0

Josefine Graakjær Nielsen om ny roman i Politiken

Josefine Graakjær Nielsen er blevet interviewet af Politikens Thomas Balslev Brandt om sin første roman Johannes. Læs et uddrag af interviewet her.

I Johannes – Josefine Graakjær Nielsens nye roman, som handler om hendes farfar – udforskes kompleksiteten i den grad i sproget. Klicheer er som sunket i jorden til fordel for en fragmenteret strøm af scener og replikker, der flakser ned ad siderne som en flagermus i tusmørke. Eller med Nielsens ordlyd bare: »Helt smadret«.

Men stilen er ikke bare smadret af forfatterens vandaliserede indfald, men fungerer som en spejling af den virkelighed, den beskriver, forklarer hun: »Hele bogen mimer, hvordan vi tænker, hvilket jo ikke er helt lineært, narrativt eller kronologisk. I virkeligheden tænker vi jo alle sammen spredt og i parallelspor«.

Derudover reflekterer sproget i Johannes et af bogens store temaer: tab. Tab af tid, liv og hukommelse.

»Noget af ideen er også at mime den her farfars alkoholdemens – hvordan det er ikke at kunne huske«, siger hun og skelner dermed helt bevidst mellem farfaren i bogen og hendes egen biografiske farfar.

Læs også ♥♥♥♥♥ - Politiken anmelder Josefine Graakjærs JOHANNES

For Josefine Graakjær Nielsen er det »konstrueret« at skrive en fuldbyrdet slægtshistorie, der når rundt om det hele. Det kan ikke lade sig gøre. Men det betyder ikke, at man helt skal lade være.

»Det er noget med at forstå et liv, et helt liv. Det er ikke sikkert, jeg havde skrevet om ham, hvis ikke det var endt så tragisk. Det sætter en lyst til at forstå i gang«.

Har du så forstået mere nu?
»Det er jo svært, for jeg kan godt mærke, at jeg begynder at tale på de psykologiske og biografiske præmisser lige nu, men det er noget med at forstå det at være menneske og at udvikle en større sensibilitet over for sin egen og andres død. Jeg tror, at vi skal tale om de klamme og grimme ting for at udvikle empati«.

På trods af at Johannes handler om netop de grimme ting, er der masser af kærlighed og lys, ikke mindst i kraft af kunstmaleren John Kørners beskinnede omfavnelse af siderne. Det sidste kapitel ringer endda ud sådan lidt liderligt: »Tænke på at kysse hendes læber til hun stønner«, står der.

Ikke så mærkeligt. For lyst og sprog hænger grundigt sammen.

»Lysten ligger i det poetiske, i sætningerne og sproget, meget mere end det ligger i at fortælle, for jeg er jo ikke så prosaisk som mange andre forfattere. Hos mig er det virkelig bare sproget«.


Ældre indlæg Nyere indlæg