"Så smukke og klare billeder på komplekse følelser og sammenhænge skal man lede længe efter" - Atlas
"Med ’Alt dette kunne du få’ løfter Josefine Klougart mindernes skrift til et nyt, mere hverdagsligt, ikke kniv- men nærmere spadeskarpt eller linnedblødt, og smukkere niveau."
Skriver Andrea Pontoppidan om Josefine Klougarts "Alt dette kunne du få" i denne smukke anmeldelse fra Atlas. Billedet er taget af Sofie Amalie Klougart.
"Alt dette kunne du få er som de drømme, hvor noget rører på sig i periferien af ens synsfelt, men når man vender blikket efter det, følger det ubestemmelige med, så man aldrig helt kan stille skarpt på det. Et sted beskrives historien som »billeder hængt op på en vasketøjssnor, der alle årene var spændt ud mellem de høje aspetræer i den bagerste del af haven.« Et andet sted står der, at forfatterhovedkarakteren Barbara »engang (har) tænkt, at hvis hun skulle forklare, hvad det var at skrive, ville hun sige, at det svarede til at stille sig op på en stol og vende bunden i vejret på en skraldespand, en død mands kommode, hans kones smykkeskrin, og sin farmors undertøjsskuffe og så vente lidt og se, hvordan skræller og arvestykker og de blondeunderbukser man stjal i Kate i Rønde, faldt ned og lagde sig i et mønster, man ikke havde kunnet forestille sig.«(...)"
"Der er fortællinger, som Barbara må gøre sig fri af, men som hun aldrig helt lykkes med; fortællingen om navnet, hun har fået af sin mor, opkaldt efter hovedpersonen i Jørgen-Frantz Jacobsens roman af samme navn, Barbara, og de forventninger og den betydning, navnet bærer med sig. Fortællingerne er aldrig afgrænsede, og det er netop illusionen om den storslåede, fuldkomne, afrundede fortælling, som Barbaras debut kommer til at manifestere for Sonja: Hun føler, at Barbara har afsluttet familiens historie ved at skrive den ned.(...)"
Men Alt det kunne du få er en roman, der i sin indsamlende, glimtvise form skriver fra det aldrig helstøbte eller færdiges poetik. En citeret og tydelig inspirationskilde for Klougart er forfatteren Virginia Woolf, der i 1919 skriver i sin dagbog, at hun gerne ville, at den »skulle ligne et gammelt skrivebord eller en rummelig vadsæk«, hvor tilfældige ting bliver smidt ned, og man så efter nogle år ville se samlingen være »vokset sammen til en form, som den slags deponerede ting så gådefuldt gør«(...)"
"Selvom Alt dette kunne du få så sprogligt imponerende sammenkæder billeder, står det klart, at slægtskab og afhængighed altid vil vokse sig vildt ud over familien og der, hvortil sproget rækker. Det er med sproget som med Erik, der hele tiden er »så tæt på målet« – at blive økonomisk uafhængig – »en følelse af, hele livet, at være lige ved at ankomme, og så er ankomsten måske døden.« Men hvis nogen mestrer denne fortællingens uregerlighed, så er det Josefine Klougart.(...)"
Det er vinter, og Barbara rejser tværs gennem landet med sit spædbarn for at være sammen med sin mor og søster i dagene, hvor faren skal gennemgå en stor hjerteoperation.
Operationen går som planlagt, men da han slår øjnene op er det blik der møder Barbara tomt og helt uden tegn på genkendelse; det er som at se ind i øjnene på et menneske rømmet for sjæl. Et stort fald ud i et øde bagved. Hver dag i den følgende uge forsøger lægerne at vække ham fra narkosen, og hver dag sker det samme. Vi forstår det ikke, siger de, men der er jo nogen, som aldrig rigtig vågner.