0
Hundrede postkort fra helvede
Henrik Bjelke

Hundrede postkort fra helvede

Normal pris 150,00 kr
Gladiator abonnement
105,00 kr for abonnenter

(105 kr for abonnenter)

★★★★★
"Et virvar af psykotiske skriftsyner" – Jon Helt Haader, Jyllands-Posten  

"Fuldstændig opløftet og original sproglig energi [...] morsom og raffineret midt i alt sit vanvid" – Nanna Goul, Weekendavisen


Forlaget Gladiators Sandalserie udgiver litteratur på kanten. Dansk litteratur fra oldtiden til i dag. Principielt set. Det vil sige den litteratur, der udvider undersøgelserne af hjernens geografi. Som rapporterer om nye opdagelser, andre erfaringer. Og som i en vis forstand har gjort arbejdet før os, flyttet grænserne for det normale, så vi ikke behøver at kæntre.

Vi lægger ud med salig Henrik Bjelkes Hundrede postkort fra helvede fra 1980 + novellen Luna fra essaysamlingen Seks råb fra baghovedet, 1981

Gladiators Sandalserie er også et statement. Det handler om at revoltere den eksisterende kanon. Ud med Henrik Pontoppidan og ind med Helga. Ud med Karen Blixen og ind med Bjelke!

I efterordet til Hundrede Postkort fra Helvede skriver Ida Marie Hede:

Der er en serie værker, jeg ofte tænker på som postkort. Et møde mellem billede, tekst og tanke. En passage gennem tid og rum. Kunstneren On Kawaras ’Today Series’.

De konceptuelle lærreder, varieret over otte forskellige formater, er altid malet i hånden, sort på hvid eller rød baggrund, og rummer ikke andet end en række tal: Angivelsen af en dato. Kawara har malet dem siden 1966. Datoen er altid dokumenteret ud fra det sprog og de grammatiske konventioner, der findes på det sted, hvor Kawara har rejst, og hvor billedet er blevet til.

De meditative lærreder bryder aldrig den konceptuelle kontrakt. De fungerer i kraft af den minimale variation, den insisterende gentagelse, som fx optog fluxuskunstnerne. Det suger i bevidstheden ved forestillingen om sammenhængen mellem kronologisk, menneskeskabt tid, fysisk rum og det at presse begge dele ind i én stiliseret form.

Jeg ved, at ’Today Series’ vil fortælle noget om den uendelighed af tider, hvert sted simultant rummer, om min omverden, dens mangfoldighed. Måske få mig til at stoppe op i øjeblikket. Højtideligt udskille øjeblikket, der ellers flygter. Lærrederne, der ville hænge så fint i en white cube. Der passer til væggen over en kommode, en seng. Mens jeg sover i dén seng, vasket og ren, med blondekrave og sirligt stribede lagner, med alle min krops groteske og skyggefulde udposninger og foldninger gemt under dynen, og alle sakse, pincetter og hobbyknive, der kunne rive flænger i maleriets lærred, pakket væk i et ciseleret kiste.

Mens jeg tuner ind på On Kawaras idé, så minimal, at min hjerne synes at snøre sig sammen. Måske fordi oplevelsen af hans billeder ikke er baseret på materielle overraskelser – men i stedet på én idé, et nedslag i tidens flow, der ikke på noget tidspunkt synes at møde sig selv som et forandret selv, som en anden – som aldrig snubler over sig selv som en flygtende fortabt bror; som en speedsnakkende falckmand; som en støjende konvulsivisk grammofon af udseende som en ovn; som en kvinde uden underkrop, hvor lagenet bugter sig fordækt ved torsoets afslutning.

De sammenstød finder jeg derimod hos Henrik Bjelke. Så mange billeder snubler, så mange perspektiver skifter spor. Hos On Kawara er tiden en række perler på en snor. I Henrik Bjelkes Hundrede Postkort fra Helvedeer tid og rum på én gang en perlekæde, som en identitetsløs mund sluger sammen med en synål og igen spytter ud. Bjelkes roman giver mig en oplevelse af en omverden, der konstant skaber forbindelser mellem alt, både det virkelige og det fantastiske; det døde og det levende. Et tumultarisk og et stærkt fysisk rum. Min hjerne skiftevis løftes og trykkes: Kælderrummet derinde i det sensoriske cortex, indrettet til ornamenterede laviner, får tændt sine glødepærer. På romanens sider støder idéer, narrativer, begærsfantasier, og ren tekstlig ophidselse, sammen med hinanden som sproglige flader.

Hvis Hundrede Postkort fra Helvede i sig selv er en samling postkort, må det være en samling tætskrevne papirlapper. Tankestrømme, der vælter ind i hjernens postkasse; tekster, der selvransagende og temperamentsfuldt ekspanderer ud over deres rammer; kruseduller, der som tegninger boltrer sig ind i adressefeltet og ud over det skinnende billede af Cote d’Azur eller Roskilde Byvej, eller slanger sig ud over de sødmefyldte og sorgfyldte beskrivelser af fx relationen til Alice, jegets kærlighed.

Hos Bjelke vil et postkorts oprindelsessted ikke være begrænset til en fysisk destination. Et sted vil aldrig brillere gennem ét ikonisk tegn, lade sig nøje med at være et symbol. Bjelkes steder er snarere mentale, hallucinatoriske og detaljerige billedrum. Hen over siderne bygges de hastigt op på de knap synlige ruiner af de forrige rum, på de visuelle forestillinger, som de ruiner bringer med sig. Og kollapser hurtigt til noget ufuldstændigt: Nye ruiner. Flader, intensiteter. I starten snubler jeget – den stemme, der hele vejen igennem er teksten – over hundrede postkort med Che Guevaras stiliserede portræt. Det ’udbrændte ansigts- landskab’ er et billede fra helvede, et dræbt ’betonlandskab’. Billedets konceptuelle forfladigelse truer med at brænde hjernen ud på prosastrømmens sitrende nervesprog.

Bjelke er ikke Kawara, ikke på den måde konceptualist.

Han er ikke Andy Warhol, han arbejder ikke med pop.

De ensartede postkort finder jeget på det psykiatriske hospital, han har indlagt sig selv på, men de kan ikke udfri ham fra stedets absurde bureaukrati. Institutionens strukturer fremmanes i glimt. Under overskriften Night among the lunatics bliver dette næstenrealistiske rum et anker for romanens digressioner. De digressioner er bl.a. en række kærlighedshistorier: Jegets forhold til hustruen Alice og jegets forelskelse i en mand, Bowiekopien og begærsobjektet Vince. Og begæret efter forskellige kroppe og forskellige ikkekroppe. Passionen og den efterfølgende selvudslettelse. Og sorgen over Alices tvivl. En spørgen til hendes psykologi, hendes ildevarslende selvstændighed, og til jegets eget begær og formåen, hvad det dog skal.

Digressionerne er også romanens små knaldromaner, der som mytologier kommer med pludselig fart og opmaler midlertidige verdner. Fx Max og Giselle, der incestuøst flygter fra det patriarkalske barndomshjem; fx komtesse V, hvis tekop af sortviolet men bleget porcelæn har form og øre som en kæmpedderkop.

De digressioner fremmaner en utilpassethed, som netop altid accelererer begæret, oplevelseshungeren, fartiveren, refleksionsniveuet, indlevelsen i en række fantasmatiske rum, der flirter med en realisme, men så forskyder den. De er bevidsthedsstrømme, hallucinationer. Kosmiske drømme. Forestillinger om sprog, om tegn. Citater, omkvæd, intellektuel spleen. Jobs bog, Dr. Mabuse og Androgyniens Tidsalder. Groteske metamorfoser; fra et rum til det næste. Fiktive memoirer, kun halvt begyndte, ikke kun fra jegets liv, men også fra hans mors. Jeget i en ny krop, så ude af den krop. Det animerede og tungetalende. En intellektuel blottelse af verden. En højpandet boltren sig i fremmedord, etymologier, sproglig skryden. En politisk vrede, en institutionskritik, en lede ved alt det middelmådige og en stadig omsorg for det, især for det almindeligt excentriske. Men først og fremmest en kropslighed, der også er spekulativ.

Hundrede Postkort fra Helvede er skrevet på en form for hjernedrevet obskønitet, som om hele romanen er givet form med underlivet, men et underliv, der dunker ud af hjernen, så der på den måde ikke er et hierarki mellem top og bund, ligesom der i romanen ikke er et hierarki mellem himmel og helvede. I den jordnære kødelighed er der en nedbrydelse af alt det, der tror sig for fint og for vigtigt, alt det, der forstiller sig – som altid umiddelbart efter gives modspil af Bjelkes campede eksotik, af fløjl og vinger og cerutter og transparente silhouetter, det dekadente og groteske, en alvorlig forelskelse i teksturer, folder, forandringer, materialer, skygger, spejlinger; en ophøjethed.

Når jeg læser Hundrede Postkort fra Helvede, ved jeg godt, at jeg ikke kan sige noget, som teksten ikke selv siger. Den forstår sig selv, den kommenterer sig selv, sin egen filosofi. Den vrænger af sig selv, den hengiver sig til sig selv, rører ved sig selv. Det betyder ikke, at jeg ikke hele tiden tænker. Måske tænker jeg med teksten, tænker ind i den, og ikke på den. Jeg kan sige noget om selve læsningen; at jeg kommer til at læse på en måde, hvor jeg ikke behøver at lede efter en logisk sammenhæng mellem de skiftende rum.

Tekstens analyserende niveau er jeg hele tiden en del af. Men jeg er altid kastet ned et sted, hvor meningen ikke er, at jeg skal overskue resten. Og så er jeg måske ikke i dybden, men i overfladen. Blandt jordoverfladens skår og murbrokker. Blandt ruinens fantastiske halve relieffer eller afhuggede næ- ser, der fremtryller billeder af nye, hele kroppe. Jeg ligger dér som en partikel i tryksværten og ind- ånder lugten af en eksistentiel flade, der både hænger sammen og erstatter den forrige og den næste. Tænkeren Gilles Deleuze kalder sådanne flader for assemblager. Han ser netop ikke litteratur som noget, der spejler en virkelighed. Men snarere som kollektive forlængelser af erfaringer.

Erfaringer, alt det, som verden rummer, udspringer ikke grundlæggende fra et subjekt, mener Deleuze. Alt dét udspringer snarere af forbindelser mellem kroppe, og idet verdens erfaringer skabes og bliver til, former de i deres forskelligartethed litteraturens figurer. De figurer skal altså forstås som assemblager, som uharmoniske og sammensatte samlinger af ’intensiteter’. Dvs. af følelser, affekter, hændelser. Af billeder, teksturer, lugte, syner, overflader, associationer, citater, ornamenterede ord, voldsomme sætninger, ophidselser, selvransagelser, henførelser, koreografier, bevægelser, anretninger.

Det er ikke figurerne, subjekterne, der får os til at forstå verden. De repræsenterer ikke noget. De skaber verden. Et subjekt, som f.eks. en litterær karakter, er på den måde altid upersonligt, siger Deleuze. Jeg tænker på, hvad Bjelke skriver om prosaens anatomi, der er ligesom ganens upersonlige riller og rytmer i principielt endeløs kontinuitet; brugt og levet, også i søvne, erkendt højst under en gaben. Alt er i bevægelse, hos Bjelke er skriften altid i gang, bevidstheden og læsningen bølger igennem en række tilstande. Teksten pulser ud af sit eksistentielle spor, vakt af surrealismen, rammet ind af psykiatrien, dødens pølse. Fodret af de forestillinger, der ligger i tidsånden fra 1960’erne og frem. Den er søgende.

Når jeg ligger der og læser i overfladen, leder jeg ikke efter psykologiske dybder; jeg opholder mig kun midlertidigt på hver side, ved tekstens spørgsmål, der deformerer sig selv, før der findes et svar. Læsningen af Hundrede Postkort fra Helvede er en passage gennem tid og rum. Et møde mellem billede, tekst og tanke. Men jeg tænker især på Bjelkes tekst som en visuel tekst, måske i kraft af det ruinøse og i kraft af den filmiske fornemmelse, de abrupte narrative klip giver. Sprogets flader er som billeder – som Bjelke skriver, der må surveillance ind, menneskets distraktion af billedverdner, billedstof, heterogene billedsekvenser, diskontinuitet demonstreret i praksis. Bjelke var bl.a. inspireret af Wiliam Burroughs, af hans cut-up-teknik, hvor teksten irrationelt klippes i bidder. Burroughs havde i 1960’erne en forestilling om sprog som korrupt, som en virus.

Hverdagssproget er magtens og derfor forurener det vores bevidsthed; det producerer vores tanker og hæmmer vores frihed. Cut-up var en måde at bryde sprogets mekaniske kontrol på. Men Burroughs var ikke kun optaget af sine litterære eksperimenter; han fascineredes også af hieroglyffer og sprogarkæologi. Han forestillede sig et sprog uden lydlig kommunikation eller fonetik; et sprog, der svæver som en slags piktogrammer mellem vores bevidstheder og transmitterer betydning med en eksplosiv, frisættende kraft. Inspirationen fra cut-up-teknikken er tydelig i Hundrede Postkort fra Helvede. Passager afbrydes drastisk.

Men måske kendetegnes teksten især af Burroughs fantasi om billedet, der svævende transporterer betydning. Af billeder, der stables og gennembryder den læsendes krop. En porøs krop. Det er en tekst skrevet i en tid, hvor mediebilleder kommer stormende og samples med nye sprogformer. Marshall McLuhan beskriver i 1964, hvordan vores nervebaner flyttes fra kroppens indre til hudens overflade. Sanserne intensiveres.

Vi er sårbare; vi reagerer på nye måder. Vi forstår verden og kommunikerer anderledes end før. Vi kan ikke stille os uden for de mytiske eller uvirkelige rum, der kommer os i møde. Trænger sig på i vores kroppe. På den måde kan sproget heller ikke fungere logisk eller kausalt, som det før har gjort. Det prøver i stedet sig selv af som uafsluttet, mytologisk og visionært; som teknologisk, kunstigt, euforisk; som grotesk, kantet, perverteret, forfaldent og ruinøst, altid på vej et nyt sted hen. En bevægelse ind i detaljen, der forstærker æstetikkens intensitet.

Hundrede Postkort fra Helvede blander eksistentielle og affektive spor med dén sproglige nødvendighed. Teksten møder konstant sig selv som en anden; som den skideflotte Karen Novotny; som en ung kvinde lænket til en seng i sølvhandcuffs; som saltkrystaller på blegt aubergibekød eller som Debussys underlige, undersøiske musik. 

Efterord af Ida Marie Hede.

Forfatter: 
Henrik Bjelke

Titel: 
Hundrede postkort fra helvede

ISBN: 
9788799617616

Udgivelsesdato: 
19-06-2013

Indbinding: 
Softcover

Sidetal: 
197

Omslagsgrafiker: 
Thomas Joakim Winther

Indholdsgrafiker: 
Thomas Joakim Winther

Illustrator: 
Halfdan Pisket
Læs mere

Del dette produkt