Veronika Katinka Martzen udstiller, at ironien er tilbage, men i en ny form - Læs Informations artikel om JEG BRUGER MIN KROP SOM ET MØBEL
Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen fra Information har skrevet en artikel om Veronika Katinka Martzen og digtromanen Jeg bruger min krop som et møbel. Læs et uddrag her:
"Politikens Lilian Munk Rösing siger det i sin anmeldelse af Veronika Katinka Martzens debut Jeg bruger min krop som et møbel: »Fiktiv karakter fra ’Den korte radioavis’ har skrevet en rigtig god bog. Hvad pokker skal en anmelder stille op med det?«
Det er virkelig det rigtig gode spørgsmål, når det kommer til »digtromanen«, der er skrevet af manuskriptforfatteren Anna Juul i sit – hidtil mest satiriske – alter ego Veronika Katinka Martzens navn. Hvad stiller ikke bare anmeldere, men alle læsere egentlig op med et poetisk projekt, der måske bedst kan betegnes som for sjov for alvor?
Jeg bruger min krop som et møbel, der er blevet til på forlaget Gladiators opfordring, er på samme selvironiske tid en tyk parodi på tidens populære inderlige poesi og en ægte inderlig fortælling om at være en ung kvinde fuld af smerte, der forsøger at »finde sig selv«.
[...]
På tværs af de delte meninger har kritikken været så travlt optaget af at udrede præmisserne for rollespillet, at ingen helt har fået sat fingeren på, eller bedre, i bogens blødende sår af en kritik. Hvis Anna Juuls bog, sådan som den blev præsenteret i Poptillægget, »giver en vrængende stemme til en postironisk 90’er-generation«, hvad vrænger den så egentlig af, og ved den det overhovedet helt selv? Den selvoptagethed, Juul har talt om? Litterære tendenser, miljøer og fine fornemmelser? Det 21. århundredes multimedierede skuespilsamfunds smadring af sind, virkelighedsfølelse og ærlig snak? Den politiske korrektheds falskhed? Alt og intet?
Er det en demonstrativt tom kritik, der, ligesom at bogen omfavner det overfladiske og på den måde udstiller det, også udstiller det tomme og derfor netop ikke er tom? Er den umulige position det eneste mulige i dag, og hvad siger det om vores tid?
I alle tilfælde understreger performancen Veronika Katinka Martzen, at ironien er tilbage, men i en ny form, der måske ikke står i modsætning til det oprigtige."
Læs artiklen her
Info: Jeg bruger min krop som et møbel er digt-romanen vi alle har ventet på. Episk realisme i tre bind. En fortælling om at finde sig selv og om at huske på at hvis man ikke kan dét, altså finde sig selv, så kan man altid lave sig om til Taylor Swift. En fortælling om at gå i stå og om at gå i stykker. En fortælling, der er lidt et digt, lidt et langdigt, lidt et manuskript, lidt country, lidt hiphop, lidt roman, lidt kammerspil og meget god.
Anmeldelser: "Veronika Katinka Martzen debuterer med en mosaisk samling af forskelligartede, på én gang humoristiske og smertelige tekster." - ★★★★★ Nordjyske Stiftstidende
"Det er svært ikke at græde af grin, når Ahrendtsen præsenterer sin filmproduktionsdatamat, der »virker ved at fratage folk deres frie fantasi for i stedet at erstatte den med Mick Øgendahl«." - ♥♥♥♥ Politiken
"[...] Det er pisse fed læsning” - Lucia Odoom, Politikens Poptillæg
"[...] jeg blev ret rørt over Anna Juuls fortælling” - Nikoline Larsen, Vice