Anmeldelse af; Før var der marker af Thea Berg

I sidste uge modtog Thea Bergs debutroman, Før var der marker, en virkelig detaljeret anmeldelse af Nikoline Rosenbjerg hos BogMarkedet.

Før var der marker er en kollektivroman, hvor vi følger de ni beboere i Søndervangens opgang 61 nøje en uge, hvor en af beboerne, den tidligere Dansktopsangerinde Alice, forbereder sit selvmord. Det er et unikt blik ind bag boligkompleksets betonmure, et blik på de mennesker der rent faktisk lever og har en hverdag der. Eller som Rosenbjerg skriver i anmeldelsen:

"I Thea Bergs socialrealistiske debutroman Før var der marker er vi helt ude i betonblokkenes afgrund. Den afgrund, hvor ensomme sjæle og velfærdsstatens dårlige samvittighed er samlet."

 

"Gennem objektive, fragmenterede blik, samler sig et billede af en virkelighed på kanten af samfundet, hvor hver beboer bærer på sin egen byrde af tabte muligheder, drømme, håbløshed og længsel efter noget andet – noget mere."