"Det er stærk, forfærdelig læsning, der heldigvis er så velskrevet, at man ikke har lyst til at lægge bogen fra sig, selvom man bliver dårlig." 
- Mai Odgaard Petersen, Nordjyske Stiftstidende ★★★★★

"Gennem romanen kommer vi tættere på spiseforstyrrelsens bizarre logik, det had til kroppen, som den manifesterer." 
- Mai Misfeldt, Kristeligt Dagblad ❤❤❤❤

"Falls velskrevne roman giver os en nøgtern indlevelse i den anorektiske logik med plads til både den stille gråd, den lille latter og den analytiske eftertanke."
- Lilian Munk Rösing, Politiken ★★★★

"Det er morsomt, ulækkert og skræmmende på én og samme tid."
- Theis Vallø Madsen, Viborg Folkeblad

Katrina, hovedpersonen i Johanne Kirstine Falls roman Der er altid nogen at befri, skal indlægges på Psykiatrisk Afdeling Odense på grund af anoreksi. Vi følger nøje Katrina i de tre måneder, hun er indlagt – et forløb, der spænder mellem en ikke-eksisterende sygdomserkendelse og en grad af selvindsigt, der gør, at Katrina kan udskrives fra psykiatrisk afdeling.

Det er chokerende læsning. Ikke kun i portrætteringen af selvskaden eller slanke- og afføringspillerne, der smugles ind. Eller måden hvorpå personalet i visse tilfælde taler til patienterne på. Snarere er det fordi, den insisterende tone fremstår nødvendig. – den syge gør alt for at snyde, lyve og bedrage alle omkring sig. Der er altid nogen at befri er en roman, der er gennemsyret af løgnen, og at lyve er, hvad Katrina gør bedst. Hun lyver over for lægerne, sygeplejerskerne, moren og kæresten ... hun lyver over for sig selv. 

Romanen er fuld af galgenhumor og kynisme og selvironi, men man er ikke i tvivl om, at det er er alvorligt, det her. Dødsens alvorligt. Døden byder sig således allerede til i prologen:

”Er du bange for at dø?” spørger psykologen. ”Nej,” siger hun og kigger for første gang psykologen i øjnene. ”Jeg er ikke bange for at dø, men jeg mener… Når nu jeg skal dø, vil jeg da gerne have lidt kontrol over, hvornår det skal ske, og hvordan jeg ser ud, når jeg er død.”

Katrina er i konflikt med sig selv. Hun er grundlæggende i tvivl om, hvorvidt det kan betale sig at leve. Johanne Kirstine Fall har med fortællingen, der starter og slutter i tredjeperson, skabt et rum for det Katrina-jeg, der taler i resten af romanen som reporter – ikke fra en krigszone – men en anden zone, hvor det også handler om noget så umiddelbart og simpelt som at spise. Johanne Kirstine Fall skriver med pondus, og Katrinas medpatienter beskrives med en indlevelse og humor, så de selvstændiggør sig med hver deres specifikke væsen, hver deres specifikke historie. Men Katrina er ikke bare anorektisk, hun frembyder også psykoser.

Johanne Kirstine Fall formår med groteskens virkemidler at beskrive Katrinas psykotiske anfald på en måde, så det giver et levende indblik i vrangforestillingen:

"Vi sidder samlede ved frokosten. Jeg skal spise rejseost. Jeg tager en bid af knækbrødet, der vokser små buler frem under min hud. De bevæger sig op og ned under huden på mine arme, huden spændes og bliver stram over dem. Jeg ved, at det er rejerne fra osten. Man kan se deres små ben arbejde under min hud …"

Der er altid nogen at befri er en voldsom, skrøbelig og sårbar historie, men opretholder hele vejen igennem – og det er noget af en bedrift – en usentimental indstilling. Man bliver som læser klogere på anoreksiens mangeartede u-væsen.

Titel: Der er altid nogen at befri
Forfatter: Johanne Kirstine Fall 
ISBN: 9788793128736
Udgivelsesdato: 10-08-2017
Sidetal: 248
Omslag og sats: Clara Birgersson

Støttet af Statens Kunstfond