O World! O Life! O Time! - Læs vores Poetik som var det dit sidste måltid!
Gladiators Poetik har får nyligt fået en virkelig fin anmeldelse af Vagn Remme. Han skriver;
"O World! O Life! O Time!
Når jeg møder et menneske, der gerne vil være god til at skrive, så tøver jeg aldrig, ikke et sekund, i samme åndedrag, at sige, du bliver ikke en bedre forfatter end din evne til at læse en tekst. Her sigter jeg aldrig på at forstå en tekst. Forståelse er efter min mening et meget overvurderet fænomen, der sjældent tjener noget formål andet end placering af mennesker i bokse; hvis der er noget litteratur handler om, så er det netop ikke at være i en kasse. Læsning handler langt hen ad vejen om oplevelse og forstyrrelse. Det at læse en tekst er en oplevelse på lige fod med at tage en tur i Tivolis rutsjebane, her prøver du jo heller ikke at forstå dybden af rutsjebanens rutsjebanehed, du tager en tur, og hvis det var en god oplevelse, tager du sikkert en tur mere. Det andet, forstyrrelsen, handler om at få skubbet sit menneske rundt; der findes bøger, der ændrer dit liv. Det kræver at læse teksten uden at have en forudforståelse fra nogle af litteraturens bovlamme kvaksalvere og hvad andre udmærket fagfolk ellers mener om bogen, men at læse den med hele dit menneske, alle dine livserfaringer, lade teksten tale sig ind i alt det, der er dig. Hvis du så synes, bogen er dårlig, ja, så er den dårlig for dig, lige nu, og så behøver du ikke læse mere i den. Jeg måtte begynde på Joans Wergeland-trilogien tre gange, inden jeg blev fanget ind af den.
Så mange indledende armbøjninger for at skrive, at Gladiator har udgivet deres Poetik og hvilken fornøjelse. Jeg føler mig hensat til Litteraturvidenskab igen. Poetik indeholder en lang række tekster om netop det at læse. Det er vidunderlig læsning, og jeg kan på det varmeste anbefale den. Både for dig, der vil skrive og blive bedre til det, men også hvis du gerne vil have mere indsigt i hvad det vil sige at læse. Læsning er nok en af de aktiviteter, jeg holder mest af, at bringe mit menneske hen til en bog og blive et andet menneske, når jeg går derfra. Det kræver noget af læseren, at du lægger forestillinger, fordomme, genrebestemmelser, andres mening om bogen (der er næsten ikke noget som andre menneskers læseterrorisme, der kan ødelægge en læseoplevelse). Hæld alt det ned ad brættet og LÆS! som var det dit sidste måltid! Så skal du se, så sker der noget, du kun kan forestille dig i drømme. Og den her bog, Poetik, det er en drøm for dig, der gerne vil skrive, og dig der gerne vil læse."
Vi håber, at I vil tage en rutsjebanetur ned i vores Poetik! Læs mere om den her: https://forlagetgladiator.dk/collections/ny-dansk-litteratur/products/poetik-laesepraksis