FEM fine hjerter til Sandra Holm i Politiken
Sandra Holms Har jeg været her før, der udkom i går den 23. februar som en del af Forlaget Gladiators Sandalserie, er i dag blevet anmeldt i Politiken, hvor den gives ♥♥♥♥♥.
"FORLAGET GLADIATOR har endnu en gang været i antikvariatets rodekasse og fundet guld. ' Har jeg været her før' fra 1978 er nummer 15 i serien af ' klassikere på kanten'. Alle udstyret med stimulerende lang eftersnak om, hvorfor dette værk fortjener nutidens blik." I så fine vendinger taler anmelder Lise Garsdal om forlagets udgivelse af Sandra Holms roman.
Garsdal roser først og fremmest den måde, hvorpå Holms værk tager udgangspunkt i hjemstedet nær Polarcirklen: "Fra det nordlige hentes også nogle af romanens fineste og voldsomste sansninger, når det gælder udforskningen af kønnene".
Dernæst kommenteres der også på et for Holm ganske definerende projekt: "MEN DER SKAL drikkes! Og det bliver der, så den kvindelige kyskhed sendes ad hekkenfeldt til, og jeget, der jo altså også er forfatter, går ind i kampen om hor, ord og druk. I en tekst, der svinger mellem det snalrede og det sobre, det klummefriske og det jernende rå. Hvor man skiftevis skraldgriner og dratter ned af barstolen i et sort eksistentielt hul. I solidaritet med det jeg, der roder så gevaldigt rundt med mændene og det lortearbejde, det tilsyneladende er at skrive."
Du kan læse mere om Sandra Holms Har jeg været her før her