Pia Busk

Navn: Pia Busk
Født: 1965

Pia Busk debuterede i 2015 med et sært og brudfyldt epos: Grotten. Pia Busk har sine referencer i orden, det er ikke tilfældigt, at vi har med eposet at gøre, noget så gammeldags, men hvis vi troede, tiden for den heroisk bedrift var forbi, er det herved dementeret.

Grotten låner fra Illiaden og Odyseen, men i en fri lyrisk form og med storbyens underverden – læs: prostitutionsmiljø – som kulisse. Her forsøger mennesker på mørklagte adresser at genopfinde kærligheden, hvor grænserne mellem det gode og det onde flyder ud, og hengivelsen til kødet udvikler sig fatalt.

I to parallelle spor fortæller en kvinde og en mand, Lucy og Manden med leen, om hver deres liv og erfaringer i miljøet, som køber og sælger, og om hvordan de positioner skrider ud, og man bliver hinandens nærmeste. Lucie og Manden med leen fortæller, ikke som bekendelseslitteratur, slet ikke, men i en stiliseret form, surreelt og humoristisk.

“en / af de faste kunder er / ham vi kalder Manden / med Leen på grund af / hans lems sabelagtige / krumning, det er forbundet / med smerter at give ham / dansk, og jeg ved godt at / smerter er et skridt på / vejen, men når man giver / ham fransk passer sabelformen / perfekt til en kindhyler, under / alle omstændigheder bliver / han modtaget og behandlet i henhold / til kontrakten”

Figurerne gennemspiller teatralske forløb, de hygger sig med bl.a. hård sadomasochisme, men der skal hele tiden mere til, det kommer ud af kontrol og kulminerer, da manden vil redde kvinden ud.

Grotten er hverdagskost i strømmen af udgivelser sådan et efterår. Mennesket bliver meget lille, livet staves med småt, når man har sluppet sin skygge og begynder at svæve. Og man iøvrigt vejer de samme kilo. Man har den samme dødvægt. Så falder man tungt.

Én af Grottens bipersoner er Marianne Petersen, som sammen med sine to drenge blev offer for det tilfældige møde med Peter Lundin i juni 2000. Det er så alvorlige ting, Pia Busk tager under behandling, og man er lige ved at tude, når man læser passagen om Marianne, og så er livet alligevel værd at leve, når det gøres med en sådan omsorg.

I 2017 udkom langdigtet Corinna og jeg, hvor hun uddyber hun sit litterære projekt med en vidtfavnende versfortælling, der trækker på både oldtidens elegiske digte og på nutidens rå erfaringer som stofmisbruger. Langdigtet er en utraditionel rejseguide til misbrugets underverden og op dernede fra og ud i livets skærende lys. En tredelt bevægelse og en indsigt i et liv, der ellers sjældent løfter stemmen. En historie om en kvindes emancipation gennem den klassiske litteratur. 

I 2019 udkom Pia Busks tredje digtsamling Cougar, hvor forfatteren dykker ned i den Københavnske underverden og de mennesker, der lever deri. Digtsamlingen er en satire over Ovids Elskovskunst: hvad ville Ovid have skrevet, hvis han havde været en dansk kvinde lidt over halvtreds på vej gennem Københavns gader en lørdag nat. Samtidig afslutter Cougar trilogien om relationer, tabu, sex og kærlighed i vores tid.