"Idéer, følelser, kritik og håb" - Interview med Helene Johanne Christensen
Helene Johanne Christensens nye digtsamling Sammenfald udkommer på Forlaget Gladiator d. 21. januar 2021 - opfølgeren til den anmelderroste debutdigtsamling Blå fra 2018, der bl.a. høstede fire stjerner fra Kristelig Dagblad og Dagbladenes Bureau. Læs i interviewet herunder, hvordan Helene Johanne Christensen har arbejdet videre siden debuten, hvordan hun generelt arbejder med litteraturen, og hvad hun lader sig inspirere af.
Hvad kan læseren se frem til i Sammenfald?
Sammenfald handler især om forbindelser, synlige og usynlige, og overraskende overlap og sammenfald mellem vidt forskellige fænomener. Digtene vil gerne (tegne et billede af) altings sammenhæng. Jeget spejler sig eller falder sammen med kvinder, der har levet før hende, det forbinder sig via sproget og hænderne, sanserne, med den fysiske omverden, forsøger at forankre sig i verden og gøre forbindelsen mellem hende og verden reel. Digtene er også en undersøgelse af sprogets forhold til verden og måske i endnu højere grad af forholdet mellem den menneskelige bevidsthed og den fysiske omverden (som også er bevidst?), den nære fysiske virkelighed – kroppen, og den lidt længere ude – omgivelserne, planterne, dyrene, stenene, andre mennesker, og den helt fjerne uden for planeten. Der er en bevægelse i bogen, der går fra et ensomt sted, et sted, hvor det for jeget ser ud til at den eneste mulighed er at lukke sig om sig selv og blive selvberoende, stærk, til en bevægelse udad og udad mere og mere vendt mod andre og den fysiske virkelighed, der omgiver hende.
Hvordan har det været at skrive Sammenfald?
Sammenfald har været længe undervejs, omkring tre år. Det har været en lang, besværlig og spændende proces, helt anderledes end med min debutdigtsamling Blå, hvor digtene væltede ud af mig på meget kort tid og ikke krævede ret meget redigering. Hvor Blå var udtryk/udløb for en følelse og situation, så er Sammenfald meget mere sammensat og kompleks i stof og udtryk. Der er mere variation i digtenes form og temperament afsnittene imellem, og stoffet, som bl.a. er historisk og videnskabeligt, har krævet en meget bevidst omgang med digtene fra min side og meget redigering.
Hvorfor begyndte du at skrive, og hvordan har du udviklet dig som forfatter?Som så mange andre skrev jeg som barn og teenager, digte og dagbog, og læste som en gal. Først under mit studie i litteraturvidenskab begyndte jeg at tage min egen skrift mere alvorligt. Det var tydeligt at noget pressede sig på, som ikke kunne rummes i den akademiske form med de relativt stramme krav og regler, der er dér. Jeg skriver bl.a. for at opdage ting, jeg ikke ved, eller som jeg ikke ved, at jeg allerede ved, som Inger Christensen formulerer det. At skrive er for mig en måde at blive klogere på og at komme nærmere mig selv og verden uden for mig selv. Det er også et sted, hvor jeg kan udtrykke idéer, følelser, kritik og håb. Poesien er nært forbundet med kroppen og det, man kan kalde tavs viden eller kropslig viden. Kroppen er klog. At skrive lyrik for mig er at anvende lige dele intellekt og sanser, og det kan man lære meget af, synes jeg.
Hvad er din skriverutine? Hvor skriver du henne, og skriver du hver dag?
Det varierer. I foråret skrev jeg hver dag, knoklede med digtene til Sammenfald. Det er vidunderligt at stå op og som det første sætte sig og skrive. Det er langtfra altid muligt for mig, da jeg er nødt til at lave en masse andet arbejde for at tjene penge. Men jeg prøver at sætte tid af hver dag til at skrive, og så lægger jeg skriveuger ind i min kalender løbende, hvor jeg tager på skriveophold eller i sommerhus.
Hvad læser du for tiden?
Jeg har lige haft lidt af en læsekrise, og det er usædvanligt for mig. Jeg er begyndt på flere bøger, men ingen fangede mig rigtig, siden jeg læste de to vildt gode bøger: Ali Smiths Efterår og en norsk debutroman, der hedder Skabelon af Malin C.M. Rønning. Nu er jeg godt i gang med Suget af Ida Marie Hede, som er herligt vild og våd, og med romanen Umami af mexicanske Laia Jufresa. Flere af bøgerne, der lykkes med at fange mig for tiden, er fortalt delvist eller helt fra barnets synspunkt, og det interesserer mig. Der er en umiddelbarhed i relationen til omgivelserne, en nysgerrighed, alt er ligesom mere åbent, kategorierne, mærkaterne sidder ikke så godt fast endnu, måske er de slet ikke dannet, så verden fremstår meget frodig og lidt weird. Læste også Is-slottet af Tarjei Vesaas for nylig, vild!
Hvad arbejder du på nu?
Jeg er ikke meget for at tale om igangværende litterære projekter tidligt i processen, men jeg kan fortælle, at jeg bl.a. arbejder på noget essaystik om dans. Lige nu skriver jeg bl.a. om en danseepidemi, der fandt sted i Alsace i 1518, og om essayet In Praise of the Dancing Body af Silvia Federici.
Om Sammenfald:
Sammenfald er en digtsamling i fem dele, der med en stærk og egensindig poetisk stemme undersøger og udfolder erkendelsen af, at man som menneske, biologi, bevidsthed og i dette tilfælde kvinde ikke er lukket og selvberoende, men derimod i konstant berøring og udveksling med den verden, man er en del af.
Efter forgæves forsøg på at lukke sig om sig selv og slippe af med kroppen, tages en ny strategi i brug: Jeget stiller sig åben i mødet med verden, gør sig modtagelig, lytter og rækker ud mod et ’vi’. Hun tager sårbarheden på sig og lader sig berøre og bevæge af det, hun møder. Læs mere her.