"Om livets skrøbelighed, moderskabet og om at læne sig ind i sin egen død" - Femina-interview med Josefine Klougart

Josefine Klougart interview i Femina

Josefine Klougart talte i efteråret med journalistpraktikant Kristine Enevold Villadsen fra Femina i forbindelse med udgivelsen af hendes nye roman 'Alt dette kunne du få'. Det er der kommet et fint interview ud af, der blandt andet berører emner som moderskab og forholdet til naturen:

"Det er længe siden, 36-årige Josefine Klougart sidst har udgivet en roman.

Det var ”New Forest” i 2016, og meget er sket i forfatterens liv siden da: Hun har fået en bonusdatter, er selv blevet mor til en søn, har været igennem en voldsom spontan abort, hvor hun mistede så meget blod, at hun var tæt på at dø. Og nu er hun gravid igen.

Livserfaringer, som hun også har trukket på i arbejdet med sin sjette roman, ”Alt dette kunne du få”, som lige er landet på boghandlernes hylder.

For selv om hovedpersonen i romanen hedder Barbara, er der flere paralleller til Josefine, når man bladrer fortællingen om slægt, familieliv og døden igennem.  

Og så får moderskabet en plads i ”Alt dette kunne du få”, som den ikke tidligere har haft i Josefines forfatterskab.

– Jeg har været gravid tre gange, mens jeg har skrevet den her bog, så det med at blive og være mor har fyldt meget i mit liv. Der skete så meget med mig som menneske i den proces, og det tænker jeg, at man kan se på bogen, siger Josefine Klougart og uddyber:

– Romanen handler om at blive mor – at miste kontrollen, men til gengæld vinde noget andet."

Læs hele interviewet på Feminas hjemmeside her. 


Det er vinter, og Barbara rejser tværs gennem landet med sit spædbarn for at være sammen med sin mor og søster i dagene, hvor faren skal gennemgå en stor hjerteoperation.

Operationen går som planlagt, men da han slår øjnene op er det blik der møder Barbara tomt og helt uden tegn på genkendelse; det er som at se ind i øjnene på et menneske rømmet for sjæl. Et stort fald ud i et øde bagved. Hver dag i den følgende uge forsøger lægerne at vække ham fra narkosen, og hver dag sker det samme. Vi forstår det ikke, siger de, men der er jo nogen, som aldrig rigtig vågner.

Køb 'Alt dette kunne du få' her. Pris: 300,- kr eller 210,- kr for medlemmer af Gladiator Abonnement