"Med Revolutionær har Jørgensen opbygget et imponerende monument over sit forfatterskab"

For mig var det at læse Hans Otto Jørgensens nye ' monsterroman' Revolutionær - en Andy Warhol-komposition fra perm til perm som at læse ti Jørgensenromaner samtidig - mindst - samt et par skitsesamlinger, samtidig med at radioen kørte, telefonen ringede, og jeg fulgte en eksalteret Facebook-diskussion om indvandringspolitik med et halvt øje.

Romanen er i den grad et sammensat monster, ikke ulig Frankensteins, der forresten også, sammen med sin ophavskvinde og en del andre syrede og visionære litteraturhistoriske personager, har en optræden eller to undervejs.

Der klippes, springes, veksles uophørligt mellem en god portion flere spor, end jeg er i stand til at holde åbne på en gang. Og ligegyldigt hvor jeg slår op i min husstands samling af Jørgensen-titler, finder jeg et stykke eller en hel side, som jeg lige har læst en genskrivning eller forvanskning af i Revolutionær.

Fragmenterne danner et brus i mit hoved, og det bliver sværere og sværere at udskille informationer, billeder, forløb.

(...)

hele vejen råder en vild og blodig drømme-eller revolutionslogik, hvor forskellige fiktionsplaner konstant overlejres. Både med hinanden, med andre tekster, med tanker om det »lumre favntag mellem nationalisme og neoliberalisme«, hvori vi lever, samt med forskellige grader af frivilligt og ufrivilligt fiktionaliseret erindring.

(...)

Samtidig læner romanen sig op af William Burroughs' cut-up-teknik, hvor råmaterialet, som i tresserromanen Dead Fingers Talk (hvis titel Jørgensen også låner undervejs) udgøres af egne, tidligere publicerede romaner.

(...)

Med Revolutionær har Jørgensen opbygget et imponerende monument over sit forfatterskab, men det er et monument, som, helt i forfatterens ånd, samtidig piller sig selv ned og forfatterskabet i småstykker så eftertrykkeligt, at jeg kun kan overgive mig til netop det. Her åbner Jørgensen alle sine lukkede bøger, kontaminerer dem med hinanden, så det for længe siden trykte alligevel ikke får lov at stivne i sin form. Det flyder endnu, teksten kan bøjes og morphe i det uendelige, der gives ingen begyndelse og ingen afslutning.

Men nye læsere kan sagtens springe på her. Især hvis de er indstillet på at drukne sig i gylletanken, i det mindste for en stund. Jeg lover, at der er guld på bunden, selvom den er bundløs.

Læs resten af anmeldelsen her