Pressemeddelelse - Elvir Maleskic - I stød finder jeg læ
Elvir Maleškić
I stød finder jeg læ
”Stik nu fingeren gennem de kødfulde natlæber. En dag bliver de til vinger.
Ved jeg. Og når den dag kommer, vil jeg vise dig de nyfødte bosniske bjerge.
Vise dig, hvordan bier og bjerge blinker, når imamen kalder til bøn.”
I stød finder jeg læ er en brændende, syret og forreven fortælling om krig og kærlighed. Elvir Maleškić debuterer projektilagtigt med denne digtsamling, der krydsklipper mellem krigen i Bosnien-Hercegovina og sex i Aarhus C.
Fortællingen i I stød finder jeg læ tager sit udspring i Aarhus, hvor den mandlige hovedperson indleder et forhold til en kvinde, der ikke er hans kone, og det bliver begyndelsen på et lidenskabeligt og råt seksuelt forhold, der trækker tråde tilbage til den overophedede krigszone i Bosnien, 1992, hvor han voksede op. Efter denne sommer, hvor Danmark har vundet EM i fodbold, og klyngebomberne er drysset ned over Sarajevo, flygter hovedpersonen og hans lillebror til Danmark.
De ankommer til flygtningecenteret Silkeborg Bad, hvorfra et nyt liv begynder.
Elvir Maleškić præsenterer en ny, maskulin stemme i dansk lyrik – en stemme, der ikke undskylder for sig selv, men som alligevel rummer en ømhed, der er bundet op på det krigstraume, der er allestedsnærværende i fortællingen.
Selvom I stød finder jeg læ er Elvirs debut, har han beskæftiget sig med poesi, fra han var helt lille. Som femårig blev han i børnehaven rekrutteret til at recitere digte om frihed ved offentlige fejringer af mærkedage i hans hjemby, Bosanski Brod, dengang en del af det kommunistiske Jugoslavien. Hans mormor siger, at man kunne høre hans stemme i hele byen, hvor der var opstillet højtalere, der transmitterede live fra begivenhederne.
Forfatter: Elvir Maleškić
Titel: I stød finder jeg læ
Forlag: Lycius | Gladiator 2021
Omslag: Lea Petrine
ISBN: 978-87-93658-59-2
Udgivelsesdato: 1. april
Sidetal: 114
Pris: 199,95