Andreas Pedersen vinder debutantpris for Fryden
Andreas Pedersen vinder Munch Christensens Kulturlegat for debuten Fryden
Lars Bukdahl fra juryen kredsede i sin meget begejstrede tale til Andreas Pedersen blandt andet om bogens genre:
"Bogen har ingen genrebetegnelse, men som Politikens lige så befrydede anmelder påpegede, er ”notater i flok” et meget godt bud på den manglende genre, så sandt som bogen indeholder alskens både lyriske og prosaiske formater såvel som stilarter, blandt hvilke man igen og igen møder notatets særlige mix af det henkastede og det eftertænksomme.
Syv sider senere, i det første af tre hvirvlende portrætter af ungdomskolleger, konstaterer digteren, at ”der er punkter for spredning og samling/ som daglejere og sne, skønhed i flok.” Og det er alligevel den bedste genrebetegnelse, fordi den også artikulerer digterens på samme tid beskedne og gigantiske ambition, i den enkelte tekst og i bogen som anti-helhed: Skønhed i flok. Flokken er en flerhed, der uroligt befinder lige præcis mellem spredning og samling, en levende flerhed nemlig, som vrimlende sneflokke og flokke af daglejere."
Læs Litteratursidens reportage fra prisuddelingen her