Nikolaj Tange Lange
5 produkter
5 produkter

Nikolaj Tange Lange er født d. 26.11.1980 i Odense. De har læst film- og medievidenskab ved Københavns Universitet, journalistik ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og kønsvidenskabelig medieanalyse på Malmö Högskola.
Nikolaj Tange Lange var aktiv i det københavnske kunstner- og festkollektiv ”dunst” i nullerne. Siden 2007 har de været bosat i Berlin og bl.a. arbejdet som musiker, DJ, performer, bartender, IT-supporter, kok og pornoskuespiller.
De fleste af Tange Langes romaner udspiller sig omkring berlinske subkulturer. Fra techno-romance på ketamin i debuten Livet er en fest og så dør man til infight og nazi-beskyldninger på venstrefløjen i Antityskland.
Nikolaj Tange Lange har også flere gange behandlet fænomenet chemsex, en stærkt afhængighedsskabende cocktail af sex og stoffer. Det gælder især My Zero og Romeo & Seahorse. Den sidste er også udkommet på engelsk, oversat af forfatteren selv, og i den forbindelse skrev Barry Pierce i en anmeldelse i The Big Issue:
“Helt ærligt er det befriende at læse en bog, der med så stor autoritet tager emner som ekstrem sex, fremmedgørelse og stofafhængighed så alvorligt. Der er de seneste år udkommet en række nuancerede værker, som undersøger homoseksuelle mænds liv, sætter deres liv under lup og stiller spørgsmålet: hvorfor? Men efter at have læst Romeo & Seahorse vil man spørge sig selv, hvorfor de bøger har været så sterile, så pæne og velpolerede.”