6/6 til Julie Mendels RELIKVIE samt en opfordring til at læse og genlæse!
Fotografi: Michella Bredahl
Endnu en bogblog har vurderet Relikvie af Julie Mendel til 6/6! Anmelder Hans Peter Madsen skriver blandt andet sådan her om bogen:
Det er en bog, hvor jeg, så snart jeg havde læst den, straks vendte tilbage og genlæste det indledende digt, der er en "Liste over det, der skal bevares og føres videre", såsom:
Citronerne og det kogte vand // Gulvtæpper // Og alle mennesker i metroen // Deres mund, nogens lukkede øjne!
Læg mærke til udråbstegnet, der insisterer på, at nogens lukkede øjne kan være en stor, jordskælvende begivenhed. Relikvie har nogle af de bedste udråbstegn, jeg har læst. Og alle mennesker i metroen, som går igen i løbet af bogen og bliver bærere af et paradoksalt håb: ved at forestille sig, hvem fremmede mennesker i toget er, kan man et øjeblik slippe ud af sin ensomhed uden faktisk at skulle interagere med en anden person.
Madsen opfordrer til at læse og genlæse og genlæse Relikvie, der ifølge ham er en bog, der er sitrende smukt skrevet:
Det er disse småting, der ikke i sig selv er en kur for hverken ensomhed eller depression, men nærmere bærer et grænsende til dødsdømt håb på trods, som Julie Mendel får skrevet frem så sitrende smukt, at enhver bør tvinges til at læse og genlæse og genlæse det!
Læs hele anmeldelsen her.