Johannes Holbek

JOHANNES HOLBEK 1872-1903

Smagen er jo arvelig –. Hyænen lever tarvelig.

Om Johannes Holbeks litteratur er der skrevet absolut intet. Ingen har gidet, ingen har turdet, ingen har set geniet hos manden med den skarpe kniv. Holbek er helt uden for nummer. Vi bryder os ikke om ham. Fordi han er så vred, fordi skuffelsen er så åbenlys.

Johannes Holbeks foragt for det etablerede kender ingen grænser. Det dobbeltmoralske, det slebne, det sleske og den skjulte nederdrægtighed i embeds medfør hos læg-mand og lærd, dumhed, hjerteløshed. Det er, hvad han ser. Han er på det nærmeste paralyseret. Han foragter middel-madighed, og han foragter frem for noget institutionernes annektering af en kristendom, som for ham betyder alt, men gennem institutionerne forvanskes til intet.

Johannes Holbek er præstesøn, Indre Mission, havde, som han selv siger, et Bjerg af Ahner. Født 1872, allerede som helt ung intenst optaget af kunst og litteratur. Ophold ad flere omgange op gennem halvfemserne i ensomhed i Paris, fattig og sulten, nervesvækket, satiretegner hos Edvard Brandes på Politiken, hvorfra han blev fyret med et egentlig sammenbrud til følge. Holbek er en udannet bølle i forhold til alt andet end kristendommen, i forbindelse med hvilken han også optræder som bølle. Holbek har intet andet end sin skrift. Rasende og uregerlig. Hans opgør rettede sig mod luther-dommen og den uhæmmede materialisme. Hans svar: at bryde sammen. Død for egen hand 1903.

Johannes Jørgensens signalement af Holbek i anledning af en mindeudstilling på Den Fri i 1904 giver et fingerpeg også om hans billedkunst:

Johannes Holbek giver sig straks til kende som en idealistisk anlagt mand. Det, han hader, det, han kæmper mod i sin kunst, er tidens kulturfjendske magter: mammonismen, merkantilismen, det filistrø-se demokratiske barbari. Hans ejendommelige begavelse, noget af en tænkers, noget af en poets, noget af en spotters, mere af en drømmers, mest af en kunstners, gjorde ham til en sær og i det daglige liv ubrugelig personlighed. 

I Paris 1893 udvikler han ideen til et hemmeligt selskab, som skulle bestå af et udvalg af hans venner i Danmark.

Chefen skulle være Aanden – Jeg har kun den Regel – at jeg hader Regler – alt det, man lærer – jeg har aldrig kunnet lære noget. Har man Aanden – skal Stilen – Helheden nok komme.

Holbeks værk er da også om noget baret af and, af den kamp mellem det gode og det onde, som på barnlig vis op-fylder ham. Han forbliver livet igennem en forvokset konfirmand. Hans arbejde er samlet i Dekadent Barbari, bind I og II som blev udgivet af vennen Jens Lund, men efter Holbeks anvisninger, i 1904. Bind I er fra 1892-1901 og består af tegninger og tekst, et miskmask af livsfilosofi, statements, karikaturtegninger og satire. Teksten kan være kort og fyndig eller associativt båret, mens tegningerne udvikler sig frem mod en stadig større enkelhed, satiren bliver stadig mere bidsk. Bind II har tre afsnit: Alvorlig talt og Udbrud fra 1901 – korte, koncentrerede tekster, poetik, kulturkritik og apo-kalypse – og Frelse, 1902-1903, som er religions-filosofiske overvejelser, hvor Guds ord tages mere end bogstaveligt. Det er ikke Det Ny Testamente og kærlighedsbudskabet, det handler om, ikke vore synder og syndernes forladelse, ikke et semantisk niveau, men en mulig transcendens.

 

1. ALVORLIG TALT OG UDBRUD

Man kan sætte lighedstegn mellem titlen Dekadent Barbari og mishandling af alle sjæle ved uoprigtighed. Herover-for sætter Holbek askese, eller, hvor umuligt det end lyder, Jesu liv til efterfølgelse. I Alvorlig Talt påkaldes indledningsvis den beskyttede og svale præstegardsidyl: Kølige Fjærnhed, omgiv mig igen som i forsvundne Dage, da Haabet hvælvede sig over mit Hoved som et Slot … – Præg mig igen som i længst hensovede Tider, da Naturen opdrog mig, og Aander hviskende røbede mig i mit Livs underfulde Hemmelighed!

Mens Holbek nu er nærved at kvæles af de store Byers raa Aande. Lammende Græmmelse lurer allevegne paa mig. Jeg føler mig angest for at knuses mellem de uhyre, vanskabte Huse.

Konflikten, den uoverstigelige afstand, der er mellem de to verdener, udløser en rasende, visionær tekst, en lang udladning, skandaløs, skanselsløs, kompromisløs. En maade at se verden pa. At være så afmægtig, så ensom. Ikke at kunne dele oprøret med nogen, fordi oprøret er et in-dre oprør. Fordi erindringen er privat og idyllen i sig selv en afvisning af ny erfaring. Han surmuler ikke, men hans opgi-velse er så omfattende, så tilintetgørende, at der ikke levnes en sten af det gamle. Så meget desto mere som den barnlige megalomani med ønsket om at frelse verden stadig er aktiv. Som en vulkan er aktiv – vi kalder det Jesus-syndromet:

Jeg saa de smaa snavsede Mennesker klæbes fast til det mørke og uhyggelige Jordeliv. Jeg følte, at forfærdelige Farer rugede over de hus-vilde smaa, – og en uendelig Længsel opstod i mig efter at komme ned til den gamle Jord igen – for at frelse.

Der er neden under alting, neden under hallucinationerne og apokalypsen, et stædigt barnligt ønske om at blive set. At man aldrig kan andet end ikke blive set. At man føler sig så miskrediteret. At man på den ene side længes efter at have en at vise sit arbejde til, for at få at vide, at det er godt, at blive rost, og samtidig aldrig have andet end foragt tilovers for den amatør, som deler roserne ud. At angle efter anerkendelse, og samtidig af hele sit hjerte hade det i sig selv, som har brug for anerkendelse.

Jeg stoler tryggere paa det overnaturlige end paa det naturlige ... Jeg bevæger mig ikke fra Jordens Slam op mod Stjernerne – men fra Himmelens Lyksalighed ned til dem, der driver om, synkefærdige paa Jordens Hav. Døden har altid indgydt Rædsel – Livet ikke. Nu skræmmer Liv og Død ligefuldt. Færre og færre gifter sig for at faa Børn.

Jorden er bleven lille og overfyldt. – Himmelen er blevet uendelig og tom. Jorden tvinger os ind i vor snævre Begrænsning. Himmelrummets tavse Kulde tvinger os ind paa Erobringstog mod vort eget Væsens jomfruelige Verden.

Vi styrter og styrter imod Døden –. Tilsidst siger det jo dog: Kvatsch!

Der er ingen nuancer, kun modsætninger: Jord vs. Himmel og Liv vs. Død. Men sådan ser Holbeks poetik ud i Alvorlig Talt. Verden er emblematisk, der er kun sorte og hvide brikker, betydning trækkes ind udefra, fra det allerede givne, frem for at blive fyldt indefra og derved få et muligt særpræg. Kamppladsen med de sort-hvide brikker levner ingen anden mulighed end den samme retræte, det helt abne, men i sammenhængen fatale Har nogen nogensinde været alene? eller resignationens Tilsidst siger det jo dog: Kvatsch!

*

Billeddannelsen er friere i Udbrud end i Alvorlig Talt, der er flere indfald, vi ikke ved hvor kommer fra. Noget er stort, noget er småt, noget er set tæt på, andet foregar i det ab-strakte. I det hele taget voldsommere udladninger, saft og kraft, udvikling af sort humor og en dyster opdyrkning af ubehagets æstetik.

Sandhedens Kilde er ren. Udenfor Sjælen øjnes ikke Spor af den. Inde i Sjælen bugter sig dens hele Løb. Der findes ikke nogen Afløbsrende under Jorden, som er mere foragtet end den. Man kan næppe nærme sig Sandheden, saadan stinker der i dens Nærhed, omgivet som den er af Løgn, Fattigdom, muggen Sved, Brændevinsos, Skændsel, raadne Tarme, Opkastning, Menneskelarm, Pjalter, som vrimler af Utøj, Svulster, Rotter og slimede Bændelorme og Maddiker. Alt hvad der er modbyde-ligt er æltet sammen der, hvor Sandheden har sit Leje. Den baner sig Vej gennem pestynglende Rakkerkuler. Sidder der en Vepsebrod gemt i hvert rødkindet Æble. Svøber dejligt broderede Silkeklæder sig om smitsom Sygdom. Afskyer Kvinden sin Mands Øjne. Væmmes den Stærke ved den Svages snavsede Graad. Gælder Efterabning for ædel Kunst. Regnes Overfladiskhed for Oplysning. Lurer Faldgruber under smukke Tilbud, forvrænges Hjertelighed, brændemærkes fribaaren Vilje, – lugter hele Samfundet af Forbrydelse, Penge, Falskhed og Hundebrynde, saa ven-der vi Ryggen til den hele Borgerdynge og skjuler os – til Sulten driver os paa Rov, til vi som rødøjede Ulve lader os glide ind i den døddrukne By.

Holbek kan som pariser have kendt Lautréamonts skrifter. Vi ved det ikke, men der et slægtskab. Lautréamont er pseudonym for Isidore Ducasse, født i Montevideo, Uruguay 1846, død i Paris 1870. Hans ho-vedværk er Maldorors Sange fra 1868. Der er hos Holbek og Lautréamont det samme afsæt, den samme patos, samme i-hver-sætning-indbyggede ironi, sam-me underminering af den romantisk opstyltede forfatterrolle.

I Maldorors sidste sang: 

Hvis døden afbryder den fantastiske magerhed over disse to lange arme ned fra mine skuldre, brugt til sørgmodigt at knuse mit litterære gips, ønsker jeg i det mindste, at læseren i sorg vil kunne sige til sig selv: “Man må være retfærdig mod ham. Han har højligt idiotise-ret mig. Hvad ville han ikke have gjort, hvis han havde kunnet leve længere! Han er den bedste lærer i hypnotisme jeg kender!” Man vil indhugge disse få rørende ord på min gravs marmorsten, og mine ander vil være stillet tilfreds!

Det ikke at kunne udtrykke nogen af de erfaringer, man gør sig, i et hverdagsligt otte-til-fire-sprog, men altid må gå til yderligheder, en hidtil uset billeddannelse, med en krop, som ikke bare er en krop, ikke kun beregnet til at transpor-tere en ned i kiosken, men også en krop på rejse mellem liv og død, i fysisk forstand, en krop, der lider, trættes, som længes ud af denne ensomhed.

En krop, jegets krop, på én gang set udefra og indefra. Hvorfor kroppens skelet også bliver tekstens skelet, kødet tekstens kød, åndedraget tekstens åndedrag, med de føl-ger, det nu engang måtte have for årsag og virkningen.

For at være dum med de dumme tildeler Maldoror sig i første sang smilets omskæring:

Jeg tog en kniv og slidsede mit kød på de steder, hvor det forenede læberne. Et øjeblik troede jeg mit mal var naet. Jeg betragtede i et spejl denne mund skamskændet af min egen vilje … Men efter nogle øjeblikkes sammenligning så jeg, at min latter ikke lignede menneskenes, det vil sige, at jeg ikke lo.

Den hallucinerede skrift brager igennem til en anden ver-den end den gængse. Personer kan ikke føle smerte. De udsættes for hvad som helst, bliver stukket med knive, lemlæstet etc., broderet i med nål og tråd, som sadan udlever de smerten, men kan ikke mærke den. De bliver ikke mere sig selv. Der er ikke noget fællesskab, i bedste fald deler man vilkår, man har de samme laster, men man er i et øde landskab, genstande omkring en kaster ingen skygger. Alting er tegnet op med fuldt optrukne konturlinjer, der er ingen udvikling, kun stadier. Hvad enten der er tale om opløsning eller ekstase, er mellemregningerne udeladt. Alt løbes over ende med samme fart. Elskov er aldrig orienteret mod formering. Hos Holbek, idet hans sanser ikke mere slar til, tages selve universet som gidsel for, hvad der med rimelighed kan kaldes virkelighed:

Nu da Himmelens Sluser aabnes, bliver Døden Aandslivets Brænd-punkt, og Dynamit bliver det Grundlag, hvorpaa det ny Aarhundredes Levevisdom bygges. Virkeligheden er Gud. Al menneskedyrisk Fornuft betyder overfor Virkeligheden, hvad et Støvgran betyder overfor Jord-kloden. Virkeligheden er mere flygtig end nogen Indbildning. Virkeligheden er Jordens Uvirkelighed.

Men det er ikke desto mindre Jordens Uvirkelighed, der lader sig indfange. Her i en slags ekstrem realisme. Ned i skidtet, ned til mennesket:

Blodets tunge Banken piner Legemet, som mødigt ligger væltet mellem hede Lagner i Nattens gnistrende Mørke. Uhrets klingende Dikken klipper Hvilen i Stykker. Stilhedens anede Lyde pisker Sindet paa

Flugt. – Pæle ses paa Afstand i Vandet, Lys og Sol. Et dejligt Maleri, som ikke raadner – men som er væk for et Par Øjnes Skyld. Hele Natten er fem Aar. Den lyse Dag frem som Helvedes Luer. Livet, der er suget op som Vand i en Svamp, solen, der skinner ind gennem Tremmerne til Skøgerne i Argentina, den stille Fortæt-ning i Leveren under den megen Munterhed paa Kroquetplænen ...

Det lykkedes her Holbek at få styr på sit udtryk, det lykkedes ham at udnytte den kraft, som formen bibrin-ger stoffet, så at sige katapulterer stoffet, men man forstar, hvor opslidende det er. Igen i Omkring Midlet:

Udmarvet er jeg, men ikke af Hor. Ustandselig, altid, altid maa jeg jage afsted, fuldt udrustet med Lykke og Ulykke, evigt sejrende, fortvivlet, knust.

 

2. FRELSE

Holbek er profet. Han hallucinerer og nærmer sig visse steder en type tekst, som ikke er litteratur. Der er ikke an-det end synskheden tilbage. Ikke forfatteren eller den sted-fortrædende fortæller erobrer Olympen, men teksten selv. Fordi der ikke er nogen, vi som læsere kan stille til ansvar for det fortalte, der er ingen signatur, som vi entydigt kan referere til, oplever vi denne tekst som den fulde sandhed eller blot og bart et overgreb. Men er det så slet ikke kunst? Nar de mål, vi ellers iden-tificerer kunsten med, ikke mere er gældende, når den æstetiske dimension ikke tæller. For profeten gælder ikke den samme malestok for menneskelighed som for os andre dødelige, der er intet hensyn til den anden. Teksten svulmer, det går som smurt. Men paradoksalt nok synes den manglende signatur i den profetiske skrift uundgåeligt at vise tilbage til netop det biografiske, han og hun har en krop, er tyk eller tynd, høj eller lav, sumpgrøn eller rosa, med et brusende køl-vand af fornærmelser efter sig. Hos Holbek er det livet om at gøre at dæmme op for tidens forfald. Han kender skammen over det lave, kender beruselsen, og han ved, hvad den fører til, altså sætter han ind med en etisk fordring og insisterer på det gode for at gendrive det sværmeriske. Han havner i en permanent undtagelsestilstand. I færd med at rasere bade sig selv og sine omgivelser. Selvlært original, landsbytosse. I kirken, på værtshuset eller som udraber på en ølkasse på byens torv.

*

Hvad er sandhed? For Holbek er sandheden Frelse, som da også er titlen på hans afsluttende værk. Og Frelse betyder for Holbek simpelthen Jesu Kristi liv til efterfølgelse. Holbek skummer. Sandheden er ikke så meget karakteriseret ved sig selv som ved det, der snylter på den, alt lavt, løgn og bedrag. Til beskrivelse heraf bruger han en kæde af stinkende uddunstninger, afsondringer, alt menneskeligt nedværdigende, udposninger og vedhæng og kravl, som alt sammen uden videre lader sig lokalisere til slummen. Lutter klicheer, som imidlertid vinder ved ophobningen. Sandhedens kilde springer bade i sjælen og dybt nede un-der jorden. Syndfloden, som jo også er livets vand, udslet-ter den kujonerede verden og forløser sjælen. I Frelse vælger Holbek en anden vej. I stedet for selv at skulle præstere det umulige, at skrive sig igennem til sand-heden, henholder han sig til Evangelierne, som for Tanken frembyder Billedet af et kostbart Smykke, som af Søen er skyllet op paa den flade Strand for fødderne af en lille uartig Fiskerdreng, som nu ler ad de vældige Maskiner, der, drevne af mange Hestes Kraft, gennemroder og tilplumrer Farvandet i ufrugtbar Søgen efter mere.

Holbek er ekstrem, han er sødladen og fabulerende og haner lige så meget sig selv som den syndige civilisation, han har set sig ond pa. Verden er konkret, og Jesu Kristi liv er konkret. Holbek kaster det ene billede op efter det andet, men der er hold i det. Han kan bare ikke selv holde til det, så sensibelt, opildnet kan intet menneske leve. 

Den eneste virkelig videnskabligt forsvarlige, frugtbare og hæderlige Metode for Rekonstruktion af Evangeliernes Hovedperson er godvil-ligt at udlevere sit eget individuelle Væsens Maal og Vægt til Sam-menligning med Verdens Erobrers uhyre Dimensioner. Kun gennem en forsmædelig Selvafklædning formaar man at brin-ge noget virkelig nyt, følgelig sandt videnskabligt, Stof til Belysning af denne eller hin ufattelige side af Jesus altomsluttende aandelige Natur. Pudsigt virker det i hvert Fald at høre sanseforplumrede, sentimen-talt fedladne, reol-intelligente Borgere titulere vammelsøde Kostyme-billeder af deres egen magre, sværmeriske Ungdom: “Jesu Liv”.

Fjenden er den falske lærdom. Så enkelt er det – og så perfidt. Men Holbek ved, han er perfid, det morer ham, selv om morskaben er smertefuld. Og det er smertefuldt også at påtage sig Jesu stemme, så at sige være ham:

Denne Mesterens ensomme Afsluttethed ytrer sig grellest gennem Vredesudtrykkenes og de rent praktiske Udtalelsers formkolde Natur.

Man bedes røre ved denne Lava: 

“Forbandede Doctores philosophiae et theologiae! I har taget Kundskabens Nøgler. Selv gaar I ikke ind til Erkendelsen – og dem, som øn-sker at gaa ind, spærrer I Vejen for med Jeres Vognlæs af døde Overleveringer! Forbandede er også I “Dannede”! I rejser Mindesmærker for de store Mænd, som jeres Fædre pinte Livet af. Erkender I ikke netop derigennem, at I billiger jeres Fædres Bedrift? De myrdede, I indretter Gravsteder, – Tro bare ikke, at jeg er kommet for at bringe Fred!

Tværtimod! Jeg er til for at vække Splid, for at ophidse Fader mod Søn og Broder mod Broder. Ild er det, jeg har at kaste paa Jorden. […]”

Så ene. Åh, at stå så ene. At være så vred, så jaget: 

Et er afgjort. Noget maa der gøres! Samfundet tør ikke længere indsuge Kulturens giftige Kys! Dagen er oprunden for Samfundet: Maalbevidst ser vi dets vældige Mammuth-Legeme – morgentungt og stumpskjortet – tørne barsk ud af Fjerene, for stolende paa sin Pengepung, som end er i behold, at iværksætte og gennemføre en systematisk Undertrykkelse af Sandheden – tie, smile, vrænge, specielt sulte den ihjel!

Igen: Selvgodhed, falskhed, gradighed, dovenskab star for skud, samfundet som sadan er den personlige Sandheds modby-delige Fjende. For det hører med i Holbeks tænkning, at man kun alene kan forfølge sandheden:

Vi, som under Overleveringens fordummende, kvælende, lufttætte, vedtagne Hele venter trolig paa Kristendomsopfattelsernes fuldkomne Sprængning i Individer. Religionsenighed er Unatur, Fadhed ... Livet er sammensat af Myriader indbyrdes forskellige levende Dele, der atter higer mod Opløs-ning i nye Myriader. Livets Væsen er Herredømme over alle Livets legemlige Existensers indbyrdes Udvikling og Opløsning. Livet er Jord, Lys og Vækst gennem Evigheders Lykke.

Efter sådan en omgang med veltalenhed, humor, uafladelige overdrivelser, uhørte pafund, sætter Holbek trumf pa, han gør status og læser på formen i evangelierne. Hvori formen består, hvilken betydning det har, hvilke konsekvenser det får:

Hvor underligt det end kan lyde, skylder vi Evangeliernes Afmagt overfor deres Emne, at der er Luft og Raaderum for os, der er trængt ind i Emnets Liv, thi Skønt den evangeliske Sandhedsfremstilling ganske omringer og omgiver os som en ny Natur – spærres vi aldrig inde i afsluttet Form som i et skønlitterært Drivhus.

Holbek lider af den samme afmagt over for stoffet som evangelisterne. Hans beretning er lige så planløs. Men han er heller ikke evangelist, men nærmere en i flokken blandt de sammenstimlede. Jesus er der et sted, han kommer nu, der er efterretninger, han er på. Holbek er her ved enden lige så snakkende, hysterisk larmende, nekrologisk udbødende, vildt mythedannende, notorisk pralende, nøgternt skeptiske, vidnefast er-klærende, omstændelig kedelige, fortumlet ærlige, stille og forgræmmet som enhver anden menig kristen.

*

For Johannes Holbek er ondskaben principiel. For ham er det subjektive en erobring, der ikke gives køb på. Det psy-kiske har ligeværdig status med det fysiske, ikke for virke-lighedsflugtens skyld, men i erkendelse af psykens realitet. Ligesom naturen og den affekt, naturen matte bringe en i. Den personlige, individuelle fortolkning af verden almen-gøres, sjælen får krop.

Ved Holbeks død skriver vennen Louis Levy:

Det er ikke målet, han har naet, der har den største betydning, men vejen og midlerne. Hans indre krise gør ham synsk overfor tidens. Det bliver saledes selve tidens psykose, der spejler sig i hans oprevne sind som i et lidt forvrænget spejl.

Han, der ikke følte sig kommensurabel med døgnets liv, tager evigheden med i sine beretninger, og han søger evighedsbilledet der, hvor han måtte søge det, i den mest sprængte og individualistiske kri-stendom. På dette grundlag stiller han sig udenfor samfundet, bliver anarkist, hader og fornægter af enhver social overlevering og fordom, men han vender sig ikke sky bort fra tilværelsen, bliver aldrig munk, altid soldat i sin idés tjeneste. Hans vaben er spot, som sjælden tager personlig sigte, gennemborende foragt og trods og en skønhedessøgen, der ejer troens og bønnens kraft. 

Johannes Holbeks indre krise er som et spejlbillede af tidens psykose, hans synskhed, det oprevne sind, som et forvræn-gende spejl. Hans afvisning af eller skepsis over for enhver social konvention er ikke begrundet i løsagtighed, men vejen at gå.

- Hans Otto Jørgensen