"Bedste Skyggebjerg-roman siden debuten" - ♥♥♥♥ i Politiken
Mikkel Thulstrup Nielsen har anmeldt Jacob Skyggebjergs roman DER GÅR MIN KLASSELÆRER. Han giver ♥♥♥♥! Du kan læse et uddrag af anmeldelsen her:
"Jacob Skyggebjerg har med sin millenniumkrønike, 'Der går min klasselærer', skrevet sin bedste roman siden debuten."
"Stedet er Løsning, en flække ved Hedensted med dødedyrsfabrikken DAKA i baghaven. Man kender hinanden på bilerne, der bryder stilheden.
I en malstrøm af eurodance, buffalostøvler og scootere, pølsemix, Pisang Ambon og tjubang går den almindelige, udbrændte klasselærer Erling rundt og dagdrømmer. [...] Det er en forvirrende tid, og der er nok at drømme sig væk fra, væk til. Huset er betalt, Land Roveren er købt. Nu er det Mira (anagram over konen Irma), elev i niende, Erling kaster sit begær over."
"'Der går min klasselærer' er realisme af klassisk karat: kompositionen med prolog, der varsler tragedie, og epilog, der samler stumperne; afstemte - og tilpas afstumpede - dialoger; fortællerens filmisk-panoramiske blik over landsbylivets mekaniske gang; den ironiske fortællestemme, der indforstået veksler mellem indlevelse og afstand, skiftevis værner om og udleverer sine karakterer til en famlen i skellet mellem drøm og realitet.
Alt dét er med til at skabe et underholdende og genkendeligt, alt for genkendeligt, tidsbillede med en besk eftersmag af fornedrelse og karryketchup.
Jeg både ser og hører romanen for mig, statisk pumpende."
Du kan læse hele anmeldelsen på Poltiken.dk
★★★★ - Nordjyske
Et vidunderligt tidsbillede, og man er som læser fuldstændig sat tilbage til år 2000 med DJ Alligator, Buffalostøvler, brændte cd'er og DKNY-parfumer - Bogprofeten
Råt og grimt og real - Litteratur.dk
Et ubehageligt og nødesløst univers - Information
Om bogen: Løsning, 2000. Den livstrætte folkeskolelærer Erling er blevet ramt af forelskelsens sindssyge. Subjektet: Eleven Mira i den niendeklasse, han er klasselærer for. Pludselig findes der en mening med tilværelsen, og i følelsernes og sansningernes voldsomme rus, glemmer han sit ansvar overfor såvel eleverne, som overfor sin hustru Irma, der intet aner om alt det, som foregår i ham. Den nye verden, han pludselig er blevet en del af.