jeg ængstelig og svingede bort til et fjernt aphelion, hvor opium i seks måneder var en ukendt glose. Hvorledes naturen udholdt denne vippetur, er mig et fuldkomment mysterium. Jeg må i dens øjne have levet et bedrøveligt liv i den tid. Nervøs ophidselse tvang mig til tider til frygtelige udskejelser, men rædslen over anormale symptomer tvang mig før eller senere tilbage igen. Og denne rædsel blev forøget ved de svævende hypoteser, der var i omløb på den tid om selvforbrænding. Skulle jeg måske selv forlade den litterære verden på denne måde. Man sprængtes i luften, uden at der fandtes tændstikker eller lys i nærheden, og efterlod kun nogle knogler, der ikke var til nytte for nogen som helst og kun antoges at tilhøre én, fordi ingen andre nogen sinde gjorde krav på dem.

Hjernen er tunet ind som en konstant.

Der er hos Helga Johansen i Hinsides tale om en skrift og et liv, som det hvert øjeblik er hende livet om at gøre at forklare sig omkring. Hun må uafladeligt forklare sig i forhold til sit misbrug

I en attest fra hendes læge til hospitalet fremgår det at hun erOpiofag. Men svarer Helga Johansen: Det er at fortælle de Mennesker baade for Lidt og for Meget. Det er dog en ærlig Sag, som jeg selv kan fortælle dem, at jeg i sin Tid blev vænnet til Opium, men som det står der, maa de jo tro, at jeg er forfalden. Der staar Intet om, at jeg har sat en Ære i at holde Regnskab med min Forbrug. Selv om jeg tog forhøjede Dosis til Tider, blev det dog aldrig til Stigning, fordi jeg saa bagefter godt kunde undvære. 

Ikke desto mindre har hun forfalsket recepter og er som sådan at regne for kriminel.

Men der er, forsvarer hun sig, kvalme forbundet med brugen af opium, også opkastninger, men jeg selv var kun glad for Lidelsen, – jeg syntes først, jeg fik Ret til min lykkelige Sindstilstand ved at bøde derfor med legemlig Sygdom. Hun måtte gøre sig fortjent til lykken.

Men da hun vil arbejde, læse og skrive, måtte hun sætte forbruget betydeligt ned for at holde mig oven Senge. Hun mener, det er en viljesakt, og dog sniger tvivlen sig ind på hende: Maaske var min Vilje svigtet, hvis ikke Ildebefindendet havde manet saa stærkt ved hver en lille Overdrivelse.

Og således forklares også det mislykkede selvmord indenfor rammen af hendes misbrugshistorie. Jeg tog det som et Regulativ (at kroppen vidste, hvor meget den kunne tage), men nu – nu er den Skyld i, at Døden spyr mig ud af sit Gab.

Der følger en tid uden referencer til misbruget, men den kommer mangefold tilbage under hospitalets tvangsafvænnelse af hende: Ikke en Draabe Opium har man givet mig og har det næppe heller isinde. Det er en ny Tilværelse, de udbreder for mig, en opiumsaffarvet Tilværelse, hvor jeg maa erkjende Enkelthed efter Enkelthed, skjønt jeg svimler ved denne Nyhed og dog ledes, fordi det ikke er nyt nok.

Hun er clean, men det er måske netop skaden. Lægerne ser ikke andet, end hvad de vil se: Jeg er vis paa, at de finder det opmuntrende her til Gjennemførelse af deres Afvænnning, at mit Legeme saa langtfra bukker under. De lykønsker sig til om kort Tid at have frelst mig fra en Uvane! De tænker ikke paa, hvordan det i Sandhed forholder sig: at de har kastet mig udenbords og nu staar der, glædelig overraskede over de Fagter, et Menneske gjør, der føler Afgrunden suge En til sig.

Ud fra denne betregtning, i diagnose af sig selv, bliver Helga JOhansen psykotisk af ikke at få sin daglige dosis.

Hun resignerer, men spørger ikke desto mindre efter overførelsen til Sankt Hans, om hun må få. Lægen svarer nej, som forventeligt, og dog: Om jeg havde trængt paa, havde han nok ikke fastholdt sin Vægring, men det er jo aldeles ikke min Hensigt at bønfalde. Jeg spurgte for hans Skyld, ikke for min. Jeg véd, at Opium kan borttage Haardhed af Sindet, men ønske Noget derom, det kan jeg ikke selv mere. Om Sindet bliver blødt ved en Kunst, kan det maaske bringe mig Glæde?

Hvor kan jeg tro paa mere, at det er af Værd i Livet, om man er god og blød? Det er blot en Chance blandt andre, en Chance, man faar, naar denne Mand finder det for godt …

I stedet for opium får hun nu kloral. Kloral bedøver. Men mig anfægter det ikke. Jeg tager gjærne mod Giften, men rækker mig, om ogsaa jeg har mine humoristiske Tanker derved, at man saa betænksomt undgaar at give mig netop den Gift, jeg dog én Gang har udtrykt Ønske om. 

Herefter begynder forestillingen om at sætte ild til hospitalet, og tanken om flugt opstår. Hun får en alvorlig forbrænding af gasflammen på den ene arm, men uden at mærke noget, psykosen og kloralen tilsammen gør hende følelsesløs. Huden blomstrer og klør rundt om Skuldren og nede paa Armen. Jeg tror, det er en Slags Irritation, man kunde undgaa, hvis et Saar altid blev holdt aabent.

Men hjernen er stadig tunet ind på det samme. Det er nat, roligt på afdelingen: Maaske var det ikke umuligt at naa ud i Køkkenet, hvor Opiumspulverne staar, og eksperimentere, ligesom Lægerne gjør det med Kloralen.

Og videre: Naar de blot ikke tog mine Tanker fra mig hver Aften med deres Gift og lod mig her svømme i Pjank! Saadan var det ikke med Opium – det fornedrede ikke mit Væsen. Men med Kloral faar de mig gjort til en Sprællemand, der maa give efter for Andres Indskydelser.

Det lykkes mod slutningen af romanen som nævnt Helga Johansen at flygte med broren. Det er hverdag hjemme i lejligheden i København. Hun trænger naturligvis til opium og får lavet en aftale med frøken P. om en fast leverance på 5 gram om dagen. Jeg ønsker ikke at tage mere end der lige behøves til at fornemme en Dulmen.

Hun har sit syn med Opiumsøjne tilbage, afgrunden er der stadig, men den er ikke uoverstigelig. Jeg har set (afgrunden) med det andet Syn, og jeg ønsker det ikke tilbage, medens jeg lever. 

*

Jeg nævnte William S. Burroughs og hans forestillinger om sproget som magtens sprog. F.eks. påstår Burroughs, at al viden af betydning i dag er top secret, og de opdagelser, der kunne bruges til at frigøre menneskelig bevidsthed, bliver monopoliseret under navn af National Sikkerhed: De vil simpelt hen ikke have, at du skal vide, hvad der sker. Hvad det er for et råddent show, de har gang i. 

Helga Johansen er i Kvinde og Samfundet, 1900, inde på det samme:

Vi (kvinder) behøver i allerhøjeste Grad Overbærenhed, fordi vi som Medium for vore Tanker maa betjene os af et Sprog, der er vokset op under Abstraktionsenevælden og har udviklet sig til et tro Spejlbillede af selve hans Majestæt, den mandlige Intelligens. Der gives egentlig for os, der kommer til under Vejs, kun to Ting at vælge imellem: enten at tie helt stille eller at udtrykke os middelmådigt – nøjes med blot tilnærmelsesvise Udtryk for vore Tanker. 

Og selv om det ubetinget maa siges, at det har lange Udsigter endnu, at Generationer skal fødes og dø, før kvindelig Intelligens faar tildannet sig Sproget til paa een Gang tilforladeligere og dog smidigt Meddelelsesmiddel imellem sig og Samfundet, saa er det dog, saa vidt jeg kan se, noget “der ligger for”, en ærlig sag som vor Natur og vor Stilling som Nykomlinge anviser, at klare for os og sigte efter Evne de Begreber og Talemaader, vi forefinder.

Der er en sammenhæng mellem Helga Johansen forståelse af krop og af sprog. Ligesom der er hos Burroughs. Og det er en forståelse vel at mærke, som bygger på erfaring. Nemlig kroppens erfaring med stoffer. Når opium kan have så stor magt over kroppen, må det samme gælde for sproget i forhold til tanken. At magten ved at kontrollere sproget kontrollerer vores tanker og vice versa.

Enhver sproglig aktivitet.

Nedefra og op. Det må komme nedefra og op og ud. Og det kommer til at ske. Gyrithe Lemches sang Til Danske Kvinders valgretstog 5. Juni 1915, frækt nok til melodien Danmark dejligst, vang og vænge, bekræfter det. Strofe 2.

Livet kalder, nye Stemmer
Falder ind i Kor
Stiger op af Dybets Gemmer,
Former sig i Ord.
Bunden Tunge Baandet sprænger
Kvalte Raab fra Struben trænger,
Hver en Røst fra Struben trænger,
Hver en Røst for Livet vunden
Hilser Fødselsstunden.

I Hinsides udreder Helga Johansen for os, hvad Humbug’en er for en størrelse: ødelæggelse af hin enkelte sat i system. Ingen plads til de evner, man måtte have, hele dette overflødighedshorn af talent, som er hos hver enkelt af os, al denne skønhed.

Hun taler med indsigt om psykosen og om at have villet tage sit eget liv. Hun taler om Naget over det Skete, Selvspotten over den mislykkede Gjerning, Skænselen ved at vide Dødstankerne blottede, og hun har delt det med os.

Men hun taler også om retten til sindssyge og spørger, om der gives en ret til at udrydde den, og om den kan undværes:

Hvor kan de have Lov at handle saa underfundigt imod mig? De kan jo bruge Vold imod mig, saa meget de vil, for at hæmme min Vilje, men ikke lumsk liste min Vilje fra mig. De er dog kun Voldsmænd, men de vil desforuden have Ry for at hjælpe dem, der betroes dem. Selv om jeg er sindssyg, har de saa Ret til at skifte mit Væsen? De véd ikke, om Sindssyge kan undværes, – om Verden er tjent med, at de udryddes eller bekjender sig omvendte

Burroughs får det sidste ord. En hyldest til Helga. Fordi hun også er sådan et pjattehoved, ballademager. Når hun taler om hans Majestæt, Mandens Intelligens etc.

Eller, lige oven i hendes snak om forkyndelse: Publikum har intet Ansigt. Det har tusinde Ansigter, som jager forbi, udsletter hverandre og efterlader En svimmel. Naar man skriver for Tusindansigtet, maa man skrive derefter. Man skriver som en Blændet, som en Ør, som en Drillet, som en Smigrer, som en Fjern …

Der er intet Publikum, naar man ser efter, det er et Begreb, der har forvildet sig ud blandt Sansningerne og har faaet Lov til at blive der. Publikum er bleven Samfundshallucination: Hallucination, som i Handel og Vandel gælder for Virkelighed.

Hun kører derudaf. Kigger sig ikke tilbage. Men er erindringsløs uafladelig henvist til nu og her.

Kommissioner, syndikater, regeringer på Jorden betal – Betal den farve tilbage I stjal – Betal Rødt – Betal det røde tilbage I stjal til jeres løgnagtige falg og jeres Coca-Cola plakater – Betal det røde tilbage til penis og blod og sol –
     Betal Blåt – Betal det blå tilbage I stjal og kom på flasker og uddelte i junkpipetter – Betal det blå tilbage I stjal til jeres politiuniformer – Betal det blå tilbage til hav og himmel og øjne på Jorden –
Betal Grønt – betal det grønne tilbage I stjal til jeres penge – Betal det grønne tilbage til blomster og jungle og flod og himmel –
Komissioner, syndikater, regeringer på Jorden betal de farver tilbage I stjal …

Artikel fra Horden, 2015, forfatter Hans Otto Jørgensen


Helga Johansen