★★★★★ "Josefine Klougart skriver som en drøm" - Berlingske
"Boganmeldelse: Erindringsromanen »Alt dette kunne du få« er en slags collage af små tekststykker. Messende og vuggende i sit formsprog griber Josefine Klougart med stor poetisk styrke tilbage til sit ophav for at forstå sin egen baggrund og sine forældres livsvalg."
Skriver Jacob Ørsted i ny, storslået anmeldelse fra Berlingske fra den 14/12/2020, hvor "Alt dette kunne du få" af Josefine Klougart får fem stjerner. Billedet er taget af Nikolai Linares.
"Hvem er jeg, og hvor kommer jeg fra? Disse to spørgsmål svæver gennem siderne i Josefine Klougarts mesterlige roman »Alt dette kunne du få«. For at anskueliggøre denne undren iscenesætter forfatterinden sig selv i tredje person.
I romanen er Klougart Barbara, der bor med sin lillesøster Sara, mor Sonja og far Erik på det landlige Mols – helt derude, hvor kragerne vender. Barbaras opvækst i den store natur udfoldes og bliver beskrevet, som om Klougart bladrer gennem familiens store fotoalbum. Hun kigger på billeder, og herigennem erindres barndom og en tidlig ungdom.(...)"
"I det hele taget læses romanen som en slags collage af små tekststykker. Punktnedslag i form af tableauer, episoder og anekdoter. Alt sammen beskrevet med stor poetisk styrke. Messende og vuggende i sit formsprog griber Klougart også tilbage til sine bedsteforældres ophav. Igen for at forstå sin egen baggrund og at forstå sine forældres livsvalg.(...)"
"»Jeg er en bondeknold,« formuleres det et sted. Klougart erkender, at godt nok har hun mentalt spurtet 1.000 kilometer væk fra sit ophav og sine rødder i forsøget på at »blive en anden«, men lige meget hvor langt og hvor længe hun løber, så vil Mols Bjerge altid bo i hende. Og lige meget hvor meget ryg hun forsøger at vende Sonja, Erik og Sara, vil de altid puste hende i nakken.
Således bliver »Alt dette kunne du få« også en bjergtagende og lyrisk beretning om forsoning med ens opvækst og familie. At droppe skammen og omfavne den indre bondeknold."
Du kan læse resten af anmeldelsen her
Det er vinter, og Barbara rejser tværs gennem landet med sit spædbarn for at være sammen med sin mor og søster i dagene, hvor faren skal gennemgå en stor hjerteoperation.
Operationen går som planlagt, men da han slår øjnene op er det blik der møder Barbara tomt og helt uden tegn på genkendelse; det er som at se ind i øjnene på et menneske rømmet for sjæl. Et stort fald ud i et øde bagved. Hver dag i den følgende uge forsøger lægerne at vække ham fra narkosen, og hver dag sker det samme. Vi forstår det ikke, siger de, men der er jo nogen, som aldrig rigtig vågner.