"En af årets stærkeste debutanter": ★★★★★★ Seks stjerner til ADRIEN!

Anne Skov Thomsen fra Nordjyske anmelder Helena Thaus ADRIEN og giver romanen seks stjerner. Læs et uddrag af anmeldelsen her:

"Jeg ved næsten ikke, hvordan jeg skal få begyndt med at udtrykke min begejstring for Helena Thaus tindrende rejseroman med den smukt klingende titel " Adrien". Men lad mig starte sådan: Her er en af årets stærkeste debutanter.

Adrien er navnet på en umulig kærlighed; umulig at afvise, umulig at udleve. Hun møder ham tilfældigt på færgen og elsker ham øjeblikkeligt [...] De vandrer sammen og deler storheden i naturen, der åbenbarer sig undervejs. Og Adrien elsker Elena, men de kan ikke vandre sammen eller være sammen.

Det fastholder han igen og igen, selvom Elena stædigt og fortvivlet opsporer ham, hver gang de skilles."

""Jeg vil rive hinden mellem mig og virkeligheden itu, og sådan skal jeg genfinde instinkterne, sådan skal jeg blive i stand til at lytte," skriver Elena.

Sådan føles det også at læse Helena Thaus enestående beskrivelser af de landskaber, der vandres i. Vi er med helt ude i hver eneste sitrende sansning af lyset, luften og omgivelserne, der åbenbarer sig og bølger mod jeget med en smertelig renhed og skønhed.

Helena Thau skriver smukt og overbevisende og er ganske sig selv. Det er poetisk og fabulerende, men ukunstlet og jordnært."

 

Du kan læse hele anmeldelsen i Nordjyske