EMILY DICKINSON Skrift og Drift - Bente Clods nye roman om Emily Dickinsons liv er ude!
EMILY DICKINSON SKRIFT OG DRIFT
Unikt indblik i Emily Dickinsons litterære kraft
- en verdensberømt digter, der ikke fik udgivet sine digte
Emily Dickinson er anerkendt som en af verdens største digtere. Alligevel bliver hun fremstillet stereotypt, og nu vil Bente Clod skrive litteraturhistorien om. Med sin exofiktive roman bydes læseren tættere på digterens liv. Ved at fokusere på familiehistorien og samtiden giver romanen indblik i de kræfter, digteren var oppe imod. Bente Clod giver sit bud på, hvorfor digteren i sin levetid kun fik trykt en håndfuld af sine digte anonymt, når hun skrev mindst et par tusinde. ”Skrift og Drift” udkommer 20. november på Forlaget Gladiator.
”Jeg er provokeret af det image, hun har. Emily Dickinson er en verdensberømt digter og oversat til alle verdenssprog, og alligevel bliver hun skildret enten som en isoleret gammeljomfru eller der bliver fokuseret på trekantsdramaet mellem hendes bror og bedste veninde Sue. Det yder hende ikke retfærdighed. Hun var et lillerært geni,” siger Bente Clod, der fik vakt sin interesse for Emily Dickinson årtier tilbage. Efter Bente Clods digtsamling Imellem Os blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i 1981, fik hun opgaven med at gendigte Emily Dickinsons digte på dansk. Bente Clod har også har skrevet og fået opført et teaterstykke om den amerikanske digter i 1997. Hun begyndte på en biografi, men det faldt hende mere naturligt at skrive om Emily Dickinson i romanform. ”Jeg har gået rundt i mange år med hendes person i mig.”
Et geni der fulgte sin indre drift
I sin samtid blev Emily Dickinson set som en særling, blandt andet fordi hun gik sine egne veje. Emily Dickinson forblev ugift og udfoldede i stedet sit intellekt i et livslangt refugium i sit hjem og forelskede sig i både mænd og kvinder.
Hendes lille statur og de manglende udgivelser står i kontrast til hendes store talent. Netop derfor er det interessant at se verden fra Emily Dickinson selv. Bente Clod viser en kvinde, der besidder en sjælden ild og begavelse. ”Det er næsten ikke til at forstå, at der kan være den poetiske kraft indeni den lille beskedne kvinde,” siger Bente Clod. ”Man får indblik i et geni.”