Manden i Månden anmeldt i det nyeste nummer af Standart
Hans Hedegaard Andersens debutroman, MANDEN I MÅNEN, der udkom 26. februar, er blevet anmeldt i det nye nummer af Litteraturmagasinet Standart. Læs et uddrag af anmeldelsen her og læs den i sin fulde længde i det trykte magasin.
“»Manden i månen« er på mange måder rigtig godt skrevet. Og den er fremfor alt glimrende komponeret. Helt grundlæggende fremstår romanens form som suverænt kongenial med dens tematiske anliggende. »Manden i månen« handler om at søge, om at søge ud, søge ind, handler om hvordan vi hver især prøver at etablere sammenhæng, forløb, overblik – og tilhørsforhold. Men den handler også om, hvordan vi i sidste ende alligevel altid er kastet tilbage på os selv, på brudstykkerne, øjeblikkene, ikke-sammenhængen. Og på tilfældighedernes lunefulde twist of fate.
På den måde får denne roman på en gang iscenesat en universel og i hvert fald eksistentielt alment vedkommende problematik – og får denne problematik gjort lokal, får den fastholdt i levende mennesker med rod i Esbjerg og omegn (selvom vi geografisk også kommer vidt omkring i hele verden, fra Thailand til Sri Lanka til Bilbao til Billund…). Romanen lever af sin energi og sin præcision i beskrivelsen af detaljerne. Le détail inutile, den unyttige eller overflødige detalje, som det hedder i realismeteorien. Den detalje, som i sig selv er intet, fordi den kunne have været enhver anden detalje. Men som alligevel er alt, for uden detaljer, uden konkrete referencer eller forankring i en oplevet virkeligheden, så ville der faktisk ingenting være. Det folder Hans Hedegaard Andersen i denne roman fint ud. Ikke som generel indsigt oppefra og ned, men som levende form – inklusive de lakuner, brudflader og kroniske uformåenheder, det levende liv altid også omfatter. Så ham kunne man gerne høre mere til.”
Morten Kyndrup, Standart