"Jeg ser det som min opgave at finde ud af, hvad de [..] allerede har besluttet, før de spørger. Og så støtter jeg dem i den beslutning." - Tove Ditlevsen om sin brevkasse SMÅ HVERDAGSPROBLEMER

Igennem 20 år havde Tove Ditlevsen brevkassen Små hverdagsproblemer i Familie Journal. Her kan du læse et interview med Tove fra 1974 der blev sendt i DR-programmet ”Sig noget, Tove” med Eva Ree som interviewer, og genudsendt 30/8-2018 på P1 i forbindelse med udgivelsen af hendes samlede brevkasse, som udkommer 8. november 2018. 

Tove: "Dengang jeg fik den brevkasse, der tænkte jeg, ”det kan du da aldrig klare”– der havde jeg allerede svært nok ved at klare mine egne problemer – hvordan skulle jeg så kunne klare andres? Men så opdagede jeg, at det gik egentlig meget godt, netop fordi jeg ikke selv har gået den lige, slagne landevej fra vugge til grav."

Eva: "Der har været krusninger på."

Tove: "Der har sådan været lidt knirk" [griner]

Eva: "Dette med at være brevkasseredaktør Tove Ditlevsen. Du får en masse at vide om mennesker, men du må også give en masse af dig selv."

Tove: "Ja, men jeg synes aldrig, jeg har fået stort mere at vide om andre mennesker, end jeg ved i forvejen fra mig selv. Men altså, kunsten, hvis man kan kalde det en kunst, ved at rådgive andre udelukkende på baggrund af et brev - uden nogensinde at se disse mennesker for mig, eller vide andet end de selv ønsker og oplyser mig om, det er at finde ud af, og det har været mig en enorm øvelse i, hvad det er, de inderst inde selv allerede har besluttet sig til og bare vil have sådan en eller anden accept til – for det er det, de ikke er klar over. Jeg rådgiver aldrig nogen efter, hvad jeg– altså de skriver tit ”Hvad ville De gøre, hvis De var i mit sted?” men jeg er ikke i deres sted. Jeg ser det som min opgave at finde ud af, hvad de inderst inde ud fra deres egne, og ikke mine, forudsætninger og opvækst og hele mentalitet, allerede har besluttet, før de spørger. Og så støtter jeg dem i den beslutning."