"På retrotrip i Østtyskland" - Information anmelder Leipziger Tagebuch
Informations anmelder Kristin Vego skriver i dagens avis en flot anmeldelse af Selma Rosenfeldt-Olsens debutroman Leipziger Tagebuch. Læs uddrag af anmeldelsen her:
"Leipziger Tagebuch er hjerteskærende morsom. Hjerteskærende, fordi den elskelige Frida igen og igen møder modgang eller bare mild indifference.
Hun vil være kunstner, men er det ikke endnu, hun er åben for verden og venter på chancen for at realisere sit potentiale - uden egentlig at gøre så meget for det selv. Som hun, lidt forurettet, siger: »Jeg står her pivåben og venter.« Den lille afstand, der er imellem fortælleren og Frida - fortælleren følger Frida tæt, vi hører hendes tanker, men romanen er samtidig sjov på Fridas bekostning, der er en klar distance imellem dem - ligner det at tænke tilbage på sine egne komiske, lidt naive ungdomsår. Der er bare den hage ved det, at Frida ikke er 19 år gammel og holder sabbatår. Hun er 25 og stadig genkendeligt fortabt.
Bør jeg føle mig ramt? I den grad. Jeg må le af Frida, og jeg må le af mig selv. Og selvfølgelig bliver Frida klogere og mere selvreflekteret, mens hun samtidig forsøger at overbevise sig selv om, at den jalousi, hun føler, ikke virkelig findes: Sådan er det, videre. Hun læser Goethe, og man forstår, at dette, også i Fridas egen optik, er en dannelsesrejse.
[...]
Rosenfeldt-Olsen skriver ukompliceret og indsigtsfuldt, med en meget fin balance mellem det næsten platte, det rørende, det sørgmodige og det eftertænksomme. For at sige det med fortællerens egne ord: Det er »simpelt og alligevel så fint«."