Frelserfeber! af Rasmus á Rógvu udkommer d. 30 oktober!
Et langdigt af Rasmus á Rógvu
Frelserfeber! handler ikke om at finde frelsen. Det handler om den feber, der opstår, når man ikke længere kan lade være med at lede efter den; i ens barns øjne, i dets blik, og hvad det ser; i ens elskedes, i en kærkommen påmindelse om, at det hele er dit. Og dit at miste.
Det er en bog om små mirakler, der vokser i kraft. Den handler om barndom, ungdom, manddom og dommedag. Og den tid, vi har tilbage.
"det siges vi er en arv og skal arve
andre i al evighed
til vi giver mulden det vi skylder
og støvet det vi bad om"

Om forfatteren
Rasmus á Rógvu er født i 1984 på Frederiksberg og opvokset på Færøerne. I 2006 bliver han optaget på Forfatterskolen, og debuterer i 2011 med romanen Skuffen og skeden.
Frelserfeber! er hans fjerde udgivelse.