Ingeborg Stuckenberg

1 produkt

Navn: Ingeborg Stuckenberg
Fødselsdato: 06.02.1866, København
Død: 12.08.1904, Auckland, NZ.
Uddannelse: Tegne- og Kunstindustriskolen ved Charlotte Klein, som hun dog opgav, da hun blev forlovet. Senere husholdningsskole.

Ingeborg Stuckenberg er i litteraturhistorisk sammenhæng absolut ikke-eksisterende som forfatter. Hendes skæbne er ond.

Johannes Jørgensen i Mit Livs Legende, 1916Hun var som Musen, som man skrev Vers til for et Kys paa hendes Kind. Hun var Marketendersken i vor lille Fremskridtets Hær – hun var Valkyrien, der gik forrest i Kampen, og hun var Præstinden for den hellige Ild i vore Sjæle. 

Ingeborg Stuckenberg blev født i 1866. Hendes pigenavn var Pamperin, datter af en grossist. Efter konfirmationen gik hun ud af Skt. Petri skole og kom ind på Kleins tegneskole. Atten år gammel blev hun forlovet med den to år ældre stud.mag. Viggo Stuckenberg og opgav tegneskolen. I stedet kom hun på husholdningsskole, og i maj 1887 blev hun gift. 

Så vidste hun at holde mandens sutter varme.

Viggo Stuckenberg var skolelærer, ved Slomanns skole i København. Han var digter, og det stuckenbergske hjem blev tilholdssted for en række jævnaldrende kunstnere, digterne Johannes Jørgensen og Sophus Claussen og maleren Albert Gottschalk. 

Tiden var til forandring, Jørgensen førte an i oprøret mod den flade fade realisme, hans tidsskrift Taarnet satte overliggeren for en ny følelsesfuld kunst, symbolismen. Men ægteskabelige problemer gjorde hurtigt hverdagen sur for det unge par. Der manglede penge, manden drak, og hvad var egentlig ambitionerne og idealerne. 

Hvor gik grænsen for frisind, og hvilken plads havde egentlig kvinden … Nu var de ikke mere to, men fire, to sønner blev født, i 1890 og 1891. Sommeren 1893 flyttede Ingeborg sammen med førnævnte Gottschalk, men vendte snart hjem igen. Det gjorde hun til gengæld ikke, da hun i 1903 sammen med slotsgartner Hans Dines Madsen udvandrede til New Zealand. 

Hun stak af fra mand og børn, og givetvis også fra et litterært miljø uden plads til sådan en som hende. Hun skød sig i Auckland i 1904. Sophus Claussen skrev ved hendes død: 

          Saa gik du bort. Men den Livets Drik,
          Du søgte, blev dig til Bærme i Munden.
          Vor Ungdoms frimodige Søster forsvunden
          og tabt i Taagen dit Tungsindsblik!
          Da dine Haandtryk og Spor forgik,
          vi saa din Stolthed, som aldrig har sveget.
          Der bliver fortvivlende lidt af saa meget:
          kun Aandemusik.

*

Johannes Jørgensen skrev mere om Ingeborg Stuckenberg, ret vildt og ikke distanceret som i Mit Livs Legende, dels i sin dagbog, dels i romanen Livets tra fra 1893, og her er ikke langt fra det selvoplevede til fiktionen. 

Om kys. Ingeborgs villighed til at kysse. Når de følges en aften og sakker bagud, når Viggo og Sophus snakker, så kysser de. Det er emancipation med livet som indsats. I hvert fald ægteskabet. Men for Ingeborg livet.

Og for Jørgensen kunsten.

Livets træ er Agnes Ingeborg, Aage Johannes J. Agnes lægger an på Aage, men på en så åbenlys og brutal måde, at han ikke står distancen. Han tør ikke, hun bliver vred, og han runder af med et: Dette var Agnes – dette var hans Sommernatsdrømmens Dronning, hans Langsels Idol, hans Minders Madonna: en Kvinde, mod hvem han maatte værge sin Kunst ogsit Liv. 

I dagbogen skriver han den 16. januar 1892, at Ingeborg fortæller ham, at hun allerede fire år tidligere havde været forelsket i ham. Det er den ild, der nu igen blusser op: Da vi gik hjem i den kolde, maanegraa Nat, fulgtes vi ad, bagerst. Ogbaghjørnet afKlareboderne spurgtejeg, om jeg maatte kysse hende. Hun sagde Ja. Og jeg kyssede hende  efter nye Kys: “Nej, nej Johs – hvad tænker du paa.”

Dagen efter, den 17. januar hedder det: Hun bliver med ét en anden for mig – ikke den overlegne, ophøjede mere – men en Kvinde, som jeg kunde have vundet, hvis jeg dengang havde haft mod – dengang da hun for mig var den Højeste -Hvor helt anderledes kunde alt ikke have formet sig, om jeg den Foraarsaften i Sporvognen havde sagt, hvad jeg nu i Nat sagde.

Der er i mellemtiden sket det, at Johannes Jørgensen er blevet gift med Amalie, og at han derfor i forholdet til Ingeborg har forspildt sin chance. Hvis han da ville have grebet den. Hvis hun ikke var ham for meget Kvinde.

For lidt ophøjet og for meget kvinde.

Både Viggo og Ingeborg Stuckenberg opfatter Johannes Jørgensens flirt med katolicismen, han konverterede snart efter, som en forråelse af deres fælles idealer, som de kom til udtryk i blandt andet Taarnet, mens Jørgensen omvendt nu i 1895,på renhedens sti, den 29. januar i dagbogen skriver: Fru I.S. Aabenbarer sig tydeligere og tydeligere for mig. Hun har, Aar igennem, ved ethvert Middel (også a ved at vakke Viggos Skinsyge) søgt at ferne mig for at faa ham alene med hende (Amalie) – og med hendes Venner, som hun piner ham med. Hendes Ondskab ersaa stor, troer jeg, at hun lever for at pine haved hans Karlighed til hende. Derfor maa hun gøre ham ene, ganske ene, uden nogen Tilflugt paa Jorden.

Godt så det ikke blev ham, der kom i kløerne på denne Fru I.S. Samme dag, den 29. januar 1895, tager han Gud til vidne på liderlighedens altfordærvende væsen: Thi i det stadige, hensynsløse, polygame Kønsbegar, den uafladelige Avlslyst, som Mand og Kvinde ubevidst føler overfor hinanden ligger den tydeligste praktiske Gudsfornagtelse. Gud skabte ikke Mennesket til at leve i en Rus af Vellyst. Og overfor Vellystens Stemme tier al naturlig Godhed, al Bravhed, al venlig Følelse for Næsten.

Sophus Claussen taler om, at der kun kom Aandemusik ud af det for Ingeborg Stuckenberg. Men hvad er åndemusik. Er det døden, og hvordan lyder døden. Har den en lyd.

Men det viser sig, at Ingeborg Stuckenberg var kunstner på lige fod med mændene, men uden mændene ville vide af det.

I stedet blev hun den ophøjede. Eller hun kunne, som Jørgensen anfører, allernådigst blive Marketenderske for åen fremrykkende Har. Det vil sige : mandenes hær

Og Aandemusik Hendes posthumt udgivne Korte Breve fra en lang Rejse skrevet dels på skibet på vejen til og dels i New Zealand er alt andet end åndemusik. Det er den rå og skinbarlige virkelighed. Men ingen kendte til disse breve før udgivelsen i 1966, og ingen kendte vel heller til hendes stærkt dedikerede arbejde med romanen Fagre ord, som hendes mand, Viggo Stuckenberg, udgav i sit navn i 1895.

I virkeligheden er den væsentligste del af den skrevet ikke af ham, men af Ingeborg. Det, man sædvanligvis hører, er, at hun er god til at lave stemningsbeskrivelser.

Så er det på plads.

Det hører kvinden til. At lave stemningsbeskrivelser. Det hører man, at da kvinden blev skabende kunstner, hvad enten vi taler om litteratur eller maleri, at så kom det private med, så blev hjemmet genstand for kunsten. Som hos Anna Ancher lyset i et vindue i bryggerset.

I forbindelse med den store sædelighedsfejde hedder det f.eks. i Gyldendals Store Danske Encyklopadi, 1994-2001, at konflikten mellem fri karlighed og social orden blev et tema for periodens kvindelitteratur.

Men Olivia Levison, Adda Ravnkilde, Amalie Skram og de andre kvindelige forfattere er fuldt ud lige så meget til stede allesteder som mændene. Ude i verden og inde i sindets kringelkroge.

At tale om periodens kvindelitteratur er i sig selv meningsløst. Hvis det endelig skulle være, er kvinderne mindre indbildske end mændene. Og mindre følelsesladede.

Men dertil, viser det sig, er kvinderne mere mobile end mændene. Maleren Elisabeth Jerichau Baumann var polak, men blev dansk gift, og skrev i sine Ungdomserindringer fra 1874 om blandt andet sin polske barndom og i Brogede Rejsebilleder fra 1881 om sine oplevelser i Orienten. Forfatteren Signe Rind var født og opvokset og gift kvinde i Grønland og skrev i 1880erne og 90erne både noveller og mere etnografisk baseret om eskimoernes hverdagsliv. Ligesom altså Ingeborg Stuckenberg skrev om emigration.

Og hvad nu hvis Ingeborg Stuckenberg kan mere end at lave stemningsbeskrivelser. Og hvorfor fandt hun sig i, at hendes ambitioner blev tilsidesat.

Også nogle digte og skitser, som var hendes, tog manden æren for. Således En Karnevalsskitse, bragt i Morgenbladet 1885, det vil sige før ægteskabet. Så det var noget, der stod på allerede der, og som de tog med ind i det. Balsampopler, i Tilskueren 1895, tilskrives af litteraten Johs. Brøndum-Niel– sen, med mandens rettelser, ligeledes Ingeborg Stuckenberg.

Tilbage er med Ingeborg Stuckenbergs egen signatur kun brevnovellen Badegaster, i Kjøbenhavns Børstidende 1889, og førnævnte posthumt udgivne Korte Breve fra en lang Rejse.

    1 produkt
    Samlede værker
    Ingeborg Stuckenberg
    109,95 kr
    Tidligere set: