Litteratursiden har anmeldt Ida Marie Hedes BEDÅRENDE

Louise Salling fra Litteratursiden har anmeldt Ida Marie Hedes Bedårende. Læs et uddrag her:

"Bedårende er et værk, der kredser om alle de ting, der er umiddelbart frastødende i denne verden. Men i samme åndedrag insisterer teksten på, at døden, råddet og bakterierne indtager deres egen skønne plads i tilværelsen.

Ida Marie Hedes nyeste værk på stammen er et uregerligt værk. En tekst, der både nægter at tilpasse sig og som også vækker umiddelbar utilpashed hos sin læser. For hvad er det med denne kredsen om kropsvæsker og det bakterielle, om udsondringer og ulækkerheder?

Tekstens sprog gør [...] brug af en række forskellige modi, som væver sig ind og ud af hinanden som teksten skrider frem. En af disse måder at bruge sproget på er for eksempel det helt konstaterende afsæt i bogens begyndelse, hvor der står: ”B er en voksen kvinde, hun har en rombeformet røv//Q er en voksen mand, han har en firkantet røv//Æ er lille. Hendes røv er hjerteformet.”

Her får vi serveret en række – tilsyneladende – objektive og konstaterende informationer, men humoren i kommentarerne om de tre hovedkarakterers anatomi er også til stede og får derigennem slået en af tonerne – den humoristiske – i bogen an."

 

 

"[...]selvom Bedårende indtager prosaens form, er Ida Marie Hedes lån fra poesiens verden konstant synlig. Og dette muliggør eksempelvis, at kærligheden kan beskrives som en konkret fysisk energi fra en telefon, eller at moderen kan se på sit barn og se et evigt lyserødt landskab.

Ida Marie Hedes tekst er altså en insisterende påmindelse til sin læser om, at verden hænger sammen. At skellet mellem det frastødende og tiltrækkende egentlig ikke er et skel, men måske nærmere en del af den samme helhed. Og at det groteske også kan være uendeligt bedårende."

Hele artiklen kan læses her