Marie Bregendahl

Navn: Marie Bregendahl
Fødselsdato: 06.11.1867, Fly
Død: 22.07.1940.

Marie Bregendahl blev født på gården Bregendahl i Fly i Fjends herred i 1867. Hun var ældst i en søskendeflok, som år for år voksede, til moren seksogtredive år gammel døde i barselssengen med den niende. Den tragiske hændelse danner udgangspunkt for Marie Bregendahls hovedværk, romanen En Dødsnat fra 1912, og den formaning, som i romanen bliver lagt i munden på bedstemoren, fortæller alt om, hvor tungt livet blev for den tolvårige Marie:

“Saa mange er der, Lise,” sagde hun og saa hende haardt og fast i Øjnene, “og du er den ældste. – Gaar det nu ikke de andre, som det skal, bliver det dig, der bliver spurgt efter.”

Marie Bregendahl mistede sin mor, men hun mistede ved samme lejlighed også sin barndoms uskyld. Ikke nok med at hun blev pålagt ansvaret for de mindre søskende, men også troens spørgsmål ramte hende dybt. Hendes allerførste digt, skrevet da hun var nitten år gammel, handler om, hvor vanskeligt, det var for hende den dødsnat at bede sit fadervor, at komme over de ord “ske din vilje”. Også Lise i En Dødsnat strander midt i bønnen.

Faren, der var betydelig ældre end moren, var et knuget og stærkt indadvendt menneske, og da moren døde, trak han sig tilbage fra sine børn og verden. Til trods for at gården var relativt velstående, kom der noget forfaldent over storheden. Han var Estrup-mand og abonnerede på Statstidende, men med provisorietiden, med den stadig større utilfredshed med såvel Grundlovens tilsidesættelse som de støt stigende udgifter til Københavns befæstning, rendte tiden ham af hænde.

Marie Bregendahl var kendt med Ingemanns romaner, med Bjørnstjerne Bjørnson og også via en avisartikel i Skive Folkeblad med J.P. Jacobsen, men det var først i 1886, ved mødet med den et år ældre Jeppe Aakjær, som også kom fra Fly, fra en lille ejendom på den noget ringere jord, at hun for alvor blev opmærksom på den forandring, som havde stået på, siden Georg Brandes introducerede det moderne gennembrud.

Samme år var Marie Bregendahl på Vrigsted Højskole, og det var så den skolegang og den dannelse, hun fik. Hun var forlovet med en gårdmandssøn fra Salling, et godt parti, men Aakjær trak stærkest. Emnerne for den brevveksling, der i den følgende tid fandt sted imellem dem, var blandt andet affødt af den verserende sædelighedsfejde, hvor Brandes stod på den seksuelle frihed før ægteskabet, mens Bjørnson ville have afholdenhed for såvel mand som kvinde.

Jeppe Aakjær var i 1887 taler ved en række politiske møder på hjemegnen, i opposition til Estrup, og endte som revolutionær og gudsbespotter i fængsel. Men trods sit fritænkeri var han samtidig grebet af ungdommens ædle tro på renhed. Han fremholdt, at ægteskabets ophævelse ville føre til hjemmenes og kærlighedens og kvindernes dybe fald, og Marie Bregendahl svarede:

Saa mener jeg endnu engang, at Ægteskabet – hvorved vi forstaar de Baand, der tvinger Mand og Kvinde til at leve sammen hele Livet, de Baand, der ikke kan opløses, uden at Vedkommende samtidig er compromitterede, “set ned paa” for resten af Levetiden, bringer en vældig, altfortærende Sløvhed med sig … At hele Samfundet skulle drukne i kønslige Forhold i tilfælde af Skilsmisser, det tror jeg ikke paa.

Nej, det er kun Luftkasteller, Bobler der brister, vær overbevist om det … Er der noget, der trænger til at blive rodet op i, saa er det virkelig Kvindens stilling i Samfundet; men det vil sige den, hun selv bærer den meste Skyld for, at hun indtager. Hvis vi Kvinder stræbte efter at blive nok så selvstændige, og hvis I Mænd hjalp os lidt tilrette med at faa en bedre økonomisk Stilling, saa skal du ingen Bekymringer have for Kvinden, hun redder sig nok, det “Vrøvl”, “Vrag” og Skrog, hun er, lavttænkende, jordslaaet, jammerligt og usselt, som hun er. Hun trænger netop til en smule Haglvejr og Storme, inden hun vaagner op af Slumredvale, med disse søde Drømme om den “kærlige stærke Mand, der nok kommer en Gang og vil slide og slæbe for hende til evig Tid, saa hun aldrig næsten behøver at røre sig. 

Citatet viser, hvor radikal moderne Marie Bregendahl var. Det viser, hvor langt hun havde distanceret sig fra den gængse moral, og hun brød da også sin forlovelse, det gode parti, valgte Jeppe Aakjær og forvistes for en tid af faren fra hjemmet.

Men citatet viser også, at Marie Bregendahl bare tyve år gammel ved, at den økonomiske frihed er afgørende for kvindens muligheder, at det er den frihed, langt mere end de moralske spørgsmål, der er afgørende for en selvstændig udvikling og i sidste ende muligheden for en kunstnerisk karriere. Alligevel falder hun i med begge ben.

I de følgende år, mens hun længtes efter sin elskede og samtidig blev drevet ud i stadig større fortvivlelse over faren og forstødelsen, havde hun plads i huset rundt om på Sjælland. Endelig i 1893 blev Jeppe Aakjær og hun gift på Københavns Rådhus, men forholdet var allerede slidt, og ægteskabet blev ingen lykke. Den koleriske og stærkt menneskeforbrugende Aakjær og den sky og tvivlesyge Marie Bregendahl passede ikke sammen.

Parret var fattige, han havde en idé om hurtigt at kunne tage eksamen og gøre akademisk karriere, mens hun drev et mindre pensionat, Det jydske Pensionat, og egentlig forsørgede dem begge. De fik en dreng og blev skilt igen i 1900.

Mange år senere rettede Jeppe Aakjær i sine erindringer et uforsonligt angreb mod det bregendahl´ske hjem og i særdeleshed mod sin tidligere svigerfars nærighed og konservatisme. Han skrev, at tiden med Marie Bregendahl var den tristeste og mest ørkesløse i hans liv. Yderligere fem år efter, og også efter Aakjær var død, viede Marie Bregendahl, såret og pietetsfuld og langt fra det overmod, som ovenstående brev vidnede om, en hel lille bog, Små Kommentarer til Aakjærs erindringer fra 1936, til sit og sin families forsvar.

Sammen med farens stejle og egenrådige væsen og morens tidlige død, er det det mislykkede ægteskab, kvindens blinde higen efter nærhed overfor mandens sorgløse skalten og valten med både kærligheden og tiden, der har sat sig de dybeste spor i forfatterskabet.

1. VED LARS SKRÆDDERS SYGESENG

Ved Lars Skrædders Sygeseng, Marie Bregendahls debut, blev trykt i Aakjærs jysk-patriotiske årsskrift Jydsk Stævne 1902, hvor der også var bidrag af blandt andet Johannes V. Jensen og Jakob Knudsen.

Ved Lars Skrædders Sygeseng ved ikke, hvilket ben den skal stå på. Den vakler, er ikke engang novelle. Tre dele, men ikke begyndelse, midte og afslutning, men opbygning og opbygning og et langt clou. Tre scener, eller billeder, som Marie Bregendahl senere bliver enig med sig selv om at kalde den slags lukkede kredsløb.

Det handler om fattigdom, opslidning og kassation. Lars Skrædder har kræft, fattighuset bliver sidste station på hans elendige liv, den endelige stigmatisering, så han har et sted at ligge og dø.

I første del venter man på den gamle doktor Lunds ankomst til den gård, hvor Lars Skrædder har lagt sig syg. Drengen Jens Peter bliver tyranniseret af sin stedmor, han skal lave lektier, men kan ingenting lære under trusler og udøvelse af vold. I anden del doktor Lunds karnevalistiske indtog, i tredje Lund som den inkarnerede humanist, idet han påhører den dødssyge skrædders livshistorie.

De sære eksistenser, de forbitrede væsner, som af den ene eller anden grund farter rundt i bakkerne i landsbyens udkant, omfattes med megen opmærksomhed i tiden. Vi så, hvordan de hos Johannes V. Jensen til stadighed bliver som den sidste af slagsen, som eksempelvis Tordenkalven, en dyrebar rest eller reminiscens fra fortiden. De bliver alene ved deres fysiske fremtræden bærere af en særlig arkaisk indsigt.

Der er på den vis en tilbøjelighed til romantisering af det stejle og forkrampede, af det, der blev tilovers, da fremskridtet kom, men hos Marie Bregendahl er det modsat. Også hun er stærkt optaget af outsiderne, men frem for at understøtte og berømme det aparte, omfatter hun deres smerte og den indtil invaliditet manglende evne til at begå sig.

Doktor Lund er en attraktion, naar en Vogn kommer rullende henad Landevejen med den store læderbetrukne Doktorstol slingrende bagi, standser folk op og kigger: Ih, Jøsses, da!, men en attraktion, som med forfatterens kommentarer holdes fast i tiden: Den Gang i Tredserne og Halvfjerdserne, da Almuen ikke kendte til at slutte sig sammen i Sygekasser, og der kun fandtes meget faa Læger, bosatte udenfor Købstæderne, var det en Begivenhed, naar “Doktoren” skulde hentes, – en stor og sjælden. Som oftest, ialfald paa de magre, jydske Hedeegne, var det et temmelig sikkert Varsel for Død og Begravelse.

Doktoren er faldet i søvn, han er for længst fremme ved Søren Simonsens gård, men ingen tør vække ham: Men nu begyndte Kludebunken deroppe i Vognen at røre paa sig. – Først kom en stor bredpullet Kasket, med en stiv, fedtet Skygge, til syne, derunder blinkede et Par mærkelige, missende, nærsynede Øjne, og mellem dem en stor, lige Næse.

I forsættelsen: Han sad og sled i en umaadelig høj Pelskrave, som han vilde have til at falde ned fra Kinderne og Hvor meget af Bunken, der var Klæder, og hvor meget Menneske, det blev man ikke klog paa saadan lige paa en Studs.

Endelig nede fra vognen skulde man forvente, at denne uformelige Masse kun med stort Besvær vilde formaa at tilbagelægge Strækningen derhen til Gangdøren. Men her tænkte man forkert, thi da Gamlingen havde stampet lidt omkring foran Vognen, gnedet sig godt over de stive Knæer og strakt Benene et Par Gange, saa tog Pokker ved Tumlingen, og henover Brostenene, og indad Døren lod han staa, som en skoldet Ilder.

Der er noget besværgende ved al den megen krop, alle de mange klude, hele den omstændelige entré, en påkalden sig det forgængelige, for på den baggrund at udpege håbet. Men håbet er hos Marie Bregendahl ikke religiøst funderet, ikke betinget af andet end en smule medmenneskelighed, et øjebliks trøst fra den anden, idet han og hun lytter, lægger øre til den nødstedtes beretning.

Doktor Lund mangler ikke evnen til at begå sig. Han påhører Lars Skrædders livs- og lidelseshistorie og er i besiddelse af en viden om den særlige kvalitet, der er ved distraktionen, og som, vi skal se, bliver et centralt tema i Marie Bregendahls forfatterskab i almindelighed og i særdeleshed i En Dødsnat:

Ifølge hans erfaring var det ikke værre, at Tankerne kom lidt omkring, selvom det, som i dette Tilfælde, just ikke var saa fornøjelige Udflugter, de gjorde, end at de stod stille paa et uhyggeligt Sted, – snarere bedre. Og den syge får i al Stilhed fat i Mindekæden igen.

Marie Bregendahl skriver i Ved Lars Skrædders Sygeseng egentlig socialrealisme. Inden Aakjær, og inden sådan en som Martin Andersen Nexø, for de er begge forfaldne til sværmeri.

Hun bruger al sin kraft på at tegne gangkammeret hos Søren Simonsen, hvor den syge er lagt i seng. For at vi skal se for os, hvor ringe her er: Væggene var mugne og fugtige, Vinduet lille, fuldt af Spindelvæv i Krogene og fast tilspigret. Murstensgulvet var oprodet af Rotter og fuldt af Huller og Ujævnheder saa dybe, at man paa sine Steder kunde plumpe i til Anklerne. Henne i en Krog af Kammeret laa ophobet en Dynge Strandsand, som man havde at tage af til Gulvene omkring i Huset. Oppe under en Bjælke hang der en gammel rusten Hængelampe, hvis støvede Beholder var halvfuld af harsk Petroleum. Den dryppede ret jævnligt ned i en Polstret Agestol, der var hensat under Vinduet og sendte sin særegne Duft ud i Kammeret.

Lars Skrædder er slidt op. Der er, som han siger, langt fra den Appel i Naalen, der var forhen. Først konen og siden en søns drømme om et bedre liv har ruineret ham, og nu ligger han så her: sukkede og klagede, og famlede med det blommede Lommetørklæde i sine magre, knoklede Hænder.

Dét får doktoren til at reagere: Han røg op af Stolen og satte i to, tre Hump henover Gulvets Huller og hen til den spigrede Glug. Der stod han og kiggede ud i den svindende Oktoberdag, hvor der nu drev med tunge, sorte Skyer og en strid, tæt Regn. Man kunne se uden paa hans store Kittellommer, hvor hans Hænder knyttedes og rasede dernede paa Bunden af dem.

Munden løb paa ham i rivske og hastige Sætninger, og nu og da fløj der drøje Eder ud imellem. Det var noget om falske Illusioner, der laa og lokkede for Folk og forførte dem med deres løfterige Haab og forbandede Blændværk – noget om at Menneskene blev narret og snydt til at hænge i, indtil de tilsidst kreperede og fik Lov at ligge i Fred, med tre Alen Jord over sig.

Midt i doktor Lunds hidsige enetale høres nu gennem bræddevæggen stedmorens skælden ud på drengen. Jens Peter hakker i lektierne. Han kender ikke ordet alvis, og stedmoren træder til: alvis, det er, at Gud altid har de bedste Hensigter, og han ved at udføre dem paa bedste Maade, din Kluddremikkel. Sådan rundes novellen af. Med skæld ud i Guds navn.

 

2. EN DØDSNAT

Marie Bregendahl brugte allerede genrebetegnelsen Et Billede om sin første roman, Hendrik i Bakken fra 1904. Betegnelsen er fraværende og gælder dog i lige så høj grad for Ved Lars Skrædders Sygeseng og En Dødsnat, og hun vender da også tilbage med betegnelsen i den serie på syv små romaner, som udkom i årene fra 1914 til 1924 under den fælles titel Billeder af Sødalsfolkenes Liv.

Som Johannes V. Jensen opfandt sine myter, og Ernesto Dalgas skrev eventyr og krøniker, og Helga Johansen kaldte sine første ting for Rids, har Marie Bregendahl ment, at hverken novellen eller romanen som form helt dækkede hendes bestræbelser.

Brydningstiden, med nye erfaringer på snart sagt alle områder af eksistensen, og som følge heraf også en anden måde at sanse på, en anden sanselighed, har i sig selv kaldt på en mere radikal genrebevidsthed. Og som vi så, skrev Johannes V. Jensen om myten blandt andet, at Short story´en er forbi nu, det er optrin, glimt af tilværelsen, episoder udeladt … Det er nu sproget eller stilen, det handler om, fremfor den vulgære handling. Beskrivelsen, hvormed menes en langstrakt biomstændighed, egnet til at springe over, bliver sit eget ærinde.

Den langstrakte biomstændighed, eller plamagen, som jeg har kaldt det, det tilsyneladende løsrevne, er frem for noget også et greb, Marie Bregendahl benytter sig af. Men er hun genrebevidst som Johannes V. Jensen, fører hun samtidig arven videre fra Herman Bangs impressionisme. Med ham deler hun sin forkærlighed for de tableauagtige scener med mange mennesker i markskellet, på dansegulvet eller hvor det nu er, og med ham deler hun den mundrette og talesprogsagtige fremstilling.

Men det gælder for Marie Bregendahl ikke så meget om at vise frem for at fortælle, for nok fremstilles stoffet forklædt og i stadig skiftende synsvinkler, med dialoger og indirekte tale, men fortælleren er i modsætning til, hvad vi finder hos Herman Bang, aldrig ret langt væk.

I det ene øjeblik påtager denne fortæller sig at skabe et bredt view, at sætte en scene med eng og forårsblomster og græssende kreaturer, i det næste zoomes det ind og scenens personer overtager styringen.

Men så igen er fortælleren tilbage og udvider tiden, strækker den langt ud over scenens tid, og skriver senere skete det og det.

Eller fortælleren spørger direkte sine personer om for eksempel Haabet … Hvad så med Haabet? eller Nu, Faster Karen! Nu, Bodil Dalgaard! – Madam Iversen, klog’Sine og jer alle sammen, hvorfor bliver I nu saa tavse? – Hvorfor har I ikke mere at fortælle?

Frem for en handlingsudvikling sættes nu en ny scene, med nye stemmer, en anderledes tone, og med denne stadige forskydning i udsigelsesrummet, hvor fortælleren i det ene øjeblik har fuldt overblik for i det næste at dække sig bag personernes egen vilje, opstår et spændingsfelt af konkurrerende bevidstheder som på sæt og vis overtager eller træder i stedet for den plot-funderede spænding.

Den malende beskrivelse fylder langt ud over den plads, som fortællingen logisk set måtte tilkende den. Frem for den simpelt fremadskridende handling kommer de mange brudstykker af handling til tilsammen at udgøre dét, som Marie Bregendahl kalder et billede.

Med en stadig skiftende kadence, fra den meget omstændelige beskrivelse af et møde, et øjeblik, med alle dens iagttagelser, dens sidehistorier, til det hurtige rids eller resume af et langt åremål, knyttes associativt og i en fri komposition de enkelte sekvenser sammen efter andre principper end kronologiens.

*

Marie Bregendahl lever tilbagetrukket, hårdt arbejdende, som eneforsørger, og udsigterne til forfatterkarrieren er længere væk end nogen sinde. Men hun er hårdfør, i den forstand en fantast, hun er socialt indigneret, anfægtet af kønnet, som hun i det hele taget er anfægtet, og da hun endelig når frem til at skrive En Dødsnat blander hun det hele sammen i et miks af privat mytologi og rå virkelighedsskildring.

Der er en tæt sammenhæng mellem liv og værk, men det er en sammenhæng, som hele tiden efterlader sprækker til noget mere, end hvad øjeblikket tilsiger. Erindring, erfaring og sansning kører skriften af som i en feber, styrer sætningen i én retning, så i en anden, pludselig en ophobning, og så en udfladning, samtidig med at der hele tiden er denne klarhjernethed, som skærer midt igennem, som organiserer stoffet, og som gør beskæringen så skarp.

Som roman betragtet er der noget svimmelt og kantet og måske ligefrem noget ufærdigt over En Dødsnat. Handlingen er skitsepræget, egentlig kun en ramme for sansning og refleksion.

Den livskraftige og glade og udadvendte Anne Gram går i barsel, faren er fraværende, på marked, børnene sendes, som de plejer, det er som nævnt morens niende barn, ned til bedstemoren for at afvente forløsningen. Imidlertid opstår der komplikationer, forkarlen spænder for vognen for at hente doktoren, men Anne Gram tager varsel efter en drøm, hun har haft tidligere på sommeren, at det vil gå hende ilde, om doktoren bliver tilkaldt, og da der endelig bliver sendt bud, er det for sent.

Et halvt døgn efter, hun har lagt sig, dør Anne Gram af en blodstyrtning. Det lyder enkelt, som en helt banalt fortalt historie, det særlige er bare, at bortset fra den allerførste scene, hvor moren har samlet alle sine børn om sig, foregår hele romanen, frem til at moren ligger bevidstløs på dødslejet, udenfor sovekammeret.

Anne Gram er alt andet end hovedperson i sin egen død, det er ikke dramaet i sig selv, men derimod alt det, der sker uden om, der udgør fortællingens tyngde. Synsvinklen er lagt i periferien, hos børnene, især hos den ældste, Lise, som på et tidspunkt sniger sig op på gården for at få rede på, hvad der sker, og hos de mange kvinder i køkkenet, som er stimlet sammen for at hjælpe.

Med denne manøvre, ved at rette fokus mod ventetiden og den på- tvungne tøven, hvor tankerne får lov at kredse, at fæstne sig og kredse igen, i det anspændte og adspredte, også med den forvirring, der er, får Marie Bregendahl så at sige sin fortælling forærende. Ved at koncentrere hele romanens handlingsforløb til mindre end et døgn, ved at stuve folk så tæt sammen som muligt, og ved den skiftende fokusering, opnår hun et magisk fortættet sceneri.

En Dødsnat er som det øvrige forfatterskab båret af erindringens stof, men hendes tilrettelæggelse af stoffet og stærke modellering af sproget forrykker blikket fra den opbyggelige eller jævnt fremadskridende fortælling til en aperspektivisk myldrende ornamentik.

I krydsfeltet mellem det dannede, højlitterære sprog og især replikkernes dialektale brokker og mange fagligt betonede udtryk opstår en vitalitet, som også ses hos J.P. Jacobsen og Johannes V. Jensen. Brugen af lavsproglige elementer, med referencer til kroppen og denne krops dødelighed, dens bevægelser og øvrige excesser, forlener ikke bare teksten med noget på én gang nøgternt og stærkt suggestivt, men det gør også, at disse enkeltelementer træder i karakter og på bekostning af helheden som lokale fænomener tilegner sig eget liv.

Eksemplerne er legio. Da Lise er kommet op på gården og kvinderne i køkkenet glemmer, hun er der, snakker de frit fra leveren:

     Det var Blodet, der var i Færd med at løbe Anne Gram fordærvet, hun havde faaet en Blodstyrtning efter Fødslen, og saadan som de skildrede Forholdene, maatte det være forfærdeligt, som det stod til derinde i Sovekammeret.
     – Barnepigen kom i det samme derindefra med en Gulvspand i Haanden, og nu lod hun de andre voksne Kvinder se paa Indholdet. Vaskefadet var saa rødt som det pure Blod. – “Se blot,” sagde hun og holdt Spanden frem.
     Og det var kun, hvad der var sivet ned gennem Dyner og Madrasser, forklarede hun. Hvor meget var derikke opsamlet i Sengeklæderne? Og derstod forøvrigt Pøl ved Pøl derinde under Sengen, og hun skulde ind igen og tørre op, naar hun havde skiftet Vand, for ellers flød det ud over Gulvet, saa det ikke var til at flytte Fødderne for det

I samme voldsomme, næsten besværgende sprogdragt hedder det senere om den døende, at Hun havde saa mange Spørgsmaal på Læben, hver Gang de havde faaet hende banket op af en Besvimelse. Og endelig, da døden er kommet, og Lise og de andre børn har fået adgang til sovekammeret:

Hun var nu ligesaa hvid og tavs, som hun for nogle Timer siden havde været rødsvullen og skrigende, Munden, der havde været forvreden og sært af Lave at se paa, var bleven slap og blaableg, Øjnene, der havde været opsvulmede af Graad og sygebedende i Udtrykket var nu lukkede og ligesom nedsunkne i deres Hulninger.

*

En Dødsnat er som en collage, hvor stort og småt, hele scener og enkelte billeder skyder sig ind og ud af hinanden, med en voldsom og sønderbrydende kraft, og dog hele tiden fastholdt af tidens og stedets enhed, af den centrale handlings snævre beskæring. Marie Bregendahl skriver selv et sted i romanen eksemplarisk og som en art poetik om sin metode:

Saadan flimrede der i det Par Ventetimer et broget Mylder af Billeder frem for Børnenes Øjne, smaa og store, mindre væsentlige og skæbnebestemmende imellem hverandre. Dog alle indbyrdes forbundne, thi de var alle tegnede paa den samme sorte Baggrund: Moderens dødssyge Tilstand.

Det handler om død og undergang, men det handler nok så meget for de efterladte om at komme til rette med denne død. I den henseende angiver romanen ved sine fortællegreb en næsten rationel strategi for “overlevelse”, som er helt analogt med den tolkning eller de mulighedsbetingelser, forfatteren via Lise og den gamle klog´Sine tilskriver læseren.

På samme måde som forfatteren med de mange digressioner og skiftende synsvinkler indforskriver adspredtheden som metode for sin fortælling, hedder det om Lise, at hun klarer sig, fordi det er hende muligt ustandseligt at lade sig distrahere.

Ved dødslejet, da alle står der rundt om sengen knuget af sorg, gør klog´Sine sig tørt sine tanker omkring denne distraktion: De er saa grumme sjældne, de Livsens Stunder, hvor alle Tanker og Følelser saadan helt og holdent kan faa Lov at samle sig om det samme … Hun syntes, at det næsten var ligemeget, enten det var Sorg eller Glæde, der greb En, saa kunde Sindet ikke have Lov at blive ved det ene. – Nej, der kom næsten altid noget andet, noget af det modsatte og skurrede med.

Stadig ved dødslejet, da Lise har grædt så stærkt, at alle har været grebet af hendes sorg, kommer der alligevel ved en sær knirkende lyd fra en stol, midt i gråden og sorgen, et smil frem på hendes læber.

På den baggrund kan Fasteren, der også er til stede i sovekammeret, mange år efter om Lise og hendes søster Helga opsummere, at de siden begge blev mødte af Modgang og ramt af bitre Tilskikkelser, og da bukkede Helga, som dog legemlig set var langt den stærkeste, hurtigt under, knækkede over som haardt, men skørt Støbestaal, mens Lise var betydelig sejere, bedre til at bære de onde Tilskikkelser og slide sig igennem … Og da mindedes Fasteren det Indtryk, hun havde faaet af de to Søstre paa deres Mors Dødsnat og forstod, at Lises større Udholdenhed kom af, at hendes Sind, ligesom klog´ Sines, kunde huse forskellige Følelser paa samme Tid, og at hendes Tanker, selv midt i de tungeste Timer, kunde strejfe lidt omkring, kunne tage sig Hvil ved at hæfte sig til en eller anden lille jævn og gemytlig eller hverdagsagtig Ting.

Marie Bregendahl bekender sig til distraktionen. Hun viser, hvordan sammenløbet af flere følelser på én gang ikke bare er en realitet, men også en force, en særlig resurse. Frem for det stålsatte. Lise klarer sig, hun trodser døden med et smil, ved ikke at lade sig hage fast i ét, hun kommer til rette med det umulige ved at lade tankerne strejfe, mens altså Helga og også faren Anders Gram knækker. Fordi de af sind er for stivnakkede og ubøjelige.

3. BLANDT DE UNGE OG I FEST OG TRÆNGSLER

Anders Gram fylder kun lidt i En Dødsnat. Til gengæld er Hendrik i Hendrik i Bakken et sandt mesterstykke i studiet af den bandsatte karakters indadvendte forskruethed. Mariane, Hendriks kone, dør, ikke i barsel som Anne Gram, men fordi livsgnisten render ud af hende. Hun kan ikke blive glad, hun mister ganske enkelt evnen til det. I selskab med folkene på gården, har hun det dejligt, en aften, Hendrik er i byen, går hun på dansegulvet med de unge, men samværet med manden er hende en pine.

Marie Bregendahl udfolder ikke på samme raffinerede måde som i En Dødsnat det store register af stemmer og synsvinkelskift, men beskrivelserne af Hendrik lader intet tilbage for beskrivelserne i En Dødsnat.

Her mit yndlingsstykke. Hendrik skal til marked og beder Mariane hjælpe sig med klunset:

Hun stod med nedslagne Øjne og rakte sine Arme op for at knytte Tørklædet under hans Hage … Han forsøgte i det samme at kildre hende inde under Armhulerne med sine brede Tommelfingre.
Hun blev blussende rød, drejede sig lidt til Siden og lod straks Armene synke uden at have faaet Knuden knyttet. Saa skubbede hun hans Hænder væk fra sig og vilde igen forsøge at binde Tørklædet.
Men næppe havde hun atter oprakt Armene, før han paany fumlede hende kejtet og klodset under Armhulerne med sine store, krumme Fingre.
“Dikke – dikke – dik! – bette du! – Saa hun er kilden endnu! – Hæhæhæh!”
“Det maa du ikke.” – Det skjalv om hendes Mund, og hun var tyk i Mælet.
“Maa En ikke? – Dikke – dikke – dik! – Hvorfor maa En ikke det? – Hæhæhæh!”

Mariane afviser Hendriks tilnærmelser, og afvisningen slår tilbage, sætter sig som skam i både hende og ham, og hos Marie Bregendahl slår skamfuldheden ihjel. For Mariane sker det i bogstavligste forstand, for Hendrik i den forstand, at han ikke kan komme ud over sig selv. De bliver ensomme, mister hinandens fortrolighed, men mens Mariane går under, vender Hendrik sig i trods mod landsbyen og alle dens konventioner om pænhed, fnyser af enhver og kommer i kirken i arbejdstøjet, stinkende af stald.

Og da endelig Mariane under sit dødsleje beder om tilgivelse for hendes afvisning, tilgiver han hende ikke, men svarer lunken og afmægtig, Der er ingen af os, der kan gøre for ´et!

Døden rammer Hendrik, som den ramte Anders Gram i En Dødsnat. Og den rammer videre til drengen Ole, som end ikke evner at græde over tabet af sin mor. Han går i stedet og murrer med det, og da hans tvillingebror Jakob spørger, hvad han da tænker på, svarer han, Naar a tænker, saa tænker a altid paa det samme.

Ole er som sin far, når de tænker, tænker de altid på det samme. De er fanger i tankens fængsel, evner ikke som Lise at le og overkomme modgang med adspredthed. Senere snakker far og søn om moren, og faren siger, at hun ikke kunne være glad for ham. Hun ville gerne, men kunne ikke. Viljen er ikke nok, skammen kommer imellem, ødelægger ægteskabet, rammer lige hårdt ham og hende.

*

Med effektiv brug af de i En Dødsnat vundne stilistiske greb, sine steder i niveau med En Dødsnat, sine steder mere rutinepræget, vender Marie Bregendahl i en række kvindeportrætter i Billeder af Sødalsfolkenes Liv igen og igen tilbage til den indefra udhulende skam, som også drev værket i Hendrik i Bakken.

Billeder af Sødalsfolkenes Liv er en kollektivroman. Landsbyen er i en vis forstand hovedperson. Læseren ser tingene, vejr og vind, såtid og høst med landsbyens øjne. Fra gårdsleddet, fra et vindue, i en hyggestund med de små på trappestenen eller i et middagshvil i marken. Den dramatiske begivenhed er fremdeles som Anne Grams død i En Dødsnat på afstand, udenfor fokus, det vil sige, den bliver først egentlig til gennem landsbyens omtale af den, i rygterne og de indlejrede fortællinger, i sladderen og det anekdotiske stof.

Et særligt træk ved Sødalsromanerne er, at nok fremstår hver enkel roman i serien som et afsluttet hele, men persongalleriet er det samme. Endda er det i vid udstrækning også de samme personer, der optræder i såvel En Dødsnat som i Ved Lars Skrædders Sygeseng og Med aabne Sind.

Mænd og kvinder, unge og gamle færdes ud og ind af bøgerne, snart i en perifer rolle, snart en mere central, men hele tiden mærkeligt “udvendige”. De er alle uden psykologisk baggrund, de bliver ikke ældre, udvikles ikke, men er i den grad sig selv – eller bedre: de optræder som en funktion af deres arbejde, af familien og landsbyen. De har navne efter lokaliteten eller den gård, de bor på, som Hanne ved Højen, Else ved Bækken og Mikkel i Møllen, eller de har navne efter deres ry eller erhverv, som Tosse-Katrine og Peter Guldgraver.

Sødalens univers er som en teaterscene, hvor personerne mere er figurer end egentlig karakterer, sindet kan ikke forklares, personerne er kun mimisk til stede på baggrund af et stadig lige uudgrundeligt dyb.

Som Billedet i genremæssig henseende peger på det tableauagtige og episodiske, bliver begreber som skæbne og forsyn ledeord, og fremfor at udvikle en personligheds dannelse, gennemspiller Marie Bregendahl som i en skæbnekomedie om og om igen dødens og latterens gestik.

Verden er lig med sognet, nabosognet til nød, udenfor er det fremmede, det farlige og i følelsesmæssig forstand ukontrollable. Ikke desto mindre flytter både Alvilda og Agnete og Else væk fra Sødalen, væk fra det vante og den beskyttelse, det giver, til København, til en fjerntliggende mølle eller Viborg, for at skjule sig, for alle føler de sig skamfulde over ikke at få indfriet de løfter til kærligheden, de engang i elskovslyst har givet sig selv. Skammen afskærer dem fra hjemmet og kaster dem endog dybere ned i fortvivlelsen.

Da Alvilda i romanen Alvilda fra 1914 efter en årrække gal og forbitret vender hjem, efter at hendes skæbne har været borte i den fælles glemsel, på- begyndes arbejdet i landsbyen – som i en kriminalhistorie – med stykke for stykke at få hendes historie og dermed årsagen til hendes vanvid på plads. Dramaet er set udefra, på afstand, med den særlige bregendalske optik bliver Alvildas tragedie til gennem anekdoten, ved rygtedannelse med videre.

Alvilda står for almuen i landsbyen med sin standsmæssige baggrund som Jægermesterens datter og næsten adopteret af provsten med lykken foran sig. Alvilda gør altid det gode, når karlene på dansegulvet lader deres grovkornede spøg gå ud over de svageste, tager Alvilda de svages parti, men da hun finder sin udkårne i den uligevægtige og hidsige Candidat Hacke, er det ikke bare imod landsbyens forventninger, provsten fraråder hende det. Han siger, Du veed ikke, hvad du gør, og hun svarer, Jamen naar det nu passer mig.

Alting har engang været godt, men Alvildas galskab sår tvivl i sindet. Man forstår, Alvilda bærer sorg. Eller er det virkelig sorg, hun bærer? Er det årsagen til hendes vanvid? Sødalsfolkene ved, hvad sorg er, for den findes der forsoning, men det forfærdende er, at rygtet siger, at Alvilda sørger over ingen sorg at have. Til sidst går to satte koner fra byen til provsten, for provsten er en klog og vidende mand, han må vide, hvad Gud vil, hvad der er deres bestemmelse. Han må kunne lindre Alvildas lidelse og dermed Sødalsfolkenes forvirring.

Forsoning er kodeordet, at Alvilda skal blive forsonet med sin skæbne og Sødalsfolkene med sig selv. Alvilda dør imidlertid ved et ulykkestilfælde, uden at have fået fred, og uden landsbyen har fået fred. Ja, som de står der tilbage, er det næsten, som de skammede sig paa Styrelsens Vegne.

*

I tvilling-romanerne Blandt de unge fra 1919 og I fest og trængsler fra 1921 går det Martha og Else, som det gik Alvilda. For Martha og Else er det den samme historie, at de med skammens udhulning kommer til at leve som en skygge af sig selv, men med fortællegrebet sker der noget andet. Marthas historie er som Alvildas set udefra, sådan som vi kender det hos Marie Bregendahl, og sådan er det også langt hen ad vejen med Elses historie, men idet geografien skifter fra Sødalen til Viborg, skifter også optikken. Marthas historie er et sideskud og danner klangbund for Elses.

Blandt de unge begynder med Elses forelskelse i regimentsmusikeren Christian Mollerup fra Viborg, I Fest og trængsler ender med, at hun myrder den dreng, som skulle have været frugten af deres samliv, og bliver sindssyg. Lise, som læseren kender fra En Dødsnat, er bedste-veninde med Else. Broholm, som hendes forældres gård hedder, ligger ganske vist i nabosognet, men netop som den der kommer udensogns fra, optræder hun både her og i de andre Sødalsromaner som læserens diskrete vidne.

Som de øvrige sødalsfolk er Else og Lise i det bregendahlske greb med til at digte Marthas historie. Martha gifter sig under sin stand. Hun er møllerdatter, men vælger sig som sin udkårne Iver. Iver har ikke det bedste ry, men for Marthas skyld sætter hendes brødre ham i egen mølle. Martha synes til en begyndelse at trives i de nye, fattigere omgivelser, hun får to drenge, men kan så tilsyneladende uden årsag ikke længere komme overens med sig selv.

Til almindelig bestyrtelse kommer hun en vinterdag uden sine drenge hjem til Sødalen. Når der bliver spurgt til dem, viser hun sig mærkelig døv og uinteresseret. Efter nogle måneder beslutter man, at det ikke går, at hun er væk fra drengene, og kører hende tilbage til Iver. Hun dør, mølleå- en tager hende, sandsynligheden taler for selvmord, men da Sødalsfolkene i samlet flok drager af sted for at føre hende hjem som lig, er ingen i tvivl om, at Iver bærer skylden for hendes ulykke.

Også Else og Lise er med turen, og efter at have set hvor tingene vokser for Iver, efter have set hvor glade drengene er for ham, bliver Lise pludselig vred på Martha. Hun husker hendes manglende Evne til at skelne mellem Spøg og Alvor i den snak, som karlene opvartede pigerne med til gilderne rundt om på gårdene, og forstår på den baggrund, at det er hendes sind, der har knækket hende.

Lise undrer sig over, at Martha ville så langt væk og bo, men det forstår til gengæld den i regimentsmusikeren Christian Mollerup ulykkeligt forelskede Else. Som hun siger, er det vel ikke alting, En vil have sine Bekendte til at snage i. Hun siger også lidt senere, mærkeligt ude af sammenhæng, men naturligvis under indtryk af den glemsel, som tog både Alvilda og Martha, da de flyttede fra landsbyen, at Lise nu ikke helt må glemme hende.

Det er, som om Else kender sin skæbne, som om hun med en egen søvngængeragtig beslutsomhed konsekvent gør noget andet, end det, hun med fornuften ved, er rigtigt. Og da pludselig blander også uventet den alvidende fortæller sig og siger med et djævelsk glimt i øjet, at det med Else er en lang, lang Historie. Vorherre maatte vide, hvordan den vil ende.

Blandt de unge slutter brat, uden nogen form for afklaring, men midtvejs i I fest og trængsler flytter Else til Viborg, for at lære at sy, som det hedder, for hun mener stadig, at strammer hun sig rigtig an, bliver det nok godt med Christian.

Men ved på dette sted at flytte handlingen til Elses kammer i Viborg, flytter Marie Bregendahl samtidig blikket væk fra Sødalsfolkene og den indirekte fortællings greb. I Elses langsomme tilbageskriden gennem selv- ødelæggelsen opgiver Marie Bregendahl sit komedieunivers til fordel for det psykologiske portræt. Dramaet selv kommer i fokus, og Else bliver hovedperson i sin egen fortælling.

Christian gør hende gravid, men hun fortæller ham ikke noget, vover det ikke, for hun ved ikke, hvordan han vil tage det. Men omsider fik han da af sig selv Øje paa det.

Det var ud paa Foraaret en Søndag, hun stod og skulde skifte Kjole, og han var oppe paa Kameret. – Fy for Fanden, hvor Du gaar og bliver mavet.

Så rå er manden. Sådan som man kunne forledes til at tro, også Jeppe Aakjær har været. I hvert fald synes Marie Bregendahl at kende svigtet temmelig godt: Klarheden over hendes fuldkomne forladte Stilling faldt ned over hende som en Kampestensvæg, men tanken om, at hun for enhver Pris maate holde sit Hjem udenfor, fik hende til stinde Nakken.

Hun føder barnet, og selv om Christian behandler hende nederdrægtig, han passer sit eget kram og sine egne penge og sin egen tid, lader hun ham indimellem komme til sig, af længsel og elskovshunger, og skuffes og skammer sig endda mere.

Ved Bordet sidder Else og syr, Haandsyning, jagende af alle Kræfter syr hun, hendes overkrop krummer sig helt sammen i Stræbet, og med vild Fart jager Armen op og ned. Paa en Stol foran Vinduet staar en lille Dreng og kigger ud paa Gaden.

Sådan ser her ud. Else arbejder for føden, men har ikke råd til en symaskine. Derfor Haandsyning. Og drengen. Hvad kigger han efter. Han kigger efter faren. Men Far kommer inte, siger han saa, Jenses Far kommer inte. Sådan siger han hver dag, og hver gang er det, som Else faar et Hug i den sammenbøjede Krop … Og saa gaar Synaalen igen, jagende af alle Kræfter, jagende, jagende.

Og når hun er på gaden, er det det samme. Når hun skal aflevere sit arbejde til den og den frue: Hun kiler afsted i fuld Fart, farer imellem ud paa Gaden, uden at man just kan se hvorfor, og er straks efter igen inde paa Fortovet. Hovedet drejer paa hende i alle Retninger …

Hun laver grød til drengen, og det farer atter med rystende Ryg igennem Elses magre Krop, og Taarerne falder Dryp i Dryp, mens hun rører Gryn paa Mælken. 297 Men da det er besørget og Kasserollen løftet over paa Ringene, staar hun lidt for at kæmpe sig til Besindelse: Gud Fader! Er jeg da helt gal!

Dag ud og dag ind det samme. Arbejdet og skuffelsen og skammen og omsorg for drengen går i ét. Alligevel hedder det, at hver enkelt Del staar tydeligt, men det er som om de ikke kan naa hverandre.

Marie Bregendahl arbejder med det i sindet, der ikke lader sig styre. Som en monoton rytme under eller motor for teksten lyder et Saa var der noget med det ene og det andet.

Det foregår inde i hovedet på Else, som en pludselig registrering af omgivelserne, eller hun husker et og andet eller opdager, hvordan det er med hende: at saa var der noget med, at hun var dødtræt, ja, saadan naar man har siddet og syet hele Natten, eller saa er der noget, der dæmrer i hende, en Lyd, der er anderledes etc.

Videre, led for led, er vi vidner til Elses sammenbrud. Hendes Øjne glipper og glimter, Ansigtets Muskler sidder i et sitrende Dirr, og Munden i én uafbrudt bævende Mumlen, mens Jens ligger i sin seng og sover. Mens han pludselig igen i drømme kalder på sin far, ryger Else op af Stolen, Sytøjet falder ned og slæ- ber efter hende, og hun springer frem over Gulvet og med en vild Bevægelse kaster hun sig ind over Sengen, griber Drengen om begge Skuldre og rusker ham afsindsigt.

Skal du ligge her og kalde paa din Far, den Usling, den Pjalt … Du har at tie! – tie! – Du har ingen Far! – Ingen! Else bliver forskrækket over sig selv, tager om sit Hoved med begge Hænder, som om det skulle skilles, hendes Øjne glipper og flakker, hendes Tænder sidder og skurer og knaser … Drengen stirrer forundret paa hende, det ser ud, som han helt har glemt sit Raab, og bare stirrer paa én, – paa noget, som han ikke ved hvad det er.

Så vidt er det kommet. Else kan hverken tage vare på sig selv eller drengen. Hun bliver som et plaget dyr og ryster i hele Kroppen som et Slagtefaar, – indvendig i Kroppen – og så giver hun op. Eller instinktet tager over. Hun må hjem, kommer også med toget, men da har hun allerede af vanvare, for ikke igen at skulle høre drengens kalden, kvalt ham

*

Som vi så i det indledende kapitel Kunst og kunstnermyte, mente Gyldendals direktør Fredrik Hegel, at der var en ham uklædelig kvindelig Brutalitet over Marie Bregendahls En Dødsnat.

Afslutningen på Elses historie er ikke mindre brutal. Vi hører ikke om mordet, det har forfatteren for megen finfølelse til. Men da faren kører hende til Galehuset i Viborg, får vi endnu en sammenligning mellem mennesker og dyr:

De kørte og kørte, ruslede af. De kom over Heder og sandede Marker, de kom gennem smaa vidtskilte Landsbyer, og hist og her forbi et enligt Hus; imellem faldt der lidt Ro over Else, men imellem kunde hun ogsaa pludselig vaagne op, rase og raabe som forhen, ja, det lød egentlig værre og værre, for Røsten var efterhånden bleven saa skrorlende ru, den mindede om en forfrossen Kalv.

Morens tidlige død, farens stejle væsen og det ulykkelige og opslidende ægteskab med Jeppe Aakjær har sat sig dybe spor i Marie Bregendahls forfatterskab.

Der er i hendes romaner en stadig uafsluttet tvist mellem hverdagens jævne og rutineprægede liv og skæbnen. En tvist mellem det, som søger legitimitet gennem udvikling, gennem den fremadskridende handling, og så det, som ingen legitimitet behøver. På den ene side det jævne liv, som godskriver en årsag, som binder menneskene sammen i arbejde, i fest og trængsler, og på den anden side skæbnen, som afsværger såvel det gode som det onde og lader naturen og tilfældet råde og skiller menneskene.

Marie Bregendahl søger hele tiden at bygge bro over den afgrund, som ikke bare adskiller menneskene fra hinanden, men også den enkelte fra sig selv. Hendes skrift peger på skammen over adskillelsen, peger på skammen over det tabte, ikke for at forblive i skammen, men tværtimod for gennem forsoning at overvinde den.

I En Dødsnat og i Billeder af Sødalsfolkenes Liv er Lise med sit dobbeltblik som den, der på én gang er deltagende og lyttende og i niveau med de andre, og så samtidig, som den, der står udenfor, læserens medlevende og medfølende vidne.

Hendes evne til distraktion, til at le, selv når der ingenting er at le ad, bliver hendes redning. En måde at forsone sig med tilværelsen på.

Men ikke alt kan forsones.

En heltestatus, som ligner Lises, har den gamle Doktor Lund i både Ved Lars Skrædders Sygeseng og En Dødsnat, og han er både vred og indigneret. I førstnævnte værk gælder hans og med ham Marie Bregendahls indignation det sociale, det vil sige fattigdom, mens den i En Dødsnat går på det urimelige i, at Anne Gram skal dø fra sin mand og sine børn. Og der er vel at mærke tale om en indignation bundet til kroppen og dens dødelighed.

Doktor Lund affyrer følgende salut til slut i Ved Lars Skrædders Sygeseng: Hvordan Fanden i hede Helvede var det dog ogsaa fat med Folk … Her laa nu den sølle Stymper og vred sig derhenne i Sengen. Han kunne ikke engang faa Lov at dø foreløbig. I Morgen kunde han blive kørt ned i Fattighuset, indtil endelig den Kræftsvulst dernede under Bækkenbenet omsider kunde gøre det af med ham. – Ikke engang var det tilladt at give ham en Skvat Rottegift, saa han kunde faa en Ende paa det med det samme.

På tilsvarende måde hedder det uden omsvøb, da Anders Gram mod slutningen af En Dødsnat sidder med sin kones hånd i sin:
     Nogle minutter efter døde Moderen.
     Der var ikke megen Dødskamp at spore, hun havde jo mistet omtrent alt sit Blod, hun var tappet for Livssafterne og gled næsten umærkeligt ind i Døden …
     Dr. Lund vendte ogsaa Hovedet i Retning af den Døende, og mærkede nok ogsaa vel, hvad der passerede, men rejste sig ikke, før han saa, det var helt forbi.
     Saa gik han hen til Sengen og løsnede i al Stilhed Anders Grams Greb om Hustruens højre Haand.
     “Nu er den kold, Gram, – kold!” sagde han.
     Intet andet.

Horden, 2015, Hans Otto Jørgensen

Bibliografi:
• Da Katten løb med Frikadellerne (1899), Fortælling, trykt i Vagten.
• Hendrik i Bakken (1904), Roman.
• En dødsnat (1912), Roman.
• I de lyse Nætter (1920), Noveller.
• I Haabets Skær (1924), Noveller.
• Thora (1926), Noveller.
• Med aabne Sind (1926), Noveller.
• Den blinde Rytter (1927), Noveller.
• Naar Jul er nær (1927), Noveller.
• Billeder af Sødalsfolkenes Liv 1-2 (1914 – 1924), samling af en række tidligere trykte fortællinger.
• Holger Hauge og hans Hustru 1-2 (1934-35), historisk roman.
• Møllen og andre Fortællinger (1936), Noveller.
• Filtret Høst (1937), Digtsamling.
• Birgitte Borg (1941), posthumt udgivet romanfragment.

---

Foto fra Wikipedia under Public Domain