En tid med mirakler
En tid med mirakler
- Vi sender bøger afsted fra forlaget en gang om ugen - forventet leveringstid inden for 5 hverdage
- Omdeling med GLS
- Sikker betaling
- På lager, klar til at blive sendt
- Inventar på vej
“Det, jeg skriver, sætter sig i din bevidsthed. For eksempel en gigantisk flok af spurve, duften af forårsregn, en messingmaskine under jorden, der langsomt driver kontinentalpladerne mod hinanden, et lyn fikseret i et øjeblik mellem dets mystiske ophav i de elektriske sortskyer og dets samtidige ankomst i jorden under os, dets væren begge steder på samme tid, både udspring, afsked, rejse, ankomst og opløsning på samme tid. Sådan er teksten, som det lyn. Jeg skriver det lige nu. Og ligegyldigt hvornår du læser det, er det dette nu, du oplever.”
En tid med mirakler er anden bog i erindringstrilogien, der begyndte med En vej ud af tågen. Det er en bog om den ensomhed, der har fulgt forfatteren hele livet. Et essay om kærlighed og længsel og begær. En dagbog fyldt med fragmenter og drømme, fortællinger og undren og en spirende fejring af livet, som det findes igen efter mange års sorg.
Titel: En tid med mirakler
Forfatter: Kristian Leth
Omslag: Tal R
Udgivelsesdato: 30. september 2022
Sidetal: 136
Pris: 250,-
Rabatkode C
Indbinding: Hardback
ISBN: 978-87-7569-008-4
Pressen har skrevet om 'En tid med mirakler'
"Det er denne generøse, poetiske vekslen mellem temaer og tanker, der giver læseren en følelse af at være i erindringen." -Information
"Kristian Leths bog er en sørgelig satan, der rammer læseren ganske hårdt, hvad end det er i maven eller i hjertet" -Berlingske ★★★★
"For Leth er guderne til stede, og de er i alt; på den måde advokerer han for et radikalt andet verdensbillede end det jordnære realistiske -hvad der kan være forfriskende"
-Jyllands-Posten ★★★★
"For hvor første bind var stor erindringskunst, er andet bind stor essaypoesi"
-Weekendavisen
Pressen skrev om 'En vej ud af tågen'
"Det er terapi for åbent tæppe, men heldigvis også en tur på en kunstnerisk velformet briks, hvor der altid er plads til en (mand) mere. En tiltrængt bog." -Kim Skotte, ❤️ ❤️ ❤️ ❤️ ❤️ - Politiken
Man skal lede i mange bøger, før man finder så visuelle formuleringer, så sigende billeder, så sprødt krakelerende betydninger. I sin nyeste bog, En vej ud af tågen, skriver han en form for voksent reflekterende barndomserindringer, der næsten snor sig ud af en lille drengs rene iagttagelser. - Kristian Ditlev Jensen, Weekendavisen
"Allerede på side 28 græd denne anmelder. Første gang. Kristian Leths essay ' En vej ud af tågen' er et både smerteligt og rørende værk om fædre. Som han skriver til sidst i bogen: ' Hvad er det her så? Et opgør? En korrektion? Hævn? Det håber jeg ikke, selvom jeg har lært, at jeg ikke så let kan gennemskue mine egne motiver. Men smerten er ikke et våben. Det må den ikke blive'. - Molly Balsby, Ekstra Bladet
"Det er ikke en uinteressant historie, Kristian Leth får spundet over en ellers vel ret gennemsnitlig middelklasseerfaring med småsvigt, skilsmisser og travle forældre. Det afgørende her er, at han har formået at gøre sit personlige traumearbejde til et litterært vedkommende værk." -Kristeligt Dagblad