Cecilie Lind
2 produkter
2 produkter
Navn: Cecilie Lind
Fødselsdag: 06.09.1991
Uddannelse: Student fra Ringkøbing Gymnasium, 2010, Forfatterskolen, 2011-2013
Cecilie Lind debuterede i 2010 med den lille digtsamling, Ulven åd min eyeliner, på undergrundsforlaget OVBIDAT og har flere gange siden 2008 været publiceret i tidsskriftet Hvedekorn. Lind blev i 2011 optaget på Forfatterskolen, som hun dimitterede fra i 2013.
I 2012 udkom Dughærget pupil accelererer tusmørke under Cecilie Linds egen genrebetegnelse, usagn, på Samleren. Samlingen består af 35 prosadigte eller ”usagn”, der hvirvler op i kendte eventyruniverser og mytologier.
I september 2015 udkom Strunk – et langdigt fuld af legesyge og viljestyrke. Det handler om at etablere en selvopholdelsesdrift, men at gøre det nynnende, at genopfinde rygsøjlen som strengeinstrument. Rummet er pigeværelset, og tonen er gurlesque. Det er et digt der broderer sig frem, rastløst og uforsonligt.
Den seneste udgivelse fra Cecilie Lind er romanen Til en engels forsvar (2017), som anmelder på Weekendavisen Linea Maja Ernst beskrev som ”et raritetskabinet, et lille udsøgt og kunstigt ordnet mikrokosmos, som virker meget mere rodet end verden, fordi værket sorterer sit inventar ud fra sin egen mystiske, encyklopædiske orden."