”COUGAR er en grundbog i kærlighed, der skal lære læseren kunsten at elske” – LitteraturNu anmelder COUGAR


LitteraturNu.dk har anmeldt Pia Busks digtsamling COUGAR. Her kan du læse et uddrag.


"Kunsten, begæret og erotikken væves behændigt ind i hinanden i et på samme tid rytmisk og frit sprog. Netop kombinationen af det elegante sprog og begæret som drivkraft, gør digtene lækre og sexede."

”[...] Der er heldigvis hjælp at hente hos COUGAR, der på mange måder er befriende læsning. Befriende fordi Busk både giver plads til rynker, sølvgrå hår, den aldersbårne erfaring og cougarens blussende begær. I vores ungdomsfikserede, rynkeforskrækkende anti-aging-tid, har cougaren alligevel meget at tilbyde: ’Frugterne af de år, jeg har brugt på at lære kunsten at elske, opvejer snildt tidens torn i kødet’, og ’cougarens opgave er at vise en mand, hvordan han kan tjene klitoris som en gud’. Guder er der i øvrigt en del af – digtene er i det hele taget spækket med mytologiske referencer, der tilføjer dem tidløshed, samtidig med at digtene føjer knald tilbage til mytologien.

COUGAR er en forfriskende digtsamling om en ofte alt for overset facet af det modne liv. Det er interessant læsning, der skiller sig ud fra tidens øko- og identitetspoetiske trend. Og så er den fuld af gode råd, der heldigvis aldrig bliver irriterende didaktiske, fordi man som læser fornemmer, at de gives med et glimt i øjet.”

Læs hele anmeldelsen her.