den uanstændige madam D EFTERSKRIFT

Hilda Hilsts den uanstændige madam D udkom første gang i Brasilien i 1982. Hilsts modvilje mod det litterære etablissement har medvirket til, at udlandet har været lang tid om at opdage hende. Nu, 36 år efter, har Lean Pejtersen oversat den uanstændige madam D- det er den første udgivelse af Hilda Hilst på dansk. Læs Lean Pejtersens efterskrift her: 

EFTERSKRIFT

de gales vidunderlige uorden

Hilda de Almeida Prado Hilst blev født i provinsbyen Jaú i staten São Paulo i 1930 som eneste barn af kaffefarmer og forfatter Apolonio de Almeida Prado Hilst og Bedecilda Vaz Cardoso (hendes farfar var immigrant fra Alsace-Lorraine, heraf det tyskklingende navn). Familien Almeida Prado er et af de rigeste og ældste kaffedynastier i Brasilien, og Hilda Hilst kom til verdenen med udsigt til et borgerligt liv blandt São Paulos sociale elite, et passende ægteskab og en plads i sin mands skygge. Sådan skulle det imidlertid ikke blive.

I 1932, da hun var to år, blev hendes forældre skilt. Hilda blev hos sin mor og så herefter kun sin far en enkelt gang 14 år senere. Alligevel og måske netop derfor fylder han meget i hendes forfatterskab. Hilda Hilst elskede og beundrede sin far hele livet, ikke som kaffebaron og selskabsløve, men som digter. I 1999, som 69-årig, giver Hilda Hilst et af sine sidste interviews. Hun skriver ikke længere og har efter eget udsagn næsten intet med denne verden at gøre. Den excentricitet, hun ofte er blevet klandret for, kan på sin vis siges at være fuldt udfoldet. Hun lever omgivet af knap 100 hunde på sit forfaldne landsted uden for São Paulo, fordrukken og alene. I interviewet siger hun, at hun altid har skrevet for sin fars skyld. For at gøre ham stolt og for at vise ham, at hun var vidunderlig, selvom hun var en pige.

Efter skolegang i provinsen og studentereksamen i byen påbegynder Hilda Hilst i 1948 jurastudiet på det prestigiøse Universidade de São Paulo. Hendes klasseprivilegier giver adgang til byens øvre kredse, hvor hun bliver en ombejlet kvinde. Men hun er for skandaløs til den borgerlige elite. Hun ryger og drikker i selskab med kunstnere og har mange elskere. Fire år senere har hun udgivet to anmelderroste digtsamlinger, fravalgt en lovende juridisk karriere og sagt nej til diverse tilbud om ægteskab. I 1957 rejser hun rundt i Europa i syv måneder. I Paris bliver hun besat af tanken om at forføre Marlon Brando, der er på optagelser i byen. Hun indleder en kort affære med Marlon Brandos kollega Dean Martin i et mislykket forsøg på at blive introduceret for Brando. En nat bestikker hun receptionisten på Hotel Ritz og giver sig ud for at være journalist i håb om at komme ind på hans hotelværelse, men Marlon Brando er allerede i selskab med en mandlig elsker og afviser hende høfligt. Hjemme i São Paulo er det bl.a. den slags glamourøs sladder, der bidrager til et billede af Hilst som en promiskuøs enfant terrible i en på mange måder konservativ by. Hun er en succesfuld kvindelig digter, der undsiger den borgerlige moral, og det både fascinerer og vækker harme i offentligheden. Hun bor i denne periode i São Paulos boheme-kvarter og levede efter eget udsagn et let og lykkeligt liv blandt andre unge kunstnere, mens hun imidlertid blev utålmodig med sit eget arbejde.

I 1964 læser Hilda Hilst Breve til Greco af den græske forfatter Nikos Kazantzakis. Bogen er en selvbiografisk fortælling om forfatterens åndelige søgen, hvori Kazantzakis bl.a. argumenterer for nødvendigheden af at isolere sig, hvis man ønsker at forstå de menneskelige vilkår. Sikker på, at Kazantzakis har ret, beslutter hun uden tøven at flytte på landet og hengive sig fuldt ud til at skrive. På et familieejet stykke jord et par timer nord for São Paulo får hun i 1965 bygget et lille landsted og kalder det „Casa do Sol“ (solens hus). Herefter forlader hun kun sjældent og modvilligt sit hjem, hvor hun opretholder en streng arbejdsdisciplin og bor til sin død i 2004. Selvom Hilst på denne måde vender São Paulos kulturliv ryggen og hurtigt får ry for at være en excentrisk eneboer, er hun sjældent alene. Under Brasiliens militærdiktatur, som varer fra 1964 til 1985, samles en broget gruppe kunstnere og forfattere omkring hende – nogle søger inspiration eller mesterlære, og mange søger et fristed på afstand af forfølgelse og censur. Hendes eget modsvar til censuren finder hun i dramatikken. Efter knap tyve års produktion af lyrik skriver hun i slutningen af tresserne en række succesfulde teaterstykker, for, som hun siger, at kunne kritisere diktaturet via analogier og dermed undgå at „få revet neglene af “. Allerede i 1970 vender hun sig dog mod den eksperimentelle prosa og efter en entusiastisk reception af hendes lyrik og dramatik kompliceres hendes forhold til den brasilianske kritikerstand, der ifølge Hilst ikke for alvor evner at engagere sig i modernismen. Herfra oplever hun som prosaist en vis modgang, både i forhold til hjemlige læsere og sine forhåbninger om et internationalt publikum.

Selvom Hilst blev beundret af en gruppe af São Paulos forfattere og kunstnere og med tiden vinder alle landets prestigiøse litteraturpriser, blev hun kun i lille omfang læst i Brasilien og blev med få undtagelser ikke oversat i sin levetid. Som den amerikanske litterat Adam Morris påpeger i sit forord til With My Dog Eyes fra 2014 (det ene af tre værker, som pt. er oversat til engelsk), så skyldes den beskedne læserskare og manglen på oversættelser til dels Hilda Hilsts egen udgivelsespraksis. I modsætning til eksempelvis sin ven og landsfælle Clarice Lispector, der blev etablissementets yndlingsmodernist, så foragtede Hilda Hilst den „borgerlige“ branche og foretrak at udgive på mindre forlag eller i særudgivelser med begrænset oplag. En praksis, som betød, at Hilsts bøger i perioder var svære at opdrive og generelt ikke var ligeså bredt tilgængelige som værker af samtidige forfattere. Men distributionen er højst en halv forklaring på, hvorfor hendes publikum forblev småt i hjemlandet. Adam Morris peger i denne sammenhæng på to forhold, dels at den litterære modernismes publikum i Brasilien simpelthen var småt, pga. et meget lavt generelt uddannelsesniveau, og dels at hendes litteratur fremstod for radikal for mange af hendes samtidige. Det sidste tilskrev Hilst selv en stor del af forklaringen. „Ingen læser mig,“ siger hun i flere interviews og refererer til sit ærgerlige ry for at skrive særligt vanskelig litteratur. Om det vanskelige ved hendes prosa kan man sige, at hun ud over at være en udfordrende stilist (som eksempelvis nærværende værk vidner om), ofte var optaget af stof, som viste sig ikke at appellere så bredt, som hun håbede. Ud over den frie seksualitet skal her nævnes hendes stærke interesse for esoterismen og særligt hendes vedholdende udforskning af sindssyge. I forhold hertil spiller den fraværende og samtidig altoverskyggende far en vigtig rolle. Da Hilda Hilst er fem år gammel, bliver hendes far diagnosticeret med paranoid skizofreni og er frem til sin død i 1966 indlagt på sanatorium i lange perioder. Da Hilst er seksten år gammel, besøger hun over tre dage sin far på familiens kaffefarm, men han forveksler hende med moren og beder igen og igen om „tre nætters elskov“. Herfra er hun efter eget udsagn skrækslagen for selv at miste forstanden. Men i stedet for at fortvivle beslutter hun sig for at studere faderens lidelse, så grundigt hun kan. En beslutning, der fører til en livslang interesse for sindssygens årsager og fremtrædelsesformer. Om forholdet mellem litteratur og sindssyge siger hun i føromtalte interview fra 1999, „det eneste, jeg ville, var at skabe orden i de gales vidunderlige uorden“. Et ønske, der med tiden leder hende til ret omfattende parapsykologiske studier af eksempelvis mulighederne for at kommunikere med de døde og med dyrene. Hun ender ikke på sanatoriet som sin far, men hun må leve med diverse beskyldninger om galskab. I 1974 begynder hun at eksperimentere med båndoptagelser af støj, som hun mener muligvis kan afkodes som henvendelser fra afdøde personer. Eksperimenter, som i begyndelsen af 80’erne kulminerer i intensive studier i matematik og teoretisk fysik ved universitetet i Campinas, hvor hun med skiftende held forsøger at overbevise naturvidenskabelige forskere om potentialet ved at undersøge fænomener som sjæl og efterliv. Denne direkte interesse for det parapsykologiske giver pressen anledning til at beskrive hende som gal – et prædikat, som hun ofte udtrykker sorg over i interviews. Til trods for den offentlige fremmedgørelse fortsætter hun dog både som læser og forfatter sin udforskning af de „gales vidunderlige uorden“ – i sine hovedværker altid med en stærk religiøs komponent og flere steder med inspiration fra esoteriske traditioner som mysticisme, okkultisme og gnosticisme. Det er de gale hellige og de hellige gale, der optager hende. Således også i den uanstændige madam D, som hun i 1999 beskriver som det værk, hvori hun for første gang virkelig forsøgte at „leve med sig selv“, i betydningen at tage sin længsel efter faderen, sin såkaldte galskab og sin søgen efter gud på sig.

Om det udfordrende ved sine bøger siger Hilda Hilst i et af de sene interviews, „det er ikke mig, der er vanskelig, det er det at være menneske, der er vanskeligt“. Et udsagn, der resonerer med den uanstændige madam D i den forstand, at romanen handler om en kvinde, der kæmper for sin ret til at tænke og stille spørgsmål. I bogen får vi den gale kvindes tale, når hun tager det, de andre kalder galskab, på sig: sin kamp for at forstå døden og volden, sine religiøse spekulationer og sin vrede mod sit århundredes mand. Romanens form er sammensat og uden fremadskridende narrativ. Erindringer blander sig med stumper af tale og længere dialoger, men bogens situation er enkel nok: Jeg-fortælleren Hillé har mistet sin mand Ehud og er flyttet ind i skunken under trappen i sit hus, hvor hun nu hjemsøges af de døde og af landsbysamfundet omkring hende. Bogen kan læses som et iturevet kammerspil, for så vidt som vi har at gøre med kone og mand, naboerne, præst, faren og gud, men uden strenge regler for, hvem der melder sig hvornår. Centralt står madam D’s kamp mod de andres krav om, at hun skal tilpasse sig roller som hustru, enke, elsker og god kristen ved at opgive sine religiøse og filosofiske spørgsmål. I den verden, romanen fremmaner, er den tænkende kvinde afskyelig. Madam D er i krise, og sproget tager form efter hendes tilstand. Hun er en febrilsk, afmægtig og sine steder rasende fortæller, og sproget bliver forvredet bl.a. ved hjælp af grammatiske sammenbrud, idiosynkratisk syntaks og tegnsætning. Sammenbruddet kan siges at præge romanen på alle planer, men det udgør samtidig en mulighed. På den ene side er alt tabt: den elskede, familien, ungdommen, tilliden til de andre, glæden. På den anden side udgør tomrummet en mulighed for at rase og for at gå i dialog med den døde mand og den døde far, de omtrent barbarisk småborgerlige naboer, selvretfærdige præster og en altid fraværende gud. Romanen bliver på den måde til en diskussion af både åndelige og konkrete sociale vilkår set fra en håbløst isoleret position: den gale enkekvindes. Bogen står i dag som et af Hilda Hilsts hovedværker og viser os i praksis hendes forestilling om litteraturens mulighed som en undersøgelse af det, vi ikke forstår – det, vi ikke kan redegøre for med klare begreber – snarere end nogen form for forklaring.

Selvom Hilda Hilst i løbet af firserne vinder flere priser, bl.a. Brasiliens største litteraturpris, Prêmio Jabuti, så opnår hun aldrig kommerciel succes og finansierer frem til sin død primært sit arbejde ved stykke for stykke at sælge den jord, hun har arvet fra sin familie. Først i de sidste år af sit liv når hun at se tegn på en fornyet interesse for hendes arbejde. Det store forlag Editora Globo påbegynder i 2000 genudgivelsen af alle hendes værker, og siden hendes død er interessen vokset både i Brasilien og i udlandet. De oversættelser til især engelsk, som hun længtes efter, er så småt begyndt at komme, og det ville helt sikkert glæde hende at høre, at hun nu også findes på dansk. På trods af det umulige ved at yde et så komprimeret og sprogligt eksperimenterende værk retfærdighed glæder det også oversætteren her at kunne præsentere Hilda Hilst – en stædig udforsker af bevidsthedens randfænomener, en fjende af borgerlig moral og patriarkat og en af Brasiliens største forfattere fra det tyvende århundrede.

Lean Pejtersen, København, januar 2018