"Romanens ensomme, inderlige stemme og dens uromantiske fremstilling af kærlighed sætter sig fast i kødet": Atlas anmelder Elastik!
Foto: Mads Holm
"Johanne Billes nye roman Elastik er først og fremmest en fortælling om Alice og hendes famlende forsøg på at sætte kærligheden fri." Sådan begynder Sigrid Kraglund Adamssons anmeldelse af Johanne Billes anden roman Elastik. Anmeldelsen kan du læse i Atlas, og lige her kan du læse uddrag fra den.
"Det kan være en særlig form for flugt at forsøge at se sit eget liv udefra, som om det var en lækkert produceret film om nogle helt andre mennesker. Men livet præsenterer ikke sig selv som en skarpt klippet fortælling med en velovervejet billedside og et lækkert soundtrack, uanset hvor meget, man ville ønske, det kunne være sådan. Og det ønsker Alice sig."
"Og så er der den dramatiske forelskelse i Mathilde, som egentlig mest er dramatisk inde i Alices hoved, og som derfor giver romanen en overbevisende og mavepusteragtigt ensom stemme. Alice ser ofte sig selv udefra, måske netop når hun ikke rigtigt har lyst til at være i sin egen krop [...] Men igennem alt dette er den uudtalte forelskelse i Mathilde helt, helt virkelig for Alice, og fornemmelsen af at møde nogen, der får alt det, man allerede har, til at se helt anderledes ud, løber som en lysende tråd igennem romanen."
"Elastik handler om frustrationen over ikke at forstå, hvad kærlighed er, eller hvad det skal være. At se par omkring sig, der virker tilfredse, alene ved at være, uden selv at kunne mønstre den samme tilfredshed. Alices ensomme, ærlige stemme famler i blinde og forsøger at forstå sine handlinger og sin forelskelse, der hele tiden skifter ansigt."
"Men en nat, hvor Alice og Simon bare er ude at danse, er de jo i et øjeblik faktisk ukompliceret lykkelige over at være sammen med netop hinanden. Og da stiller romanen et spørgsmål, som kommer til at lyde som en slags tosomhedens motto: »Føler du dig også som en freak?« I et øjeblik, da de to bare er de to, er det hele meget simpelt, og kun verden udenom er kompliceret, tvetydigt kedelig. Og denne slags selvbedrageriske, men rendyrket lykkelige øjeblikke, er måske det stærkeste, Johanne Billes roman efterlader sin læser med."
Læs hele Atlas' flotte anmeldelse lige her.