★★★★ "smukt og stilsikkert"
Martin Rohr Gregersen fra Kristeligt Dagblad har anmeldt dygtige Helene Johanne Christensens digtsamling Blå. Han giver fire flotte stjerner med ordene: Det er med andre ord ikke svært at være glad for ”Blå”.
Helene Johanne Christensens digte får Rohr Gregersen til at tænke på skagensmaleren Anna Ancher:
"Helene Johanne Christensens fine debut, digtsuiten ”Blå", fik mig til at tænke på skagensmaleren Anna Anchers afsøgninger af lysets farver, former og flygtige karakter og hendes undersøgelser af, hvordan lyset skaber rum og forbindelser i rum. En sådan udforskning genfinder man nemlig hos Johanne Christensen.
Hun besidder også en fintmærkende og poetisk sans for, hvordan lyset falder, bryder ind, skaber skygger, glimter, blafrer; hvordan det kan besidde en næsten taktil og håndfast kvalitet, være noget man nærmest kan gribe om og være badet i."
Rohr Gregersen sammenligner farven blå med de følelser han får når han læser: Poesi, lys, melankoli, sårbarhed og sorg:
”jeg samler lys/ for dine fødder/ asfalten suger det/ til sig/ det når dig ikke”
"Bogen tager nemlig, som citaterne vidner om, sit udgangspunkt i et strandet kærlighedsforhold, i en fastlåst relation mellem et jeg og et du, der efterprøves og afsøges i stadig nye konstellationer, hvor andre rum og elementer efterhånden sættes i spil og i forbindelse med hinanden: lys, skygge, tiden, blå, havet, opalen, en åben plads og en statue."
Det bliver til disse flotte ★★★★ fra Kristeligt Dagblad, en forhåbning om mere fra Helene Johanne Christensen og med dette afsluttende og meget fine citat:
"Der skal ikke herske tvivl om, at ”Blå” er en smuk, læseværdig og stilsikker debut."
Læs hele anmeldelsen her