5 hjerter til "Bedårende" i Politiken!❤❤❤❤❤
Lillian Munk Rösing har anmeldt Ida Marie Hedes seneste værk Bedårende begejstret i Politiken i dag. Det blev til 5 hjerter.
❤❤❤❤❤
"Det poetiske kammerspil 'Bedårende' sprudler af humor og stof til eftertanke, når biologiske begreber omdannes til fantasifuld prosa.
Ida Marie Hede interesserer sig for materie og sjæle. De menneskerester, der undslipper eller trænges ude af normalbevidstheden: hår, negle, bakterier, døde. Den krop, der er alt for materielt nærværende til, at vi kan kapere det, de kroppe, vi forsøger at kapere i deres fravær. Mikrobiologi og dødekult, tankernes omgang med det, vores normale opmærksomhed ikke perciperer. (...)
Det er ikke bare poetisk og filosofisk, når Hede i sin lige så præcise som fantasifulde prosa lader ånd og stof, levende og døde pleje omgang med hinanden, det er også morsomt: »Villavejsidyllen har ingen røv, men hvis den havde, ville det være en udspilet én«. »Er gæsterne alle sammen døde ligesom kroppen her, skal de lige have deodorant på?«. »Jeg ved at min fars lig har en tvivlsom status for kvinderne herinde«. (...)
Sat på spidsen formår Ida Marie Hedes prosa at vise os, at tis og lort og snot og lig og bakterier kan være bedårende. På en måde så vi også mindes om ordets betydning af at gøre til dåre, at hensætte os i en tilstand uden for normalbevidstheden. I bedste forstand, i hele ordets spændvidde, er også bogens egen prosa bedårende. En på én gang mikrobiologisk og spiritistisk seance."
Læs hele anmeldelsen her
Bedårende er maj måneds bog.
Køb Bedårende eller tilmeld dig Gladiator abonnement nedenfor og få 30% på alle Gladiators øvrige bøger!