Information anmelder New Forest: At læse Klougart føles som at huske

Informations anmelder har læst Josefine Klougarts nye roman New Forest og kalder bogen "en pageturner af rystende god prosa." Læs uddrag af den flotte anmeldelse her og læs den i sin fulde længde på Information.

"Da jeg havde læst de første par sider af Josefine Klougarts nye roman, New Forest, var jeg næsten i chok. Det var genkendelsens chok, som at se på et ansigt reflekteret i en rude og pludselig opdage, at det er ens eget. Senere stødte jeg på præcis dette billede i romanen, som et sært deja-vu. At læse New Forest føles som at huske.

New Forest begynder med lyset og slutter igen med lyset 700 sider senere. Romanen handler om tre generationer af kvinder, men det er primært den unge kvinde i starten af 30' erne, hende, der ligner Klougart selv, som læseren følger. Kvinden flytter ind i et hus i skovbrynet med sin hund, efter at hun har forladt sin kæreste, og i romanen skildres det forliste forhold, erindringer fra kvindens opvækst, hendes rejser og mareridtsagtige drømme.

De tekster, som handler om parrets liv sammen i lejligheder i København, er komponeret over døgnets rytme, ved slutningen af hver tekst rinder dagen ud. Det er hverdage bundet sammen af søvn eller mangel på søvn, løbe-og svømmeture, smålige skænderier og en voksende mistillid parret imellem. Barndomserindringerne er ikke kun vemodige, men bærer også på en mørk søskendejalousi.

Og så er der rejserne, til midnatssolen i Lofoten og bjergvandringer i Andalusien, eller til den store naturpark New Forest i Sydengland, hvor der løber vilde heste.

New Forest er en tung roman at læse og skrive om. Ikke fordi bogen er svær at komme igennem - snarere tværtimod, Klougart har skrevet en pageturner af rystende god prosa.

Men fordi de til tider voldsomme, til tider trivielle erfaringer skildres så hudløst, at jeg kan genkende mig selv på hver side. Det er en roman om at arbejde sig frem til den erkendelse, at man må forlade én, man har elsket og genforhandle de sandheder, man troede, man kendte om sig selv. På den måde er New Forest en frigørelsesroman.

[...]

Grafiker Thomas Joakim Winther har udstyret romanen med et utroligt smukt omslag, som fanger teksternes grundstemning: Forsidens fotografiaf en vinterskov er også trykt på bogens snitflader, så det giver en 3D-effekt, som om træerne spejler sig i en sø. Jeg har lyst til at citere romanen helt skamløst, men besinder mig med disse tre: »Alderen kommer ikke snigende. Den falder over én som et læs grus, der bliver smidt foran ens hus« ; »Jeg glemmer aldrig den morgen i august, hvor jeg som alle andre dage åbnede døren ud til altanen, og efterårets kulde faldt som et stort køligt spejl ind i rummet« ; »Ovnen knitrer, som om der sad én derinde og foldede fugle af sølvfolie for at få lov til at blive lukket ud.« New Forest er ikke kun Josefine Klougarts bedste roman siden debuten, det er en af de bedste romaner - punktum."