"Det er en poesi, som ikke lyver" - Interview med Jacob Skyggebjerg

Jacob Skyggebjerg er debuteret som digter på Forlaget Gladiator med digtsamlingen "Så sådan ser det altså ud, når de helt tunge drenge tester deres produkter på forbrugerne". 

Bogen markerer en ny milepæl i Skyggebjergs forfatterskab, her er vi ikke blot i poesiens verden, men i en kraftenergisk udladning og "destillering af en mennesketilværelse på planeten Jorden i dag". Læs et kort interview med forfatteren herunder - og mere om bogen under interviewet. ↓

Hvad kan læseren se frem til i Så sådan ser det altså ud, når de helt tunge drenge tester deres produkter på forbrugerne?

JS: Digtet bruger poesien til at spejle den virkelighed, man som beboer i den forhåndenværende civilisationstilstand lever i - en virkelighed, der hele tiden trænger sig på, og som det er en kamp at blive fri for. En virkelighed, der dræner en. Vi lever i et bombardement, naturligvis af reklamer, men også af vore medmenneskers frustrationer. Det er en poesi, som ikke lyver.

Hvordan har det været at skrive Så sådan ser det altså ud, når de helt tunge drenge tester deres produkter på forbrugerne?

JS: Jeg har taget musikken til hjælps - skrift er, også via dets forbindelse med sprog og sprogets lyd, generelt tæt forbundet med musik - musik forstået som et udvidet felt af konstrueret lyd - man vil, forhåbentligt, kunne læse værkets omskiftelighed symfonisk, som en lydelig malstrøm, á la den, vi kender til dels fra klassisk musik, men også, og måske mere direkte tydeligt, fra senmoderne internetgenrer som breakcore og IDM - der er hele tiden en musikalsk mening. Der er ikke noget her, der er tilfældigt, der har foregået en nænsom og tålmodig lytning af ikke bare hvert enkelt ord og tegn og linjeskift - men også af forbindelserne mellem de enkelte stykker, og deres virkning i sammenhæng og konkret rækkefølge. Ganske som når jeg konstruerer mine romaner.

Hvad læser du for tiden?

JS: Jeg vil mene det for tiden drejer sig ret meget om kortlægning af forskellige afkroge af skøn- og faglitteraturens tilsyneladende uendelige mangfoldighed. Ikke så meget kitsch for tiden, en del svenskere. Og så buldrer sommerens Houllebecq-trip stadig - der kom en opblussen med den nye essay-udgivelse.

Hvad arbejder du på lige nu?

JS: Blandt andet en roman, der bærer arbejdstitlen INDERKREDSEN. Og selvfølgelig min kontinuerligt tilblivende lyd-novelle-samling, Søndagsfortælling, hvor jeg hver uge udgiver en nyskreven fortælling som podcast, iscenesat forskellige steder rundt i hele Danmark.


Pressen skrev om Skyggebjergs andre bøger:

Der går min klasselærer

 "Underholdende og genkendeligt, alt for genkendeligt, tidsbillede med en besk eftersmag af fornedrelse og karryketchup." - ♥♥♥♥ Politiken 

Vor tids helt 

"Sort og suveræn" ★★★★★ Berlingske Tidende

Jalousi

"En skræmmende og perfekt afstemt bog." Information

Køb Så sådan ser det altså ud, når de helt tunge drenge tester deres produkter på forbrugerne i vores webshop