»Jeg skrev det bedste i bogen, mens jeg malkede« Hans Otto Jørgensen i samtale med Jes Stein i Bogfolk

15 dec., 2020

Hans Otto Jørgensen har besøgt Jes Stein i podcasten "Bogfolk", hvor de taler om Dead Man Walking, Hans Ottos seneste roman. Her er et sammendrag af samtalen, som du kan høre på Politikens hjemmeside.

Politiken skriver:

Manden bag årets vredeste roman: »Jeg skrev det bedste i bogen, mens jeg malkede«

Årets ’vredeste roman’ peger både på det fysiske arbejde og naturens betydning. Vi har mistet noget afgørende vigtigt, siger Hans Otto Jørgensen, der er gæst i ugens udgave af Bogfolk.

Når man mister slægtsgården i en konkurs er det en katastrofe, og den sætter sig i kroppen. Det kan man forvisse sig om i Hans Otto Jørgensens rasende roman ’Dead man walking’. Et litterært anklageskrift om den skæbne, som er overgået den gård i Nordvestsalling, som hans slægt drev i halvandet hundrede år, indtil hans bror gik konkurs i 2016-17.

I Bogfolk fortæller Hans Otto Jørgensen om tabet, som også er fatalt for ham som forfatter:

»Al min storhed kommer af det sted. Alt, hvad jeg kan fæstne i denne verden, kommer derfra. På kirkegården ligger min slægt begravet, jeg kender hver kvadratmeter af markerne og præcis, hvor min bedstefar gravede bronzesværdet ud af jorden. Jeg ved, hvor den hest stod, som slagtede sig selv ved at træde en le op i sig. Alle de fortællinger, som jeg også øser af i min litteratur, kommer derfra, så jeg ved sgu ikke, hvor jeg nu skal fortælle fra overhovedet. Det er væk. Jeg har ikke været der, siden min bror gik konkurs, og det har han heller ikke, for det er for sørgeligt«.

Selvforglemmelse

Hans Otto Jørgensen er selv vokset op i tæt kontakt til jord og sten og dyr og afgrøder. Beskrivelsen af det det fysiske arbejde på gården går igen i ’Dead man walking’, som her i avisen blev anmeldt som årets vredeste bog.

»Arbejdet er både selvforglemmelse, forfærdelse, nedslidning og frihed«, siger Hans Otto Jørgensen, som blev forfatter, rektor på Forfatterskolen og forlægger, mens hans storebror, den førstefødte, førte gården videre.

»Noget af det i bogen begyndte jeg at skrive, mens jeg malkede, for når man malker, kommer man ind i en særlig rytme. Man bliver sat fri mentalt, og sætningerne kommer ind i hovedet på en. Arbejdet er også inspiration og viden. Min bedstefar havde gigt og var slidt op. Når man er dreng og vokser op med sådan en mand, så ved man også, hvor meget arbejde betyder for en krop, og hvor meget vilje der skal til for alligevel at lægge sig på knæ og luge en række gulerødder. Arbejde er det største i vores liv. Arbejde og kærlighed«.

For dem, der kender flere af Jørgensens tidligere romaner, vil både personkredsen og universet være velkendt, men vreden er ny, og det er det industrielle landbrug, der er skurken.

»Vi har mistet fornemmelsen for det, vi kalder natur, for der er ingen, der har en bedstemor eller onkel, som driver et landbrug. Det gør, at vi allesammen bliver fuldstændig fremmedgjort for alt, hvad der ligger uden for det urbane. Vi forstår ikke en pind af, hvad der er derude.

Da Jørgensen om morgenen kørte ind til byen fra Kalundborg, hvor han bor, for at medvirke i Bogfolk, så han nogle rådyr, der gik og spiste på en mark:

»Jeg tænkte: Er de der rådyr i naturen, eller hvor er de egentlig henne? Jeg så også fugle, der helt sikkert havde været inde på en losseplads. Er de i naturen, eller hvor er de?«.

Tilbage til Nyheder