0

Veronika Katinka Martzen udstiller, at ironien er tilbage, men i en ny form - Læs Informations artikel om JEG BRUGER MIN KROP SOM ET MØBEL


Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen fra Information har skrevet en artikel om Veronika Katinka Martzen og digtromanen Jeg bruger min krop som et møbel. Læs et uddrag her:

"Politikens Lilian Munk Rösing siger det i sin anmeldelse af Veronika Katinka Martzens debut Jeg bruger min krop som et møbel: »Fiktiv karakter fra ’Den korte radioavis’ har skrevet en rigtig god bog. Hvad pokker skal en anmelder stille op med det?«

Det er virkelig det rigtig gode spørgsmål, når det kommer til »digtromanen«, der er skrevet af manuskriptforfatteren Anna Juul i sit – hidtil mest satiriske – alter ego Veronika Katinka Martzens navn. Hvad stiller ikke bare anmeldere, men alle læsere egentlig op med et poetisk projekt, der måske bedst kan betegnes som for sjov for alvor?

Jeg bruger min krop som et møbel, der er blevet til på forlaget Gladiators opfordring, er på samme selvironiske tid en tyk parodi på tidens populære inderlige poesi og en ægte inderlig fortælling om at være en ung kvinde fuld af smerte, der forsøger at »finde sig selv«.

[...]

På tværs af de delte meninger har kritikken været så travlt optaget af at udrede præmisserne for rollespillet, at ingen helt har fået sat fingeren på, eller bedre, bogens blødende sår af en kritik. Hvis Anna Juuls bog, sådan som den blev præsenteret i Poptillægget, »giver en vrængende stemme til en postironisk 90’er-generation«, hvad vrænger den så egentlig af, og ved den det overhovedet helt selv? Den selvoptagethed, Juul har talt om? Litterære tendenser, miljøer og fine fornemmelser? Det 21. århundredes multimedierede skuespilsamfunds smadring af sind, virkelighedsfølelse og ærlig snak? Den politiske korrektheds falskhed? Alt og intet?

Er det en demonstrativt tom kritik, der, ligesom at bogen omfavner det overfladiske og på den måde udstiller det, også udstiller det tomme og derfor netop ikke er tom? Er den umulige position det eneste mulige i dag, og hvad siger det om vores tid?

I alle tilfælde understreger performancen Veronika Katinka Martzen, at ironien er tilbage, men i en ny form, der måske ikke står i modsætning til det oprigtige."

Læs artiklen her


Ældre indlæg Nyere indlæg