Fryden
Fryden
- Vi sender bøger afsted fra forlaget en gang om ugen - forventet leveringstid inden for 5 hverdage
- Omdeling med GLS
- Sikker betaling
- På lager, klar til at blive sendt
Blixenprisen for årets litterære talent 2017
"Andreas Pedersens talent er i international klasse. At give følelse form i sprog er den sværeste, men skønneste litterære disciplin af dem alle. Han behersker den. Det lover godt for fremtiden. Andreas Pedersen er, siger vi uden at tøve og med den allerstørste glæde: Årets Litterære Talent."
"'Fryden' er et opløftende og løfterigt svæv af saligt strålende sætninger." – Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen, Politiken ❤❤❤❤❤
"Lyslovende. Andreas Pedersen insisterer stik imod al fornuft på at skrive lykkelige tekster, og, hvad utroligere er, det lykkes over al måde. [...] Ventetiden har vildt nok styrket friskheden – og nyheden – i hans udtryk: målrettet sprudlen. Åh, at blive hønefuld af fryd!“ – Lars Bukdahl, Weekendavisen
“'Velkommen i labyrinten', siger Hans Otto Jørgensen om Andreas Pedersens debut Fryden, og jeg siger velkommen til en lang række vidunderlige blindgyder. Det her er litteratur man ikke kan slippe ud af, og det er lige nøjagtigt så skønt, som det lyder.” – Anna Schmidt Andersen, Modspor
Hjemmeliv, kærlighedsliv, rejseliv – det er nok de vigtigste elementer i det reservoir, Fryden øser af. Med en klar overvægt i pladsen til hjemmelivet på gården med far og mor og brødrene. Ikke i et nostalgisk tilbageblik, men i kærlighed til hver enkelt nu som før.
Andreas Pedersens portrætter af forældrene står og lyser efter endt læsning. I al deres skrøbelighed og menneskelighed.
”(…) og så går hun hen mod bilen, som vores far også
med ret hastige skridt
i det mørkeblå jakkesæt, hvis stof er meget tykt
arbejdsomt farende, men også som om, at han bærer noget med sig
måske dette, at han på sin egen måde, ud fra idéer om
drift, udvikling, anseelse og tradition
listen ufuldstændig
har levet ekstremt tæt på, hvad han har forestillet sig
er skønheden
en skønhed, som ikke har behøvet noget andet medie
end vores kroppes bidrag og jorden og gården
denne skønhed er synlig i ham, ikke uden melankoli
eller mere hektisk: han bærer altid om sig
et flagrende håb, som ikke rigtigt kan indfinde sig i tiden
eller i noget som helst
sådan nærmer han sig bilen (…)”
Fryden er vis, men den er også ung og beruset – måske først af alt beruset, det mærkes helt ned i den enkelte strofe, hvert enkelt velvalgte ord – og så opstår der undervejs og tydeligst i rejsedigtene en selvstændiggørelse af det unge menneske. I kærlighedsmødet, som er uden flovhed eller plat ironi, men af hjertet rent, og i mødet med en tilfældig medpassager i metroen i Tokyo.
”I metroen i Tokyo sad der en ung mand, som ikke kan have været meget ældre end mig, sikkert yngre. Han sad alene, og han var i gang med at dø. Det betyder ikke, at han døde. Muligvis dør han først om mange år. Men han var i gang med at dø. Han sad op af en jernstang og sov, og metroens vuggen fik hans hoved til at slå imod jernstangen, ikke særligt voldsomt. Hver gang åbnede han øjnene en smule uden at vågne. At se ham var som at se på den måde en revne løber gennem glas på, uforudsigeligt afsted fra et punkt, fra den uafvendelige sårbarhed. Han så så blid ud, i støvet arbejdstøj med fint foldede hænder (…)”
Det er ikke at tage munden for fuld, at sige, at Andreas Pedersen er i klasse med Inger Christensen, Tove Ditlevsen og J.P. Jacobsen. – Velkommen i labyrinten.
