Vildtvoksende mastodont - SEKS stjerner til New Forest i Nordjyske Stiftstidende

Endnu en flot anmeldelse af New Forest i Nordjydske Stifstidende. Seks stjerner bliver det til og en anmeldelse der emmer af skønne ord og anerkendelse af bogen og dens fortælling.

ROMAN Josefine Klougart: " New Forest" Der findes romaner, som man ligesom skal overstå de først 50-70 sider af, før forfatteren får skrevet sig varm - og så findes der romaner som Josefine Klougarts 700 sider lange " New Forest", hvor man fra første sætning bliver bevidst om, at her er en helt særlig magi på færde.

En magi, som end ikke ophæves, når det sidste blad er vendt.

Frit skiftende i fortælleform mellem " jeg" og " hun" skildres tre personer; pigen, en ung kvinde og en ældre kvinde, som umærkeligt glider ind i og spejles i hinanden. De tre er på én gang den samme person og forskellige personer, som lever i hver deres erindringer og myter.

(...)

Erindringen, og især erindringen som skaber af myter, spiller en central rolle i romanen.

Romanen er bygget op af kortere tekster; anekdoter, erindringer, rejsenotater, dagsbogsbrokker, der tilsammen danner et væv af tråde, som binder de tre kvindefigurer og deres tilværelser sammen og søger ind i de enkelte livs sandheder.

Nørklende undersøges identitetens forhold til de erindringens myter, der fortælles om familien, om parforholdet og om stederne, og det åbenbares, hvordan mennesket må forhandle sin relation til disse myter, måske endda frigøre sig af dem, for at blive sig selv.

Den allestedsnærværende kulisse i romanen er naturen. Steder ladet med betydning, som vokser ind i personerne og i sproget, metaforerne og tingene, som en kraft, en stemning og en sammenhæng.

Slutteligt står der: "New Forest" er roman, som bliver hængende længe efter endt læsning. Vi kunne ikke være mere enige. Køb og læs mere om bogen her. Og husk at det også er månedens bog i vores abonnementsordning.