Programmet for Gladiators redaktøruddannelse er klar

Vi er stolte over at kunne præsentere en række af kompetente gæsteundervisere:

  • Oversætter Naja Bjørnsson om oversætterens opgaver og arbejdsmetoder
  • Forfatter og forlægger Lene Wissing om samarbejdet mellem forlægger og forfatter - med udgangspunkt i arbejdet hos Gyldendal
  • Forfatter og udgiver Asger Schnack om den danske forlagsbranche før og nu – tilsat en række personlige forlagshistorier
  • Redaktør og forlagsdirektør Forlaget Ekbatana Christel Sunesen om de smalle bøgers økonomi og vilkår
  • Blogger og litteraturanmelder Gyrith Ravn om PR for forskellige typer bøger
  • Christian Lund fra Louisiana Litterature om bøgernes ‘efterliv’ på festivaller og messer
  • Anja Linnet, Have PR og kommunikation om pressearbejdet omkring en bog og et forfatterskab.

I løbet af året kommer vi igennem branchens rammevilkår, økonomien i bogmarkedet, tekstsamarbejdet med forfatteren, kunsten at pitche en bog på redaktionsmøderne, oversættelsesarbejdet og meget mere. Alt sammen med fokus på at hjælpe forfatteren i mål med sit værk.

Undervejs inviteres forfattere med igangværende manuskripter ind til læsninger, hvor redaktørholdet trænes i tekstlæsning og feedback.

Som noget nyt kommer holdet på turnus som observatører på Gladiators 1-årige forfatterskole,, hvor Sølve Nedergaard, Nanna Færgemann og Hans Otto Jørgensen underviser. Her vil det være muligt at opleve tekstlæsninger og tekstfeedback i undervisningsregi.

Ansøgningsfristen til uddannelsen er 10. september. Vi optager 18 på holdet.

Vi glæder os til at byde holdet 2025-26 velkommen!

Hilsen underviserteamet

Forfatter Lars Frost og forlægger Jakob Sandvad

Læs mere her.