Amalie Smith

1 produkt

Navn: Amalie Smith
Fødselsdato: 02.11.1985, København

Uddannelse: Forfatterskolen 2007-09, Det Kongelige Danske Kunstakademi 2010-15.
Priser og legater: Bukdahls Bet, 2011, Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat, 2011, Morten Nielsens Mindelegat, 2012, Charlottenborglegatet Annie & Otto Johs. Detlefs’ Fond, 2015. Kronprinsparrets Stjernedryspris, 2015, Niels Wessel Bagges Kunstfonds hæderslegat, 2016, treårigt arbejdslegat fra Statens Kunstfonds Legatudvalg for Litteratur og Billedkunst, 2017. 

Amalie Smith debuterede i 2010 med hæftet Fabrikken falder på det lille forlag Emancipa(t/ss)ionsfrugten og samme år udkom hybridbogen De næste 5000 dage på Gyldendal. Begge debuter indeholder både tekst og billeder, de fleste er af egen produktion, men også indsamlede citater, fakta og fundet billedmateriale er faste bestanddele i Smiths bøger. Smith videreudviklede sine tanker om bogen som samlingsform i I civil fra 2012, som handler om museale, erindringsmæssige, biologiske og krystallinske samlinger, samt om et kærlighedsforhold, som splittes af en sygdom. I civil blev hendes gennembrud til en bredere læsende offentlighed.

Et andet spor i Smiths virke er en interesse for læsningens materielle sider. Bogen Læsningens anatomi, ligeledes fra 2012, blev skrevet på baggrund af en hjernerystelse, som i en periode fratog Smith muligheden for at læse. Bogen er udgivet i et notesbog-format, og indeholder en måneds læsenoter om at læse. I fællesværket med Ida Marie Hede Kollektive læseformer (Distribution After Hand, 2013) undersøgte de to forfattere kollektive aspekter af læseprocesser ved at reaktivere læseperformances, de havde lavet med andre i årene forinden.

Amalie Smith blev i 2007 både optaget på Forfatterskolen og Det Kongelige Danske Kunstakademi, og orienteringen mod billedkunsten samt en interesse for feltet mellem de to discipliner har været en integreret del af hendes praksis fra begyndelsen. På Forfatterskolen producerede hun en række korte film og arbejdede med performances, byrumsinstallationer og computerspil, mens hun under sin tid på Kunstakademiet udgav fire bøger.

Smith blev færdiguddannet fra Forfatterskolen i 2009 og blev Master of Fine Arts fra Kunstakademiet i 2015. Hendes afgangsværk var et video-essay om touch teknologier, som præmieredes med Charlottenborglegatet fra Annie & Otto Johs. Detlefs’ Fond.

Romanen Marble fra 2014 (Forlaget Gladiator) er et godt eksempel på interessen for det tværmediale og tværdisciplinære, da den i sin fortælling om farven på antik skulpturkunst og billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsens kopiering af samme, trækker på forskellige fagområder såsom kunsthistorie, fysik, kemi, arkæologi, fotografiske teknikker, 3D-modellering, filosofi og idéhistorie.

Smith arbejder med formen på sine bøger som en integreret del af værket, Marble ligner til eksempel en marmorblok i hvid med grønt på kanten og fik diplom som en af årets vakreste bøker af norske Grafill, og blev desuden udvalgt til udstillingen Årets Bedste Bogarbejde 2015 af Foreningen for Boghaandværk.

I 2017 udkom samlingen Et hjerte i alt på Gyldendal, med tekster og billeder skabt mellem 2007 og 2017. I august 2020 udkom Thread Ripper på samme forlag, en hybridbog om vævning og computerteknologi. 

I civil er oversat til svensk (Ellerströms Förlag) og norsk (Samlaget), mens Marble er oversat til svensk (Ellerströms) og engelsk (Lolli Editions).

Besøg forfatterens hjemmeside 
1 produkt
Marble
Amalie Smith
179,95 kr
Tidligere set: