"Ulykkelig forelskelse, ægteskabelige problemer eller andre livskriser? Tove har svaret!"

Litteraturformidleren.dk har anmeldt Tove Ditlevsens samlede brevkasse Små Hverdagsproblemer. Læs et uddrag af anmeldelsen her. 


Foto: Kongelig Hoffotograf Klaus Møller

"Opsamlingsværket har en enorm underholdningsværdi og jeg smågrinede mig vej igennem mange af indlæggene. Som fx det utal af gange, hvor Tove videregiver sin viden om mænd til fortvivlede kvinder og bl.a. drager paralleller til børn og potteplanter. Eller når hun skruer bissen på og svarer råt for usødet."

 "Jeg forestiller mig, at brevkassen var datidens pendant til reality-underholdning. Hvis ikke brevene direkte kan læses som selvhjælpsindlæg og relateres til ens egne livsdilemmaer og kriser, så er det oftest underholdende at snage i andres. Foruden at være god underholdning, så giver Små hverdagsproblemer en indsigt i svundne tider, som et alternativt kulturhistorisk værk."

"I to årtier hjalp Tove Ditlevsen danskerne med råd og vejledning om stort og småt i brevkassen i Familie Journal. Hun var, som hun selv har udtalt, en kompetent livsrådgiver i kraft af sit egen snørklede og komplicerede liv, og som opsamlingsværket Små hverdagsproblemer udfolder, så er der ikke det spørgsmål der er for stort, for småt eller for dumt. Kærligt, kyndigt og ind imellem bestemt og opdragende rådgav hun med stor indlevelse om et bredt spektrum af emner." 

Læs hele anmeldelsen her.