Berlingske: ♥♥♥♥ "Debutroman er måske årets mest gakkede galmandsværk"

Berlingskes litteraturanmelder Katherine Diez har anmeldt Sigriður Larsens debutroman 'Crash Kalinka'. Læs et uddrag af anmeldelsen her:

Foto: Lærke Posselt

"Lad mig indlede med at flekse et citat fra Dickens' »En fortælling om to byer« : »Det var den bedste tid, det var den værste tid«. Fra jeg lettere demonstrativt lukkede bogen »Crash Kalinka«, til jeg satte mig ved et tomt dokument på computeren for at skrive denne anmeldelse, gik der ikke mere end 30 sekunder, før jeg instinktivt skrev: »What the fuck did I just read?« Jeg er simpelthen ikke sikker. Hvilken underlig, antiklimatisk følelse at sidde tilbage med. Samtidig er jeg i choktilstand over den sproglige stamina, jeg har været vidne til; at læse én side (der er 238 af dem) er som at se en dopet sprinterkonge tilbagelægge 100 meter uden at blive den mindste smule forpustet.

Man kan også sige, at skulle man stille en diagnose for Sigríður Larsens debutroman (den føles ikke som en roman, men som noget andet og uhåndgribeligt), ville det være »maniodepressiv« ; fuldkommen forrygende, humoristisk og skarpt skåren ordekvilibrisme på speed toppet med en forvirrende følelse af ikke rigtigt noget.

Denne anmelder er splittet. Så hvad har vi at gøre med her?"

Læs hele anmeldelsen af 'Crash Kalinka' i Berlingske her.