0
Indimellem holder de af hinanden

Charlotte Strandgaard

Indimellem holder de af hinanden

Normal pris 150,00 kr
Gladiator abonnement
105,00 kr for abonnenter

(105 kr for abonnenter)

❤❤❤❤
"Teksten formår at rumme den store patos, fordi den samtidig er så cool komponeret. Der er ikke et ord for meget i Strandgaards skarpt skårne bog, komponeret efter det serielle princip, som var hot i 1960′ erne, og som fremstår hot igen. Det er en glædelig genudgivelse, og jeg forestiller mig, at den vil give unge danske forfattere mulighed for at forbinde sig med en vigtig formor " – Lillian Munk Rösing, Politiken 


Charlotte Strandgaards udgivelse fra 1969 byder på 81 tekster, der definerer parforholdets op- og nedture og middelmådigheder. Teksterne består af små hverdagsagtige observationer og storslåede mytiske fortællinger.

I efterordet skriver Asger Schnack:

1969 var et skelsættende år i dansk litteratur; et strålende år – med en række meget vigtige bøger. Og med en grundlæggende stemning af kulmination og vadested. Det var, som om en masse af de ting, der var sket i løbet af årtiet, samlede sig sammen og fandt et udtryk. Som om strømninger løb sammen og frisatte energier. Det var i høj grad en avantgarde, der talte og havde noget at sige. Som om verden og sproget og lyden og oplevelsen af verden og sproget og lyden smeltede sammen i en tidsintensitet, som var så markant, at resultaterne stadig fremstår som – 1969.

Frank Zappa udgav Hot Rats, og Bob Dylan udgav Nashville Skyline. Og nok så mærkeligt – og sjælsrystende – var det, at den første piratplade med ukendt Bob Dylan-materiale, Great White Wonder, udkom og lod sig bestille via en adresse i Sverige. Jimi Hendrix udsendte Electric Ladyland. David Bowie udsendte David Bowie – senere genudsendt som Space Oddity. Månelanding: 20. juli. Per Højholt udgav +1 – et konkretistisk skrivemaskineprojekt i A4. Inger Christensen udgav Det – et andet skrivemaskineprojekt! Og Kirsten Thorup berigede den danske litteratur med Love from Trieste.

Ikke mindre vigtigt var det, at Per Kirkeby udgav digtsamlingen ornamentet er noget som er frataget tiden det er ren udstrækning fastlagt og stabilt. Det fortæller alt sammen, hvordan tiden var sammensat, hvad den bestod af. Der var en knaldhård avantgarde, som var åben over for populærfænomener, men afvisende over for mainstream modernisme. Det store jeg var erklæret dødt, og anonyme fænomener blev hyldet. Det betød, at metaforen var på tilbagetog i poesien, som i stedet dyrkede ny enkelhed, konkretisme, visuelle virkemidler, popkunst i form af referencer og kult.

Vi havde haft 1968, hvor en række udgivelser, som rekapitulerede situationen, nært og i rundhorisont, var udkommet. Jeg tænker her på Hans-Jørgen Nielsens generationsantologi eksempler og hans essaysamling ’Nielsen’ og den hvide verden – foruden Per Kirkebys Billedforklaringer (Jarl Borgen kan ikke takkes nok for på Borgens Forlag at have udgivet disse værker). Tidsskriftet ta’ havde figureret i 1967-68 med stadige eksempler og overvejelser fra selvsamme generation. Kunsten stod skarpt og klart i et fællesskab, men også i høj grad repræsenteret af enkeltpersoner.

Hans-Jørgen Nielsens begreb ”attituderelativisme” forklarer godt, hvad der var på færde. Den sikre identitet var ikke længere endt i en tragisk splittelse, men var forvandlet til en række ligeværdige attituder, en samling muligheder; et spil for roller. Et menneske var mange forskellige udgaver af ”sig selv”, indgik i forskellige sammenhænge, deraf interessen for særverdener. Det kunne være sportens verden (som hos Jørgen Leth) eller we- sterns (som hos Per Kirkeby). Det populære kunne også være musikken, ikke mindst tidens beatmusik, med flowerpower-undertoner.

Dengang – i 1960’ernes Danmark – kunne kvindeverdenen stadig betegnes som en særverden, hvor kvinder levede i en slags indelukke, afsondret fra arbejdsmarkedet, det offentlige rum, erhvervslivet, samfundsdebatten, kunsten. Som sådan kan Charlotte Strandgaards første digtsamlinger anskues: som en række – kunstnerisk meget bevidste – indblik i kvinders liv, ikke mindst hvad angår graviditet, børnepasning, husholdning. Alt sammen defineret af den tids kønsrollemønster. Kvindekampen – kvindefrigørelsen – fandt først for alvor sted i 1970’erne.

Charlotte Strandgaard kombinerede i sine første samlinger et snævert fokus på denne kvindeverden – ofte i nærbilleder – med en medviden om samtidens eksperimenterende positioner; hun praktiserede en egen form for rollespil og en sproglig minimalisme, der fandt sin filosofiske begrundelse i det, Hans-Jørgen Nielsen kaldte modernismens tredje fase; den afgørende oplevelse var en oplevelse af tomhed, en transcendensløs entropioplevelse, der bedst kom til udtryk i serielle frembringelser a la Andy Warhol og anden popkunst. Således også Charlotte Strandgaards digtserier.

Hun debuterede i 1965 – det år, hvor så mange fra generationen debuterede – med digtsamlingen Katalog. Tit- len er typisk: poesien som et katalog over fænomener. I 1966 fulgte den sikrere Afstande (med et forrygende omslag af Per Kirkeby – indkøbsdame i virtuos popkunst). Her er det netop serier, i skiftevis total og closeup. Bogens sidste digt lyder: ”omverdenen / er påtrængende / den giver sig ikke // den / holder sig ikke tilbage”. I 1967 udkom samlingen Uafgjort og endelig i 1968 Det var en lørdag aften (med et sirligt omslag af Ursula Reuter – senere: Ursula Reuter Christiansen).

Det var de fire digtsamlinger, som Charlotte Strandgaard havde udgivet, og som havde placeret hende som en naturlig del af den unge generation. Sammen med den jævnaldrende Kirsten Thorup og den noget ældre Inger Christensen (som havde gjort sig gældende før 1965 i slipstrømmen på konfrontationsmodernismen) var hun alene om at repræsentere kvindekønnet og den, der valgte at lægge vægten netop på kvindens verden. Hun havde vist, at hun kunne balancere på den knivs- æg, der hedder popkunstens forelskelse i det banale, en slags dobbeltposition af afstand og indlevelse.

Det konstaterende – at konstatere, kun at konstatere – er vigtigt, jf. Hans-Jørgen Nielsens digtsamling konstateringer (1966), man kan sige: det ikke følelsesfulde, som vi også kender det fra Per Højholt (”Forholdsregler”, Min hånd 66, 1966). Et digt i Afstande – fra serien ”Close up IV” – lyder i sin helhed: "på træet / er der / et blad". Det er haikuagtigt kort, tømt for fortolkning, indlagt følelse eller stillingtagen. Det er den ene position; den anden – som kommer til udtryk i Charlotte Strandgaards første bøger – er det lige ved patetiske engagement i kvinden som offer.

Bedst er de digte, hvor de to positioner ikke optræder adskilt, men i en sammensmeltning, der bliver digtets varemærke. Det sker heldigvis tit, og det viser Charlotte Strandgaards talent, hendes evne til at bruge sproget som materiale, som det hed med en parole i disse år. Den cool mellemposition – hvor digtet ikke er digt, men ’text’ eller ’stykke’ – bliver tydeligst formuleret i Charlotte Strandgaards femte bog fra 1969, nærværende Indimellem holder de af hinanden, der kan ses som en hybrid imellem poesi og prosa, imellem digtsamling og punktroman, typisk nok uden genrebetegnelse.

Originaludgaven har omslag af Arthur Köpcke – vi går fra den ene internationale kunstner til den anden, Köpcke var ligesom Ursula Reuter (Christiansen) tysk født og bosatte sig i Danmark – og signalerer sådan set allerede fra forsiden, at der er tale om et systemisk værk. (Fra ordet ’Resultater’ går der linjer ud til en række tilsyneladende tilfældige ord). Men det meddeles også straks på første tekstside, idet teksten er nummereret med et ettal. Hver tekst er nummereret – hvorimod bogen i øvrigt ikke er pagineret – og ingen af teksterne fylder mere end én side.

Med en enkelt undtagelse er alle teksterne prosatekster, sat med fast bagkant. Selv om nogle af dem er ganske korte, ja ikke engang en linje lange. Man læser dem som ’texter’, ikke som digte. Dvs. en neutral tekstform, der ikke bærer på andet indhold end det, der ligger frit fremme i teksten. De er præget af en vis nøgternhed, men herudover arbejder de med et ekstra lag, idet enkelte ord og sætninger er fremhævet med kursiv – hvilket understreger teksternes tekstlighedDenne kursivering fremskriver et teksternes metaplan, hvorfra der unaivt ses ned på ’materialet’.

Antallet af tekster er i øvrigt interessant. Der er 81 tekster, og 81 er taoismens hellige tal. Det kan være tilfældigt, men mon dog? Tao te Ching består ligeledes af 81 stykker; undertiden er et stykke på trods af sammenhængen spaltet i to, forklarer Victor Dantzer i forordet til sin oversættelse (1924; som Uglebog 1971). ”Denne fremfærd skyldes ønsket om at få nøjagtig 81 stykker i alt.” Ligesom Tao te king er Charlotte Strandgaards bog nok systemisk i sin helhed, men der hersker også en uorden stykkerne imellem. En vis tilfældighed præger billedet, hvad angår rækkefølge.

Overordnet er der altså en ramme, som understreges af, at den første tekst begynder med ordet ”Indimellem”, og den enogfirsindstyvende slutter med ordet ”indimellem”. Men imellem begyndelsen og slutningen er det svært at se, hvilken orden der holder uordenen borte. Jo, ordenen består i, at forskellige forløb på skift får ordet, eller man kunne sige, at stykkerne er blandet som et spil kort, hvis farver kommer igen, forsvinder ud af syne – for så atter at vende tilbage. Som i Tao te Ching kan det virke, som om visse stykker er stukket ind helt tilfældige steder i sammenhængen.

Denne tilfældighed er vigtig, for den udsiger noget om verden. Der er spor og serier, men de kommer væltende i en slags random mode. Den ene serie er, hvad vi kunne kalde titelserien, rækken af korte udsagn, der indledes med ”Indimellem”; indimellem gør ”de” det ene, indimellem gør ”de” det andet – uden punktum. Hovedpersonerne er anonymiseret, vi har indtryk af, at det er en mand og en kvinde, men andet får vi ikke at vide. Man ser dem for sig i en forstad; i et byggeri uden ende – og uden særlige karaktertræk. De repræsenterer bare mennesket – i en art seriel serigrafi.

Denne serie – dette forløb af tekster – er ganske dominerende, ikke mindre end 20 gange kommer formlen igen (+ én, hvor ”Indimellem” indleder et længere stykke). Men det er svært at se et egentligt system i frekvensen: 1; 5; 10; 14; 17; 23; 27; 32; 36; 39; 43; 45; 49; 53; 56; 61; 65; 71; 76; 78 (+ 6). Titelteksten = ”Indimellem holder de af hinanden” falder sent i forløbet (76).

Et andet forløb er, hvad vi kunne kalde mytologisk/religiøse henvisninger. Det står nærmest i modsætning til ”Indimellem”-forløbet i hele sit indhold, men samtidig postuleres en jævnbyrdighed forløbene imellem. Et vigtigt element i bogen er aborthistorien. Naturligvis på grund af kvindesynsvinklen; vi er her atter i den særverden, Charlotte Strandgaard har bevæget sig i tidligere.

Historien er spredt ud, igen tilsyneladende tilfældige steder. Men isolerer man stykkerne, ser man, at de danner en sammenhængende fortælling. Det har Per Højholt og Steffen Hejlskov Larsen gjort i deres antologi og (1971), hvor de bringer følgende tekster i rækkefølge: 19; 28; 41; 57; 68; 75; 79 – og får en slags novelle ud af det. Men herved går en pointe tabt: det netop usammenhængende! Helhedens entropi. ”En dag starter forløbet igen,” hedder det i nummer 47. Der er et poetisk indslag og et ordsprogsindslag. Og altså et løfte om, at forløbet fortsætter.

Sådan kan ”indslag” skydes ind i tekstrækkerne, alt kan ske, vidt forskellige ”verdener” kan blive repræsenteret, får sin plads i kronologien, som ikke er en traditionel fremadskriden, men læsningens fremadskriden. Ikke af handling, men af (sproglige) handlinger. Man kunne kalde tekstrummet for en collage, hvis dele alle på en eller anden måde beskæftiger sig med kærlighed eller i det mindste med menneskers måder at forholde sig til hinanden på.

En af de vigtigste tekster er nummer 4. Tidligt i bogen er den et signal om den tid, den udkom i. Vi er i vand. Der er en fisk, der er gul, og som svømmer grønlig i det blå vand. Det er som en drøm. A dream. En farvedrøm. Der er så meget flowerpower i dette her, så meget Rimbaud (med roser og safirer). Der er fisk i alle regnbuens farver, som står i stimer. Der er et fortidsvrag med skatte (eventyr). Og der er – meget vigtigt – det kunne næsten være Jørgen Leth – en regn af guld i springvandsform. Sidste linje: ”Menneskene kommer op til overfladen med armene fulde af guld.”

Forfatter: 
Charlotte Strandgaard

Titel: 
Indimellem holder de af hinanden

ISBN: 
9788793128125

Udgivelsesdato: 
05-12-2014

Indbinding: 
Softcover

Sidetal: 
98

Omslagsgrafiker: 
Thomas Joakim Winther

Indholdsgrafiker: 
Clara Birgersson

Illustrator: 
Halfdan Pisket
Læs mere

Del dette produkt