»Jeg skrev det bedste i bogen, mens jeg malkede« Hans Otto Jørgensen i samtale med Jes Stein i Bogfolk
Hans Otto Jørgensen har besøgt Jes Stein i podcasten "Bogfolk", hvor de taler om Dead Man Walking, Hans Ottos seneste roman. Her er et sammendrag af samtalen, som du kan høre på Politikens hjemmeside.
Politiken skriver:
Manden bag årets vredeste roman: »Jeg skrev det bedste i bogen, mens jeg malkede«
Årets ’vredeste roman’ peger både på det fysiske arbejde og naturens betydning. Vi har mistet noget afgørende vigtigt, siger Hans Otto Jørgensen, der er gæst i ugens udgave af Bogfolk.
Når man mister slægtsgården i en konkurs er det en katastrofe, og den sætter sig i kroppen. Det kan man forvisse sig om i Hans Otto Jørgensens rasende roman ’Dead man walking’. Et litterært anklageskrift om den skæbne, som er overgået den gård i Nordvestsalling, som hans slægt drev i halvandet hundrede år, indtil hans bror gik konkurs i 2016-17.
I Bogfolk fortæller Hans Otto Jørgensen om tabet, som også er fatalt for ham som forfatter:
»Al min storhed kommer af det sted. Alt, hvad jeg kan fæstne i denne verden, kommer derfra. På kirkegården ligger min slægt begravet, jeg kender hver kvadratmeter af markerne og præcis, hvor min bedstefar gravede bronzesværdet ud af jorden. Jeg ved, hvor den hest stod, som slagtede sig selv ved at træde en le op i sig. Alle de fortællinger, som jeg også øser af i min litteratur, kommer derfra, så jeg ved sgu ikke, hvor jeg nu skal fortælle fra overhovedet. Det er væk. Jeg har ikke været der, siden min bror gik konkurs, og det har han heller ikke, for det er for sørgeligt«.