"Eksplosion i miniature" skriver Tue Andersen Nexø om scan ENHEDER - Information
Tue Andersen Nexø har anmeldt scan ENHEDER af Hans Otto Jørgensen i fredagens Information (25/2). Læs et uddrag her:
Hans Otto Jørgensen, en af de sidste par årtiers vigtigste danske prosaister, tidligere rektor på Forfatterskolen, medstifter af forlaget Gladiator og utroligt meget mere, har denne gang givet sin skrift en særlig, på én gang voldsom og sirlig indpakning. scan ENHEDER, som hans nye digtsamling hedder, udkommer som seks små hæfter, prunkløst rå og elegante i deres omslag, illustrerede af forskellige kunstnere, og også af forfatterens egne billeder." (...)
"Der er billeder fra landbruget som et hårdt slid, som noget kreaturligt, og også øjeblikke fra hans egen tid som landarbejder. Urscenerne fra hans egen barndom og hans families historie dukker op: farmorens sygeleje, hans egen ulykke i stalden som barn, de scener er med alle vegne i hans forfatterskab, og de er også med her. Skriften flintrer gennem litterære valgslægtskaber blandt det tyvende århundredes modernister, men også forbi skikkelser, der kan minde om nedslidte skikkelser fra et omrejsende tivoli." (...)
"Der er altså ikke særlig mange, der kan skrive så manende, som Hans Otto Jørgensen gør, når det stikker ham. Sådan er det også, når han drømmer om, som det hedder til slut i dialogen, »en anden orden et andet sted«"
Skrevet af: Tue Andersen Nexø, Information
scan ENHEDER er en digtsamling spredt ud i seks hæfter. Digtene tager afsæt i det konkrete, det vil sige i det, der sker her lige nu. Hvad enten det er i den fysiske verden eller et sted i erindringen eller sindets geografi. Tingsverdenen er ofte smadret og ruinøs.
scan ENHEDER kan købes lige her for 300,- kr.