Forlaget Gladiator søger universitetspraktikant 2022
Forlaget Gladiator søger universitetspraktikant for forårssemesteret 2022. Vi forestiller os, du læser kandidaten på dansk eller litteraturvidenskab, men andre uddannelsesretninger kan også tages i betragtning. Din ansøgning skal indeholde en motiveret ansøgning, CV og eventuelt anbefalinger.
Dine opgaver vil være mange, men primært skal du assistere i forlagets daglige drift. Heriblandt:
- Produktion: scanning af bøger, OCR-læsning, korrektur.
- Sociale medier: Instagram, Facebook, opdatering af hjemmeside.
- Drift af webshop: pakke bøger, ekspedere ordrer, kontakt til kunder.
- PR: sende pressemeddelelser + nyhedsbreve ud (smartrmail).
- Arrangementer: receptioner og oplæsninger.
- Forfatterskolen: printe tekster, kommunikation med elever og evt. deltagelse i undervisningen.
Derudover skal der forventes mange ad hoc opgaver, især i kontordrift som f.eks. mødeforplejning, indkøb, besvarelse af telefon og mail osv.
Du må derfor gerne være en motiveret person, der ikke er bange for en bred vifte af opgaver.
Vi forventer, at du kan være på forlaget 3-4 dage om ugen, men vi er selvfølgelig fleksible, hvis du sideløbende med praktikken følger undervisning.
Send din ansøgning til: info@forlagetgladiator.dk
Ansøgningsfrist: mandag d. 6. december. Vi indkalder derefter til samtale d. 10. december.